Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BLICHER. 235
En Vinterdag har en »højtidelig, en, om jeg saa maa sige,
hjertestyrkende Skjønhed«. Følelsen ved en Blondines
Skjønhed ligner »den, man fornemmer paa en nordisk
Vinterdag, naar Luften er stille, Himlen ren, og natlig
Rimfrost har forsølvet Mark og Skov, alt til den fineste
Kvist, — naar Træernes hvide, i Morgensolens Straaler
mattindrende Toppe staa mod Ætherens lyseste Blaa, Vin-
terens festlige Pragtsmykke«. Den moderne, beskrivende
Sprogkunst fødes tildels her hos Blicher, han tumler
ihærdig med Sproget, beklager hyppig, hvor lidet det fat-
tige Sprog forslaar, tager Jagtudtryk og Provinsialismer
tilhjælp. Himlen har »Farver glinsende, levende, som
ingen jordisk efterligner, sølverhvidt, blegrødt, rødgult,
rødblaat, purpurrødt . . . . sammensmeltede, vexlende«.
Men bagved, udløsende sig af Skildringen, fornemmes det en-
somme Tungsinds dybe Indlevelse i Naturens stille, store Liv.
Thi han er flygtet derud fra Livet, som beredte hans
irritable Sind bitter Modgang. Han er sygelig fra ung
af, Fattigdom stod hans Ærgjerrighed i Veien, nødte ham
ind i Slægtens traditionelle Livsgjerning, der kjedede og
baandlagde ham utaalelig; dertil kom et fra Moderen arvet
pirreligt Tungsind, literær Modgang, og et helt forgiftet
Samliv med en Hustru, om hvis Utroskab han var over-
bevist (»en grov adultera« bevidner Biskop Fogtmann) —
det Hele et skuffet, skibbruddent Liv.
Dette lægger først Revolte og Vildhed i Blichers Sind
og Digtning. Spentruppræsten tager Flint paa Nakke og
vandrer ud i sin Hede — vender Ryggen til Samfunds-
livet og føler sig saa »hjertelet, frihedsstolt« som Beduinen
i sin Ørk, og ønsker blot bittert, at de spredte, lyngtækte
Huse vare sløjfede, og hvert Spor borte af Menneskeværk
og usaligt Menneskeliv (»Hosekræmmeren«). Og han
elsker Tateren, Røveren, den menneskefjendske Eneboer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
