Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og saa skulde dette hænde. — Aa Anton, Anton
at du er død.
—Det er blit saa rart og tomt inde hos os,
sier pludselig en liten kullemper, det er
likesom saa uhyggelig.
— Det er saa besynderlig rart at han aldrig
skal sitte og spise mer, sier Kjokkemens.
— Ja, og at han aldrig skal ligge oppe i køien
sin, mener en anden fyrbøter.
De beflitter sig alle paa at tale fint og la
være at bande, derfor lyder deres ord saa
forunderlig keitet og hjælpeløst.
—■ Men mest rart biir det nu aldrig at ha
ham paa vakten mer, sier den lille kullemper.
Men da farer Gustav op: nu kan du ta tørn,
Lille Bekhardt, det var vel mig som var længst
paa vakt sammen med han Anton, i to aar var
vi kamerater, hvad vet vel du? Aa vi har hat
meget morro sammen, vi har været sjelden gode
venner, ja det er sikkert vi har. Og nu er han
død, jeg er alene paa vakten, ja jeg regner ikke
dig, sier han pludselig ilskt til den anden.
— Har Anton staat ombord saa længe som
to aar? spør Mannaen.
— I to samfulde aar, svarer Gustav, nu er jeg
den eneste som er igjen av dem som mønstret
paa dengangen. Hvor er de henne? Joan døde
av lungebetændelse i New York, Slaskejens blev
lagt igjen paa hospitalet i Port Said, da var ban
saagodtsom færdig. Kristian fik en sieis i
hoften dengangen i Livorno, aa de er borte alle-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
