Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 17. Ved Wimerra-River
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271
Guldspurve, Sidskener , gnldvingede Duer og de
snakkesalige Pappegojer ikke at forglemme, flagrede
omkring fra Gren til Gren. Paa Overfladen af
Vandet tumlede et Par sorte Svaner sig, hvilke var
saa sky, at man aldeles ikke kunde komme dem nær.
Denne sjeldne, for de anstralske Floder ejendommelige
Fugl forsvandt snart paa Wimerra’s kunstig slyngede
Krumninger, som lunefuldt bugtede sig gjennem det
yndige Landskab. Vognen var imidlertid standset paa et
flojelsblodt Gronsvcertæppe, hvis skraanende Rand sorte
helt ned til den henrivende skjønne Flod. Der var ingen
Tommerflaade eller Bro. Men over maatte man jo, og
Ayrton vandrede derfor afsted for at finde et Vadested,
hvor man kunde vove sig ud med Kjoretojet· En Fjer-
dingvej længere oppe syntes Floden ham at være mindre
dyb, og han besluttede da paa dette Sted at sætte over
til den anden Bred.
Forskjellige Prover, man anstillede, syntes at kon-
statere, at Vandet her kun var tre Fod hojt, hvorfor
man nok kunde risikere at lade Vognen sætte over paa
dette Sted.
— Gives der intet andet Middel til at komme over
denne Strøm? spurgte Glenarvan Kvartermesteren·
— Nej, Mylord, svarede Ayrton. Jeg tror heller
ikke, der er nogen Fare ved denne Overgang, og paa
denne Maade kommer vi med det samme ud af vor
Forlegenhed.
—- Skal Lady Glenarvan og Miss Grant forlade
Vognen?
——— Paa ingen Maade. Mine Oxer gaar sikkert, og
jeg-skal paatage mig at holde dem paa den rigtige Vej.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
