Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
Saa blev Henrik Alster hjemkaldt av den onkelen
som holdt ham i Kristiania. Det var vel gaat op for
familien hjemme paa Nordmøre at Henrik var ikke
skapt for klatring i kundskapens træ. Og nu skulde
han anbringes i onkelens forretning.
Paul var ikke rigtig sikker paa hvad han nu skulde
gjøre. Han hadde ikke raad til at beholde det store
værelset til gaten alene og absolut ikke lyst til at dele
det med en fremmed. Og igrunden bød det ham
imot at leve mellem ramponerte møbler av den værste
lavere-middelklasse-typen og komme hjem og spise
middag paa en flekket bordduk, mens pikerne bar ut
andre folks brukte tallerkner og kniver med det samme
de serverte for ham, og skitne servietter i konfirma
tionssølvringer og broderte poser laa og fløt bortigjen
nem. Hemmelig begyndte han at længte hjem —
bort fra subbestel og fremmede mennesker, til morens
lyse stuer med det litt troskyldige præget av kunst
nerisk smak, og efter at bo i et hus, hvor de bodde
alene —.
Desuten ønsket han oprigtig at komme ut igjen
av dette forholdet til Audhild som han hadde tøiset
sig bort i. Nu blev det altid kjæleri, saasnart de kom
sammen paa tomandshaand — det var ikke gavnlig
for hans sindsro, men naar han tænkte paa hende og
de ikke var sammen, saa likte han hende igrunden
ikke noget videre. Hans mor kom op til ham i pen
sionatet, og bakefter fik Audhild altid henrykkelses
anfald : «Gid Paul, for en fortryllende mor du har!
Der er likesom noget saa fint ved hende. Jeg føler
at jeg kunde faa saan til lid til hende!» Paul var
fuldt paa det rene med at denne følelse vilde ialfald
aldrig bli gjensidig —. Desuten saa var der jo da
for fan denne fyren paa Tromsø — hvis han altsaa
ikke var en overdrivelse —.
Det som holdt ham fra at snu næsen hjemover
igjen og flytte tilbake til moren var simpelthen frygt.
Han vilde nu likevel ikke bli slik som faren og far
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
