Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAVNEN 287
hans sidste Tilflugtssted, det fredelige Logi i Humlebæk,
og da Fisker Frederiksen netop i samme Stund fik Be-
søg af en fjern Beslægtet, en Slagter, der rejste omkring
for at opkjøbe Stude til Armeen og var i en Slags Uni-
form, fik Ibald en pludselig Ide, som han hastig ud-
førte — han gik til Intendanturen.
Man sige, hvad man vil: det var hans Plads. Kjærlig-
heden, der blev det Afgjørende i Beslutningen, førte ham
ogsaa rigtig i Valget. Der er ved Intendanturen stadig
Lejlighed til at komme i Fare; men man søger den ikke,
eller, hvis man i et livligt Øjeblik vil søge den, komman-
deres man ikke til den, hvilket netop er Soldatens Ube-
hagelighed. Derimod har man stadig det Oplivende ved
Faren: man hører den tordne, man paavirkes af de man-
dige Skikkelser, der under Trommeslag eller Trompet-
skrald rykke imod den, Ens hele Sjæl følger med, men
Ens Legeme ikke. Imidlertid kan Ens Legeme, ledet af
nogen Aand, ved en trofast Pligtopfyldelse bidrage til at
holde Kraften og Modet oppe i Krigerne ved at forsyne
dem med Mad og Drikke, saa at man i Virkeligheden
gjør Nytte i Felten, har en god Samvittighed og overfor
de Borgerlige er i Uniform, er en Mand, der har lugtet
Krudt og set Blod.
Derfor blev Ibald ogsaa øjeblikkelig et lykkeligt Men-
neske i Krigen, saa lykkelig, at han i Øjeblikke næsten
troede den anstiftet blot for hans Skyld, medens Sand-
heden dog var, at han undertiden blev brugt som ringe
Redskab, ikke blot af Intendanturen, men af selve Skæb-
nen, hvilket navnlig var Tilfældet ved et af hans bedste
Æventyr, et, der bragte ham i Berøring med Oberst-
lieutenant Winter og en anden af vore Bekjendte.
Oberstlieutenanten havde strax ved Krigens Udbrud
tilbudt sin Tjeneste, som ogsaa var bleven modtagen;
men ved en af de Tilfældigheder, der kunne indtræde i
Krigstid og se ud som Uretfærdighed, havde han paa
hin Tid faaet Kommandoen over en lille Styrke, der laa
paa et afsides Sted i Jylland og under større Bevægel-
ser næsten blev glemt. Dette var naturligvis Oberstlieute-
nant Winter meget imod, fordi han var en tapper Mand;
men han var Soldat af den gamle Skole, og skjønt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
