Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORTÆLLING OM TO BØRN 401
raskes kun let og kort; de kunne strax tage det Uven-
tede, Pludselige, som simpelt og naturligt, forudsat na-
turligvis, at det ikke smerter. Og ganske vist smertede
Synet af Marie ikke Kammerherren; hans Hæl gjorde
ikke ondt af at have traadt paa hende; det var knap fal-
det ham ind, at han gjorde hende Fortræd, da han rolig,
høflig og koldt udrettede sit Ærinde. Nu sad hun der
for ham, med de skjønne, tiltrækkende Linier, beskyttet
af Selskabet, ja omstraalet af en Glorie. Hvis Martinus
havde villet fri til hende under saadanne Omstændig-
heder! Naa, Drengen var jo nu i Havn! Dette skød
maaske flygtig gjennem hans Sind i det Sekund, der hen-
gik ved Præsentationen. Men saa let og ugenert, som om
han aldrig havde set hende, saa høflig og næsten hjerte-
lig, som om hans Beundring i lang Tid havde ventet
paa hende, begyndte han en Samtale om Alt og Intet og
førte hende i den, som man i Dansen fører sin Dame.
Ja, hun dansede, eller det dansede om hende; hun var
næsten svimmel og forstod ikke selv, ved hvilken Magt,
ved hvilken Angst for at forraade sig, hun overvandt
selve Angsten. Kjendte han hende igjen? Hun fik i Hvirv-
len ikke Tid til at holde Spørgsmaalet fast. Hun følte,
at hun ikke kunde slaa Øjnene ned; saa vilde hun
værgeløs synke tilbage i sig selv, dø hen i Erindringen
om det mørke Øjeblik. Hendes Blik mødte og fulgte
hans; hans Smil frembragte Smil hos hende. Han følte
sig ganske underlig tilmode overfor disse Øjne, som af
den indre Feber fik en usædvanlig og særegen Glans.
Kun ugjerne fjernede han sig for Anstandens Skyld;
overalt, hvor han gik, søgte hendes Øjne ham: Havde
han gjenkjendt hende? Vilde han fortælle de Andre Noget
om hende?
Da hun kom, hjem, havde hun Møje med at finde sig
selv. Hun ønskede dunkelt at tage hjem til sin Fader,
sove og glemme. Men man kunde dog ikke sove Livet
bort, og hvad skulde hun der hjemme, og hvad Grund
skulde hun give? Verden stod nu saa smuk for hende;
man bar hende jo paa Hænderne. Havde han gjenkjendt
hende? Vilde han fortælle? Hun havde jo intet Ondt
gjort, men hun kunde ikke forsvare sig; hun kunde
aldrig med et Ord røre ved den Sag, ikke engang til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
