Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BJERGTAGEN 251
forekom hende, at dette Land, idet hun uden at se
paa det dog opfangede et Billede deraf paa Afstand,
var stenet og lyngklædt Hede; men uden at hun un-
dredes derved, viste denne Opfattelse sig strax urigtig;
thi ved hvert Skridt, hun tog, kom hun imellem Græs
og Blomster; hvad der nys havde forekommet hende
blegt, stod i Farvepragt, hvad hun havde anset for Stilke,
blev til store, fyldige Træer, og da hun var kommen
helt indenfor og stod ved hans Side, var det Hele et
uendeligt, rigt Landskab.
Han sagde ikke Andet til hende end: ,,Du hår tøvet
længe", øg tog hende ved Haanden, og i samme Øje-
blik, som hendes Haand berørte hans, stod der et Slot,
ganske tyst og stille, og der var intet Tjenerskab, men
Alting syntes at se paa hende med saa blide, hengivelses-
fulde Øjne, som hun aldrig forhen havde mødt.
’Selve Tystheden og Stilheden var, naar hun ret lyt-
tede, Musik, en sagte Gjenklang fra Isklokkerne og fra
Æbletræet, og Landskabets Uendelighed var ligeledes
Musik, en bestandig voxende, gyngende Kreds af de ly-
sende Smaaskikkelser, og Tiden, der gled hen, bar hende
som en bølgende Sø af Toner, og kun imellem lød den
dybe Røst fra Taarnuhret, og saa standsede Alt et kort
Øjeblik, og hun kunde spørge.
Hun spurgte ham engang, af hvad Slægt han egenlig
var, og han svarede: ,Jeg nedstammer paa mødrene
Side fra den, Fugl Phønix, som, naar den faar en saa
stor Sorg, at den ikke kan overkommes, brænder sig
selv op og da fødes igjen; men Ingen ved, hvor det er,
at den gjenfødes.”"
Saa sælsomt Ordet end var, syntes hende dog, at
det var klar Tale, og hun forstod den.
Hvergang saa igjen Landet klang og Stilheden sang
og den bølgende Sø af Toner bar hende, syntes det
hende, at hun selv talte. I hendes forrige Tilværelse,
forekom det hende, saavidt hun nu kunde erindre eller
forstaa den, var hvert Ord kommet fra en Skal, der
laa om hendes Sjæl; nu var det Sjælen, som blev til
Ord, men dog ikke strømmede ganske med; thi paa
samme Tid fornam den med stor Tilfredsstillelse sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
