Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN HEDEREJSE I VIBORG-EGNEN 103
kristi og Hvælving under Taarnet. Paa Stoledørene findes
Billeder af samme Slags som i Søndersognkirke i Vi-
borg og den gamle Klosterkirke i Horsens (og maaske
flere Steder). De hidrøre omtrent fra 1720 og ere karak-
teristiske for den pietistiske, følsomme og dog tørre Tid.
Blandt de bedste ere følgende. En Haand kommer ud af
Skyen og holder en Vægtskaal; i den ene Skaal er Loven,
i den anden et Hjerte. Hjertet findes for let, Loven tyn-
ger ned; Overskrift: Nil sum, da: jeg er Intet. Ved Siden
af er samme Billede; men til Hjertet er kommet Korset,
da tynger det Skaalen ned; Overskrift: Præpendero, jeg
har Overvægten. — Hjertet ligger paa et omvendt Død-
ningehoved, hvis Tænder have fat i dets nederste Del;
men der voxe Vinger frem fra Hjertet, og Slangen, som
kryber i Dødningehovedet, synes forvirret; Overskrift:
Vivo, jeg lever. — Hjertet driver i en Muslingeskal paa
Bølgerne; Overskrift: Periclitor, jeg er i Fare. — Mange
af Billederne ere urimelige haarde Allegorier om Hjer-
tet, Døden og Frelsen, og Alvoren, som er deri, har
noget Eget ved sig spiller mellem det Naive og den
Slags legende Skarpsindighed, som er i Rebus. Farverne,
mest Karmin og Himmelblaat, ere pastelagtige og hen-
lede Tanken paa Damer i Pudder, med andægtig fol-
dede Hænder, til hvem Præsten taler Latin.
Min Vej gik nu tilbage ad Viborg til, over Daug-
bjerg, stadig med Haab om, ved et Tilfælde at træffe
Tatere, men naturligvis ogsaa for at se Egnen og navnlig
Kalkgruberne.
Daugbjerg ligger en Mils Vej østen for Vrou, i
en høj Egn, hvortil Terrænet langsomt løfter sig op. Men
naar man fra Vest kommer ganske nær, tager det for-
reste Landskab sig ud som mægtige Forskandsninger:
først en lav Vold, saa en bred Grav og saa den høje,
indre Vold. Graven er en Eng, paa hvis Bund flyder
en lille, klar Bæk. Paa den indre Volds vestlige Afhang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
