Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BJERGTAGEN 253
med Sørgmod til hende: ,,Vi ere dog tæt ved Stenen og
kunne høre, hvis der kaldes —
Altid, end i den fjerneste Vraa,
Hvor vi saa monne vanke,
Ere vi nær, og høre vi maa
Loven paa Stenen banke,”
— Imidlertid havde Borgherren naturligvis strax sav-
net hende, og da han paa alle Efterspørgsler fik det
Svar, at hun var bleven set gaa ind i Kornmarken under
Højen, og Alle vare af den Overbevisning, at hun var
tagen derind, saa maatte han tilsidst ogsaa tro det og
forespurgte hos gamle, erfarne Folk om, hvad der nu.
var at gjøre. De raadede enstemmig til, at der skulde
ringes foran Højen med Kirkeklokken, og naar hun saa
kom ud, paalagde de ham, maatte hun aldrig mindes
om, at hun havde været derinde.
Kirkeklokken blev da tagen ned og bragt hen til Højen,
og man ringede med den i tre Dage og Nætter; men
det hjalp ikke.
Da huskede Borgherren, at hans Hustru havde talt
om en Klang, en Melodi, der havde lydt fra Isklok-
kerne og fra Æbletræet, og som hun havde fundet saa
skjøn, og han tænkte, at naar man kunde opdage og
gribe den Melodi og synge den ved Højen, saa vilde
hun komme ud. Derfor udlovede han en stor Beløn-
ning til den, som kunde opfange og synge Melodien,
og Flere kom ogsaa og sagde, de havde den, og deres
Sang blev prøvet udenfor Højen; men den hjalp ikke.
Meget prøvede endnu Borgherren; hver Dag gik han
til Højen og forsøgte Et eller Andet, som maaske kunde
have Magt, men altid lige frugtesløst, indtil han en Dag,
kummerfuld og mismodig, idet han vilde gaa bort, uden
at tænke videre derover, løftede Haanden truende mod
Højen og sagde: ,,Hun er dog min lovlige Hustru.”
Da hørte han en Lyd, som om Stenen blev løs i Højen
og smækkede til igjen; men han saa Intet, før han
vendte sig for at gaa hjem, da saa han sin Hustru
ligge sovende i Kornmarken. "
M. Goldschmidt i Folkeudgave. VII 17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
