Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAVNEN 295
han ikke kunde tage fejl af; før han havde set Træk-
kene, gjenkjendte han det. Ottilie var ifærd med at kaste
en Krans ud paa Lykke og Fromme; men i dette Øje-
blik gjenkjendte hun Vilhelm; hun gjorde en Bevægelse
enten som i stor Overraskelse eller af Undseelse over
at befinde sig med sin Begejstring overfor en enkelt
Personlighed; men i næste Øjeblik rakte hun sig langt
frem, saa paa ham og kastede Kransen.
Bevægelsen i Vilhelms Hjerte hævedes til den højeste
Potens, da han saaledes modtoges af Hende, der skjønt
uden at vide det havde bidraget saa meget til at sende
ham ud, da det samme Blik, der drømmende havde hvilet
paa Huggerten, syntes at hilse ham som Drømmens Virke-
liggjørelse. Han var saa betagen, hans hele Sjæl saa
fæstet paa hende, at hans Arm ikke var hurtig nok til
at være galant og med Kaardespidsen fange Kransen,
men kom en Brøkdel af et Sekund for silde. Kransen
faldt ved Siden af ham, medens hans Øjne endnu vare
ved Vinduet; en Kone tog den op og rakte den til ham
med udbredte Arme, Damerne i Vinduet, hvorfra Kran-
sen var kommen, klappede i Hænderne, Andre klappede
med og raabte Bravo uden at vide hvorfor — thi den
Dag handlede man instinktmæssig og greb rigtig uden
at vide det — — ,,Moder!" raabte Vilhelm, kyssede Konen,
tog hende under Armen og marscherede videre med hende,
og nu var han med som de Andre, var smeltet hen i
den almindelige Bevægelse, gled som en Draabe i den
fælles Strøm — og da Rusen var ovre, følte han som
saa mangen Anden, at Heroen var kysset bort, at han
ikke længer kommanderede, at han kun var en Borger
i Landet mere; men han fik tillige at føle, at han for-
uden sin borgerlige Øvrighed havde faaet en ny, gud-
dommelig, men meget lunefuld eller endog tyrannisk
Herre.
Der blev givet et Bal, hvor Vilhelm igjen traf sam-
men med Ottilie. De Dage havde noget Stort ved sig.
Alt betød Noget, selv Fornøjelsen; Halvdelen af Ens
Tilværelse var ikke Ens egen, men Flagets, Fanens, Sej-
rens, Landets; hver Enkelt følte sig som Del af denne
Helhed, der med Ære var indtraadt paa Verdens Skue-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
