Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470 NÆSTEN ET GENI
en ,,usleben Diamant". Den manglede for Sangens Ved-
kommende ,,;Skole"”, den manglede for det sceniske Ved-
kommende Dannelse. Jens kjendte saa lidt til Kunst og
Poesi, og hans kraftige Skikkelse, der tog sig herlig ud,
naar han blev stillet op, kunde ikke bevæge sig med
Anstand. Han maatte lære at danse, hugge, fægte o. s. v.,
og den Undervisning kunde han faa gratis, endog med
Tilføjelse af en lille Løn, naar han blev ansat som Ko-
rist, og det blev han da.
Jens havde en Fornemmelse af, at ad den Vej var der
langt til at staa foran Lamperne og bringe Huset til at
ryste af Bifald; men da hans to Venner, de nævnte Læ-
nere, lykønskede ham til dette ,,første betydende Skridt
paa Kunstens Bane", var han foreløbig fornøjet, næsten
stolt, og undlod ikke i egen Person at gjøre Morbroderen
Meddelelse.
Morbroderen vidste temmelig godt, hvad en Korist er,
og ansaa ikke Stillingen for misundelsesværdig; men der
var dog noget Fint ved den i Sammenligning med Haand-
værket; i alt Fald blev han yderligere misstemt, og iste-
denfor at lykønske sagde han: ,,Hør nu, Jens, jeg spørger
Dig endnu engang og for sidste Gang: Vil Du ta’e Jako-
bine? Saa kan Du faa Værkstedet oven i Kjøbet.”
»Det kan der slet ikke være Tale om," svarede Jens.
Saa vil jeg be’ Dig, at Du ikke sætter Din Fod her
i Huset, førend jeg henter Dig, og det vil vare længe.”
»Det vil det vel" sagde Jens.
»Aldrig! aldrig!" raabte Morbroderen forbitret.
»Man skal aldrig sige aldrig," sagde Jens og gik.
»Vi skal nok se," sagde Jens til sig selv, medens han
gik, ,naar de klappe og raabe som gale, om Morbror saa
ikke vil komme alligevel. Blot min salig Moder havde
kunnet opleve det!"
Men naar vilde han blive stor? Det syntes ham under-
tiden langt borte, til andre Tider var det ganske nær,
den Dag imorgen: en af de Store behøvede blot at blive
en Smule syg, saa blev han, Jens, kaldet til at synge
hans Parti med Aftens Varsel. Man maa have en saadan
Haabets ’Sol skinnende sig i Øjnene og forgyldende Vejen
ud i Fremtiden! Og nærmest var Vejen noget trang for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
