Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 30. Frelsen - 31. Duncan og Ayrton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
481
De Vilde flygtede forfærdede ind ad Kyften til.
—— Til Hjælp, til Hjælp, Tom! havde John Mangles
raabt med hoj Stemme.
Og nogle Ojeblikke efter var de ti Flygtninge, uden
at vide hvorledes-, alle i Sikkerhed ombord paa Duncan.
En og tredivte Kapitel
Dnncan og Ayrton.
Hele kandskabet hilste med kraftige Hnrraraab
Lordens Tilbagekomst til hans Skib. Glenarva—n, John
Mangles, Robert, ja selv Majoren græd og omfavnede
hinanden. Det var en ligefrem Glædesrus. Paganel
var fuldstændig nde af sig selv; han sprang omkring,
dandsede og sigtede med sin for ham uadskillelige Kikkert
paa de sidste K,anoer, der flygtede ind mod Kysten.
Glenarvans første Spørgsmaal«til Tom Austin var
naturligvis-, hvorfor Duncan befandt sig paa Østkysten af
Ny-Zeeland? Var den da ikke falden i Hænderne paa
Forbryderne?
— Forbryderne? sagde Tom Aust·in, som om han
aldeles ikke havde forstaaet dette Spørgsmaal
—- Ja, Forbryderne, der har angrebet Yacl)ten.
—— Mener Deres Herlighed Dunean?
—- Ja, jeg taler om Duncan, og om denne Ben-
Joyce, der var kommen ombord.
— Jeg kjender ikke nogen Ben Joyce, svarede
Austin.
Kaptajn Gkants Børn- ·31
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
