Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
gjerne tide og undgjælde, hvad der bliver os
td ømt." En fuldkommen Taushed raadede i Salen;
Alles Oine vare fæstede paa de Anklagede og paa
Kon-gen. Han gav sine Tjenere et Vink.^ Da frembare de
tvende æsker, aabnede dem og fremtog en Mængde Vreve
deras Kongen tilspurgte atter de Anklagede, om de
kjendtes ved disfe ^Vreve og Jndfegt. De
næg-tede endnu. Da oplæstes Vrevene, indeholdende de
tyde-ligste Vevifer for deres Forræderi; og atle Dommerne
gjenkjendte ktartigen de Anklagedes Haandskrifter og
Sig-neter. Disfe hørte, btege, bestyrtede og bævende, flne
Vreve oplæse, og da det var stuttet, styrtede de atte tre
paa Knæ, græh og bad Kongen for Gnds Skytd om
Naade. Det var for fent. Gustav befatede Raadet ftram
at ranfage og fætde Dom; og de tre Anklagede dømtes
etter Svea Lov fom Landsforrædere tit at miste Liv og
Eiendom, hvorpaa de bortførtes i Fængfet.
De ihdefpærredes i et Væretfe ovenpaa Skoteftuen;
stærk Vagt fattes udenfor Døren, øg de øvertodes tit sig
fetv at betænke fin ulykkelige Skjæbne. ængstelig en faae
de flg omkring efter nogen Leilighed tit Flugt; tilsidst
troede de at have opdaget en faadan. Deres Vindue var
ei forfyuet med uoget Gitter; thi det var beliggende hoit
over Marken; men midt fremfor famme ftod i
Skoleha-ven et Væretræ, faa nær til Vygningen, at de troede at
kunne hoppe fra Vinduet, gribe fat i Træet og siden
var-fomt ktatre ned paa Marken. De oppebiede derfor den
Tid, da Alle vare gangne til Hvile. da agtede de i den
lyfe Sommernat at iverkfækte fin Flugt. Maans
Vryn-tesføn fkutde vove det førfte Førføg. Han hoppede ud
af Vinduet, men formaaede ei at grlbe fat i Træet; han
ftyrtede faaledes ned paa Marken, og knuste derved sit
ene Ven. Dog, Livet er kjært. Han uudertrykte sin
Smerte, taug og krøb ud af Haven ind i en Ager ved
Siden as Længere kuude han ei komme, men blev
lig-gende der og skjulte sig i den hatvvorede Rug. De
An-dre vovede ei at hoppe efter.
Da Vagten Morgenen efter favnede ham, var det
let at folge den Ulykkeliges Sp^r i det nedtrykte Græs.
Han blev skram greben og ført tilbage til Fængslet;
der-fra med de Andre til Stockholm. Ture Vjetke, den mindst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
