Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LEVI OG IBALD 425
og spørge, hvorledes han havde det, og hvad Nyt der var
i Byen, og aldrig skiltes de, uden at Simon tilføjede:
»Værsgo besøge mig."
Der var den Lighed imellem Ibald og Simon Levi, at
ingen af dem syntes at forandre sig i Aarenes Løb. Med
Undtagelse maaske af et Par Rynker og en enkelt sølv-
agtig Stribe i det ravnsorte Haar var Simon Levi at se til
ganske som den Dag, vi første Gang traf ham hos Krog,
og som han rimeligvis havde set ud længe før. Han blev
ikke gammel, fordi han aldrig havde været ung, fordi
fra hans tidligste Barndom Anstrengelse, Beregning og
Bekymring havde været hans Lod. Ibald blev heller ikke
gammel af Udseende, men af en anden Grund: fordi
Ungdommelighed var hans Natur, han kunde ikke blive
af med den uden ved Døden. Hans Kinder havde vel havt
en friskere Farve, da han var Barn; men de vare i hans
halvtredsindstyvende Aar endnu røde, og tilligemed de
blaa Øjne og det blonde Haar gave de ham et Udseende af
Barnlighed, som da ogsaa virkelig var i ham.
Hans Ungdommelighed viste sig særlig i, at han kunde
komme alt Nyt imøde. Han havde givet Tegn paa en saa-
dan Evne allerede ved Christian d. 8&des Død, da Gene-
ralmarschen lød i Gaderne, og han vedblev bestandig
ligesom at spore det Nye ude i Luften, dels af poetisk
Sands, dels fordi han ikke havde Plads i det Gamle,
og fordi det Nye altid maatte forurolige eller ærgre de
Gamle. Der var ingen ny eller paany opdukkende Lære,
hvis Tilhænger han ikke blev saagodtsom i samme Øje-
blik, som den traadte frem. Derved holdt han sig i sta-
dig Forbindelse med endel af de Unge, kunde ofte synes
at høre til de Yngste. Man kunde godt lide ham formedelst
hans Friskhed, Møodtagelighed, Ilterhed, Aabenhed, og
vedblev at sige om ham: ,,Godt Hoved, stakkels Fyr!"
Hvor forskjellige end Levi og Ibald altsaa vare, hvor
liden Sympathi de end havde for hinanden, og hvor
lidet de end søgte hinanden, var der dog Intet i Vejen for,
at de kunde træffe sammen og ved Omstændighedernes
Magt komme i et saadant Forhold, at i det Mindste den
Enes Skæbne blev i høj Grad paavirket deraf.
En Dag, da Simon Levi kom hjem — i Huset, han
M. Goldschmidt i Folkeudgave. VIII 28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
