Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 Slægtskab og Djævelstab.
Femte Capitel.
Barndommens Nlelanclsalie.
Samme Aften, da Rosine med moderlig Ømhed
lagde sin Vilhelm til Ro i hairs lille Seng, og endnu
engang kyssede hans spæde Kind til Godnat, hørte hun
sagte Trin i det tilstødende Cabinet, ogi samme Øieblik
saae hun Robert, der kastede sig for hendes Fødder-
bolede sig over den lille Vilhelm, kyssede hans Hænder-,
og bad saa inderligt, saa rokende om Tilgivelse, var saa
elskværdig, og havde desuden en saa varm Talsmand i
Rosines eget Hjerte, at Fredeir snart var sluttet mellem
de Elskende.
For første Gang talte de nu med Ord om deres
Kjærlighed, om deres Planer for Livet, og disse To,
der i saa mange kummerfulde Dage havde indesluttet deres
Sorger og Glæderi deres eget Hjerte, følte sig som
Fanger, der sættes i Frihed, ved uhindret at kunne
overlade sig til den saligste as alle menneskelige Nydelsen
den, i fortrolige og begeistrede Ord at vexle Tanker og
Følelser med en beslægtet og elsket Sjæl. Dobbelt følte
Rosine denne Lyksalighed, thi Robert var en Mand, og
havde en Ven i sin Fader; men om hende kunde man
sige, at ikke Mange havde følt sig mere forladte og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
