Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260 BJERGTAGEN
Men efter nogen Tids Forløb vare hendes Ord, naar
han lyttede til Stilheden og saa Farverne, kun Bekræf-
telse paa, at der virkelig var Nogen derovre, og det
kunde ikke være Troldfolk; thi hvorledes kunde det
da se saa dejligt ud? Men alligevel, trods den store
Magt, hvormed det drog ham, søgte han ikke igjen at
komme derover, og det var mindre. Moderens Forbud,
der virkede, end en Følelse, han ikke selv forstod: Kjær-
lighed til selve Længselen.
Han voxede til, og hans Fader tog ham med sig og
overgav ham til en anden Borgherre, for at han imellem
Jevnlige skulde lære ridderlig Idræt og Hofsæder, og i
al den Tid var Skoven i hans Erindring som hyllet i
et Slør eller i Taage; men saasnart han skulde hjem-
ad, mindedes han den igjen tydelig, først med et Smil,
som over en Barnedrøm, men saa med stigende Længsel,
som om Barnedrømmen dog var sand.
Saa indtraf det en Foraarsmorgen, da han efter et
Uvejr kom ned til Aaen, at han saa et Træ omstyrtet
paa den anden Bred. Det var revet op med Rode og laa
ligesom et Menneske, der havde lidt stor Overlast og
efter at være blevet dræbt var kastet paa Hovedet ud
i Aaen. Han blev ganske beklemt ved at se den Vild-
hed, som de hemmelighedsfulde, tavse Træer om Nat-
ten” havde udøvet imod hinanden, indtil han opdagede
at det fældede Træ lidt efter lidt gled nedad, og at Grenene
kom nærmere over til ham, saa at der dannedes en
Bro. Saa blev det mere end en Bro: en besynderlig
venlig Indbydelse; de derovre havde opofret en af deres
egen Slægt for at lade ham komme til dem.
Han gik over Broen og ind i Skoven, og i Følelsen
af at være hemmelighedsfuldt ventet kunde han ikke
forstaa, hvorfor de store, mørke Egetræer, altsom han
nærmede sig dem, bleve tavse. Det begyndte at fore-
komme ham, som om han dog ikke var velkommen,
som om de kun for hans Skyld toge Skikkelse af Træer
og faldt hen i en Stilhed, der voxede og voxede, saa
at han kunde høre sit eget Aandedræt og fornam sig
saa ene, at han syntes sig selv nær ved at forsvinde til-
ligemed hele Verden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
