Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EKKOET 343
der ikke vilde modtage dem, eller ham selv, der ikke
syntes, at de skulde til Ais — men til hvem da? Til nogen
Bedre eller Nogen ikke saa god? Han vidste det ikke.
Det var for ham, som om han ventede Noget, som om
noget Særeget absolut maatte komme. Halve Dage stod han
ude, hvor Ingstrupvejen mødes med Landevejen, og læng-
tes efter Noget, der et Øjeblik var Ais, et andet Øjeblik
blev den mandige Kapitajn, som havde hvisket til sin døde
Datter og vilde tage ham med til Holland. Engang kom
ogsaa Kapitajnen forbi paa sin Vej mellem Blokhus og
Løkken, standsede og samtalede længe med ham og for-
nyede sit Tilbud; men saa sagde Paul Nej.
Om han og havde villet slippe fra Paavirkningen eller
havde forstaaet at unddrage sig den ved at glemme,
havde han ikke kunnet. Der skete altfor Lidt i Ingstrup
Præstegaard, til at en saadan Begivenhed ikke i lang Tid
skulde vedblive at være Gjenstand for Samtalen og blive
behandlet fra alle Sider. Man var stadig af den Mening,
at Mads ikke kunde være løbet i Utide fra sin Tjeneste
uden for at gjøre en Ulykke paa sig, og man mindedes da
som noget Sælsomt, Skæbnesvangert, at hans Broder et
Par Aar tilbage var druknet i Rye Aa. Man kom i sine
Undersøgelser næsten til at behandle Drukning som en
arvelig Familiesygdom. De gamle Historier om Rye Aa
og Aamanden kom frem igjen, og derfra kom man over
til Sagnet om det skæve Kirketaarn, om Ridderens Søster
og den stakkels Engelbret, der havde været den Tids
Husar, men dyrt maattet betale det, og med Ganhøjens
Ekko gik det ikke naturligt til, det var Engelbrets Aand,
som blandede sig deri. Medens Paul sad og hørte til med
al sin sælsomme Uro, var der noget i Karlenes Tale, der
greb hans Sind, men tillige var ubehageligt og urime-
ligt for hans Forstand, og kæmpende med sig selv kæm-
pede han ogsaa mod Karlene. Han vilde have Engel-
brets Aand i Ro, og saavidt hans Kundskaber sloge til,
forklarede han dem, at Ekko’et ikke var Andet end Luft-
rystelse. Maaske vidste de omtrent ligesaa Meget som
han; men deres Viden om Luften stod ikke i Vejen for
deres Tro paa Engelbret. Samtalen blev baade mere uklar
og mere hidsig, og endelig spurgte en af Karlene, om han,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
