Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HÆVNEN 243
Alt opnaaet. Han havde ikke behøvet at bøje sig for sin
Fjende, men tvertimod set ham bøjet og kuet; hans
Søn havde naaet sit højeste Ønske; hvad der endnu,
stod tilbage, maatte blive forholdsvis let — med dyb
Tilfredsstillelse følte han sig i denne Stund sandelig ud-
kaaret, begunstiget af en højere Magt, der havde ledet
Alt.
Men Lægen, som i Hast var bleven hentet, kom ud fra
Sovekamret.
»De Suder!f sagde han og rystede paa Hovedet. Han
anordnede Adskilligt og skrev en Recept, men sagde, at
han vilde selv gaa paa Apotheket for at faa Medicinen,
sendt hurtig. Der var Noget i hans Tone, som sagde,
at der var alvorlig Fare, og i Husets Bevægelse, i Uroen,
i selve Maaden, hvorpaa man var urolig, kom hint Sær-
egne, der ligesom er præget af Dødsanelse, og medens
Herløv begyndte at blive opmærksom derpaa, hørte han
gjennem den aabentstaaende Sovekammerdør en Lyd,
der drog ham nærmere, mod hans Vilje.
I det høje Værelse var det, som om Mørket eller
Dunkelheden havde lagt sig tungt og omsluttede den
lille Plads ved Sengen, der med et rødligt Skjær oplystes
af et enkelt, langtandet Lys. Et fremmed Ansigt stod
ved Enden af Sengen og saa opmærksomt; Julie var
bøjet over Sengen, stirrende i Spænding og Angst; Henrik
stod i Afstand med fremstrakt Hoved, bleg, lyttende.
Lyden, der kom fra Sengen, var Agentens Rallen.
Da paakom der Herløv en Fornemmelse, som om han
havde paakaldt Oceanet og villet foreskrive det Græn-
ser, men det slog over ham med, eller som om han
havde villet væbne sig med Himlens Sværd for at til-
føje et Saar, men selv var bleven svunget som en Ham-
mer, der slog Dødsslag og knustes i Slaget.
Og medens han vaandefuld tog imod det som noget
Retfærdigt, der pludselig aabenbaredes for ham, grebes
han af Rædsel paa de Andres Vegne: Hvorledes skulde
de To, Børnene, nogensinde slippe fra denne Times Gru,
ud i Livets Solskin?
Al den formale, selvretfærdige Religiøsitet gik af hans
Sind. Han svandt for sig selv ind til et ubetydeligt Punkt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
