Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAVNEN 353
pludselig Uro omkring sig, og det var for ham, som
om en tilsvarende Uro samtidig opkom i hans eget Sind,
uden at han forstod Grunden dertil. Sagen var, at det
straalende Solskin, der havde ligget over Floden, med Et
blev dæmpet, som om der var kastet et Slør over Him-
len, og en sort Sky, der et Øjeblik i Forvejen kun havde
vist sig som en Plet paa den blaa Horizont, kom med ri-
vende Hast op ad Floden, hastig og hvæsende som et
Lokomotiv, udspilende sine Vinger som en Fugl, der vox-
ede stor nok til at gribe hele Jorden. Kvæget brølede
dumpt, Menneskene skreg, Færgefolkene fik ikke Tid
til at stryge Fokken, og Ferdinand følte sig af det kan-
trende Skib og af Vinden slynget ud i Floden.
Det var næsten mørkt; men Bølgerne lyste med et sær-
eget, elektrisk Skum, og naar han løftedes op, kunde han
skimte den Flodbred, han havde forladt. Imellem de for-
færdende, raslende Brag, der lød i Atmosfæren, hørte
han Dødsskrig i nogen Afstand, men havde nok at gjøre
med sig selv. Efter et Par Sekunders Forløb saa han
noget Sort ved Siden af sig; det løftedes samtidig med ham
op paa en hvid, lysende Bølge, og han gjenkjendte Man-
den, der havde betalt for ham. Han stred godt i Tavshed;
men Larmen, Lufttrykket, Bølgernes Slag og de tunge Klæ-
der fik Magt over ham, og pludselig gjorde han en Bøj-
ning ind mod Ferdinand med det halvkvalte Raab paa
Dansk: ,,Kammerat, forlad mig ikke!"
»Nej, hun sagde saa, min Bedstemoder," svarede Fer-
dinand og greb med sin venstre Haand Manden i Haaret.
»Saadan! Hjælp mig blot til at aande!" sagde Manden,
der var Svømmer nok til ikke at omklamre sin Hjælper.
»Støt Dem kun til min Skulder; jeg kan ro lidt med
een Aare," sagde Ferdinand.
Faa Sekunder efter var Himlen ligesaa hastig klar og
rolig, som den før var blevet mørk og oprørt, og med
Kræfterne fornyede af det livsalige Solskin arbejdede
Begge fremad og naaede endelig Land, den Fremmede ud-
mattet til Døden, Ferdinand noget træt; men med ægte
Sømandsinstinkt vendte han sig om for at se, om ikke
derude var Nogen glemt og til at redde. Der var Intet;
saa langt Øjet rakte, var Floden som fejet for Liv.
M. Goldschmidt i Folkeudgave. VI 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
