- Project Runeberg -  Gullivers Rejser til Lilleput og Brobdingnag /
125

(1878) [MARC] Author: Jonathan Swift
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

125

Håret tilside på mig for bedre at få se mit Ansigt. Han kaldte sine
Karle til sig og spurgte dem (som jeg fik vide senere), om de
nogensinde havde set nogen liden Skabning på Ageren, som lignede mig.
Han satte mig derefter sagte ned på alle fire; men jeg rejste mig
straks op og gik langsomt op og ned for at lade disse Folk se, at
jeg ikke havde .til Hensigt at romme min Kos. De satte sig alle i
en Ring omkring mig for bedre at iagttage mine Bevægelser.

Jeg tog af mig Hatten og bukkede dybt for Bonden. Jeg faldt
på Ivnæ, slog Ojnene op og loftede Hænderne i Vejret, idet jeg sagde
nogle Ord så lydeligt som jeg kunde. Jeg trak en Pung med
Guld-penge frem af Lommen og bod ham den. Han tog imod den i flade
Hånden, og forte den tæt op til sine Øjne for at se, hvad det var,
drejede den så flere Gange omkring med Spidsen af en Nål (som han
tog ud af sit Ærme), men kunde ikke forstå, hvad det var. Da
gjorde jeg et Tegn, at han skulde lægge Hånden på Jorden.
Jeg-tog så Pungen, åbnede den og heldte alle Pengene ud i Hånden på
ham. Der var seks spanske Guldmynter på fire Pistoler hver
foruden tyve til tredive mindre Guldpenge. Jeg så at han vædede sin
Lillefinger på Tungen og tog et af mine største Pengestykker op og
derefter et til; men det syntes som om han var ganske uvidende om,
hvad det var. Han gjorde Tegn til mig at jeg skulde putte de ni
ned i Pungen igjen og Pungen ned i Lommen, hvilket jeg tænkte
det var bedst at gjøre, efter at jeg flere Gange havde tilbudt ham dem.

Nu var Bonden blevet overbevist om, at jeg måtte være en
fornuftig Skabning. Han talte ofte til mig; men Lyden af hans
Stemme trængte gjennem mine Øren som Larmen af en Vandkværn,
og dog var hans Ord ganske tydelige. Jeg svarede så hojt, jeg kunde
i forskjellige Sprog, og han lagde ofte Oret så nær hen til mig som

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 05:34:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gullrejser/0141.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free