Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 34. Øen Tabor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514
«Fire og tredivie Kapitei.
Øen T"abor.
Man dør ikke af Glæde Ogsaa Faderen og hans
Børn kom til sig selv igjen, før man endnu havde faaet
dem bragt ombord paa Yachten. Men hvorledes lader
denne Stene sig skildre i Ord? Hele Besætningen græd,
da den saae disse tre Væsner i lang, taus Omsavnelse.
Da Harry Grant betraadte Dækket, sank han paa
Knæ. Den fromme Skotlænder vilde, da han berørte
det, der for ham var Fædrelandets Grund, først og
fremmest takke Gud for sin Frelse.
Derpaa vendte han sig om til Lale Helena, Lord
Glenarvan og deres Rejsesceller for med en af Be-
vægelse rystende Stemme ogsaa at bringe dem sin Tak.
Hans Børn havde under den korte Oversart fra Den til-
Yachten i faa Ord meddelt ham Duncan’s Historie.
J hvilken uendelig Taknemmelighedsgjæld følte han
sig ikke til denne ædelmodige Dame og til hendes Led-
sagere? Havde ikke alle, ligefra Lord Glenarvan og ned
til den simpleste Matros, kæmpet og lidt for hans Skyld?
Harry Grant gav de Tanker, som fyldte hans Hjerte, et
ligesaa rørende som ædelt Udtryk, paa hans mandige
Ansigt aftegnede der sig en saa ren og varm Bevægelse,
at hele Mandskabet følte sig rigelig, ja mere end rigelig
belønnet for de Prøvelser, de havde lidt. Endogsaa
den ellers saa ubevægelige Majors Øjne— var fulde af
Taarer, som han ikke formaaede at holde tilbage. Den
brave Paganel græd som et Barn, der endnu ikke tænker
paa at skjule sine Taarer.
Harry Grant kunde ikke blive træt as at se paa sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
