Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EKKOET 321
blinkende og krystalklar hen imellem lilliputske Græs-
bredder. Paa sit Løb mellem Gaardens to Længder er
den blevet saa bred, at man netop kan springe over
den; derpaa taber den sig i Klitten og kommer frem
paa Stranden for at udgyde sig i Vesterhavet gjennem
flere Mundinger, end den berømte Nilflod har; men de ere
rigtignok smaa.
De fulgte den ned til Havet. Dernede, paa selve Stran-
den, tager Havet sig, i det Mindste paa rolige Dage, me-
get fredeligere og venligere ud end fra Højden af Bred-
bjerg. Man kan paa en Maade være Herre over det;
thi, ser man langt ud, stiger og svulmer det og bliver
uendeligt; men ser man lige ned for sig, glider det lige-
som legende, med smaa, let susende, blide Slag henad
den hvide Strand, og man kunde tage fejl og tro, det
var en lille Indsø. I dette Øjeblik legede Havet med
Bækken, næsten, kan man sige, som en Kat kan lege i
Solskin med sin Killing. Det havde opkastet en Dæmning
af Sand, en Klit i uendelig lille Maalestok, og forhin-
drede derved Bækken fra at løbe ud, og Bækken løb om-
kring og søgte en Udvej ud til Moderen, men blev stand-
set overalt af den samme legende Hindring. Saa steg Bæk-
ken over de svage Furer, der vare dens Bredder, og
bredte sig ud paa Sandet som en lille Indsø, ikke dy-
bere, end at den spejlglatte Flade saa ud som et tyndt
Lag Is. Rylerne kom hoppende, og idet de naaede det
lille Vand, gave de sig til at løbe pilsnart hen derover
uden at drikke, saa at de syntes at glide som Skøjte-
løbere. Synet af de smaa Fugle, der spejledes paa den
blanke Flade og kaldte paa hinanden med et besynder-
ligt blødt, melankolsk Skrig, drog Ais’s Opmærksomhed
fra det store Hav, og hun satte sig i Afstand ved Fo-
den af Klitten og stirrede paa dem. Det var saa dejligt,
sagde hun og rørte sig længe ikke af Pletten.
»Skal jeg skyde Dig en af dem?" spurgte Paul.
ȁa, nej; der er jo Ingenting paa de smaa Stakler!"
Men det er det Særegne, som Alle mærke, der komme
til Stranden, at hvor lullende der end er, kan man dog
ikke længe sidde stille ved et enkelt af de Skuespil, der
opføres i forunderlig Tavshed; man drages bestandig af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
