Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354 EKKOET
paa ham, satte begge Hænderne i Siden og sagde: ,,Naa!
Vil Du være min Kjæreste, maa Du først gi’e et Krus
ØL"
Dette var den, der svarede paa, hvad han havde sagt
til Ais! — Han havde naaet Sydfrugterne, men mærkede
instinktmæssig, at de havde ligget i Stranden, og Bille-
det af Saltum Ribsbuske og af Barnet, der saa ud som
Hjemmets Klokkelyng, stod for ham. Men det var han
nu skilt fra, og saa dæmonisk var det i ham, at havde
Fruentimmeret blot udstrakt Haanden og taget fat paa
ham, saa havde han lukket Øjnene og styrtet sig i Mal-
strømmen. Men medens han stod ubevægelig og ventede
paa Taget, der skulde føre ham til Himlen eller til Hel-
vede, brast hun i Latter og vendte ham Ryggen. Den Yd-
mygelse til! Den Haan over Alting i ham, det Gode med
det Onde! Skamfuld, sammenkuet sneg han sig bort og
gik hjem og satte sig i sit Kammer som En, der Intet
mere har at vente. Men saa, i Følelsen af sin Forladthed
og Elendighed, kom han til at græde over sig selv, og
da foregik en Forvandling. Ligesom ved en pludselig
Fjerkraft kom den sande Natur frem. Det steg op med
Lysning indeni ham, Det var Ais, som hun havde staaet
paa Bakken i Solnedgangskjæret, og han bad hende om
Forladelse. Nu elskede han hende. Et eneste forfærdeligt
Øjeblik havde givet ham et nyt Instinkt, lært ham, hvad
Kjærlighed var. Nu havde han Kjærligheden; men nu var
det dermed ligesom med Pirups Hvarre og Teglværket,
der vare virkeliggjorte begge to, men hver i sit Land og
kunde ikke mødes. Nej, han skulde vel aldrig mere faa
hende at se; men han havde set hende, han vidste, at
hun var, og hun vidste, at han var, og med en Mands
Styrke, Vilje og Ømhed greb han og holdt fast ved den
ene Tanke: For hendes Skyld skulde han ikke gaa til-
grunde; fordi hun var til, skulde han rejse Hovedet og
stride af al Magt, ikke gaa og drive paa dette Teglværk,
men ud at arbejde haardt, kæmpe sig frem, anspænde
hver Muskel, og det uden Ophold.
Saasnart det blev Dag, begav han sig til Byen, til Kjøb-
manden og sagde til ham, at han ønskede at komme bort
snarest mulig, helst langt bort, over Atlanterhavet, om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
