Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lille Bekhardt har stillet sig under luftrøret,
hans haar vifter i trækken, ansigtet smiler. Saa
gaar han igjen til arbeide og Benjamin tar hans
plass.
En kali, frisk blæst fosser nedgjennem røret.
Tanken kan ikke fatte at der er glødende sol
deroppe, hvor kulden kommer fra. Men saa
varmt er det paa dørken.
Ingen lykke kunde være større end at faa staa
og bli gjennemrislet slik til sine dages ende.
Men kullene minker, han maa tilbake igjen.
Et ur tikker etsteds, han finder det og ser at
bare halvanden time er gaatt, to og en halv time
er tilbake. Han kryper op igjen i baksen og
bøier sig ned efter skuflen. I samme sekund er
det som der ingen hvile har været, den gamle
trætthet rykker i hele hans legeme, han er ifærd
med et løft som har varet fra evighet til evighet.
Og der er to og en halv time igjen.
Han fylder og tømmer vognen, to, tre, fire,
uendelig mange og slitsomme gange.
Varmen er nu værre end nogensinde, den
banker som hammerslag i hans puls, den trykker sig
grufuldt tungt nedover ham.
Han borer skuflen ind i kullhaugen, det er
ondt at faa tak, kullene presser sig sammen og
skyver ham tilbake. Det knaser mot skuflens
staal med en lyd som piner alle hans nerver.
Og pludselig skriker han uten at han vet det
selv. — Den forbandede Antonen, den helviten,
den fordømte satanen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
