Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NIKODEMUS
Min son, glem aldrig denne dag. Du har sett
et uskyldig menneske bli ofret. Det beste men:
neske som har levet.
Stirrer utover mængden.
Men det forfærdelige er: der er et lys over
dem. Det er som det er selve livet som fosser
fraadende, uimotstaaelig i de løftede ansikter, i
kravet paa Barrabas.
Hadde han rett?
Har ikke livets sterkeste kræfter bruk for sin
frelser, før styrken er brudt?
Min søn, min søn, for første gang føler jeg dette
underlige: at ældes. Hvor godt at du er her.
For jeg frykter disse ansikter som lyser der*
nede, det er som en storm av ungdom slaar mot
mig, der er bcgjær og rodt blod, der er sjø og
seil og fjerne land, der er elskov, der er kvinder,
nakne i blæsten, som jager med i det sitrende,
vilde lys over disse ansikter, men mest er det
vaaben, det blinker i sverd, der er faner som smefr
der i blaa, blaa luft, horn som isner gjennem
blodet!
Jeg frykter dere, jeg hater dere som er unge og
som ikke gjør det som er rett.
Jesus, Jesus! Stans disse ansikter, stans disse
stumme rop som tordner mot mig.
Slaar hændene for ansiktet. Stirrer igjen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
