Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - XVII - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
293
«Ja.»
«Hvem var den unge piken som du gik nedover
kirkegulvet ifølge med? Dere kjørte bort i samme
vogn og. I gult crepe de chine ?»
«Aa det var min kusine Ruth Wangen. Mors
søsterdatter.»
«Hun er storartet pen —» sa Lucy og sukket litt.
«Ja hun er blit ordentlig pen. Det er snak om at
hun skal bo ute hos os paa Linløkka fra høsten —
saa du kommer til at træffe hende der. Hun maler
skal ha talent, sier de —.»
Efter middagen gik de op til Lucy. Og endelig,
inde paa hendes værelse, kunde Paul ta hende i ar
mene sine. Han kysset hende haardt og heftig,
endda haardere, bisk næsten, fordi han var sig bevisst
at der var en saan uendelig masse misforstaaelser og
kjedsommeligheter mellem dem, og de maatte elske
hverandre tvers over en strøm av smaatterier som han
ikke selv visste om, enten det var rene bagateller
eller de virkelig varslet om noget alvorlig og sørgelig —.
XVIII.
Paul reiste tilbake til Trondhjem tredje dagen.
Han var glad til, da han kom hjem igjen til for
retningen — det indtryk som turen til Kristiania hadde
latt efter sig hos ham var og blev nærmest forstemt
het.
Saa pent og varsomt som han kunde hadde han
forsøkt at snakke med Lucy om det der med ind
bydelserne fra Lillian som hun aldrig hadde svart paa.
Men det var aldeles faafængt naturligvis :
«Pss, jeg vet da vel godt at d e bryr sig ikke
noget om mi g. Det er jo bare for di n skyld de
har buden mig saa —.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
