Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bismarck-Bohlen, Fredrik Alexander, Greve af - Bismarck-Schönhausen, Otto Eduard Leopold, Fyrste af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bismarck-Bohlen
Bismarck-Bohlen, Fredrik Alexander, Greve
af, preussisk General, Fætter af den tyske Rigskansler,
f. 1818, var 1870—71 Generalguvernør i Elsas.
Bismarck-Schönhausen, Otto Eduard
Leopold, Fyrste af, tysk Rigskanster og preussisk
Ministerpræsident og Udenrigsminister, er født den
1ste April 1815 af en brandenburgsk Adelsslægt,
der omtales allerede i det 13de Aarh. 1830—34
studerede han Lovkyndighed ved Universiteterne i
Göttingen og Berlin og gjorde sig under
Studietiden bekjendt som en af de letsindigste og værste
Slagsbrødre blandt Studenterne. Efterat han
1835 havde taget en god juridisk Examen, var
han i nogle Aar ansat i lavere Embedsstillinger,
indtil han 1839 overtog Bestyrelsen af en Del af
Familiens Godser, af hvilke han 1845 arvede
Schönhausen. Han valgtes Aaret efter til Deputeret i
Provinsen Sachsens Provinsiallanddag og blev som
saadan Medlem af den forenede Landdag 1847, hvor
han, ligesom paa den preussiske Landdag 1849, gjorde
sig bekjendt ved sin yderlig reaktionare Politik.
Paa Erfurterparlamentet 1850 modsatte han sig
de preussiske Enhedsbestræbelser i Tyskland og
udtalte sig for et Forbund med Østerrige mod
„Revolutionens Hydra“. Han udnævntes derefter 1851 til
preussisk Gesandt ved Forbundsdagen i Frankfurt.
Da han her saa, at Østerrige ikke vilde anerkjende
Preussens jevnbyrdige Stilling i Forbundet, blev
han en Tilhænger af den tyske Enhedstanke og en
afgjort Modstander af Østerrige. 1859 tilbage
kaldtes han og sendtes som Gesandt til Petersburg
indtil 1862, da han forflyttedes til Paris. Han
var imidlertid allerede udset til at træde i Spidsen
for den preussiske Regjering, og efter kun i nogle
Maaneder at have beklædt Posten i Paris
udnævntes han — til stor Bestyrtelse for Landets
liberale Parti — til preussisk Ministerpræsident og
Udenrigsminister. Det preussiske Deputeretkammer,
som hævdede sin Bevillingsret, behandlede han paa
en høit brutal Maade, og da det ikke vilde
antage hans Forslag, opløste han gjentagne Gange
Landdagen og regjerede uden forfatningsmæssig
bevilget Budget. Imidlertid afsluttede han 1862
en Handelstraktat med Frankrige, hvorved
Østerrige udestængtes fra den tyske Toldforening, og
forkastede Keiser Frans Josefs Forslag til en
Forbundsreform. Den danske Konge Fredrik den
syvendes Død gav den indre tyske Politik en ny
Vending. Bismarck fik Østerrige til i Forening
med Preussen, med Udelukkelse af Forbundet, at
besatte Elbhertugdømmerne. Efterat disse 1864
var aftraadte til Seierherrerne, negtede han Prinsen
af Augustenborg Arveret, og ved Forliget i Gastein
1865 fik Østerrige Holsten og Preussen Slesvig.
Efterat han 1866 med Napoleons gode Villie
havde indgaaet et Angrebs- og Forsvarsforbund
med Italien og ved Løfter om Afstaaelse af tysk
Land til Frankrige sikret sig dettes Neutralitet,
begyndte han ufortøvet at sætte sine Planer mod
Østerrige i Verk. Han indledede først en
Notekrig og udfordrede ligefrem Østerrige, da han 9de
April indleverede til Forbundsdagen et Forslag
om Sammenkaldelsen af en tysk Rigsdag,
fremgaaet af direkte Valg. (10de Juni fremlagde han
Udkast til en Forbundsreform, hvilket blandt andet
gik ud paa, at Østerrige skulde udelukkes af
Forbundet.) Da han desuden havde ladet preussiske
Tropper indrykke i Holsten, fik Østerrige For-
Bismarct-Schonhansen
bundsdagen til at beslutte, at Preussen med Magt
skulde tvinges til Eftergivelse. Han erklærede
derpaa ufortøvet Krig mod de Stater, som havde
stemt for Forbundsrustninger mod Preussen.
Krigsbegivenhederne udviklede sig Slag i Slag
paa Grund af de preussiske Generalers Raskhed og
Dygtighed, og efterat Preusserne havde vundet den
afgjørende Seier ved Königgrätz 3die Juli 1866,
laa Østerrige for dets Fod. Ved Freden til Prag
(23de Aug. s. A.) blev Østerrige udelukket fra det
tyske Forbund. Omtrent samtidig sluttedes Fred
med Baiern, Würtemberg og Baden. Frankfurt,
Hannover, Kurhessen og Nassau indlemmedes i
Preussen. Bismarck havde nu faaet frie Hænder
og kunde derfor ubunden arbeide hen mod sit store
Maal: Tysklands Enhed. 1867 skabte han det tyske
Forbund, som omfattede 22 Stater mcd 29 Mill.
Mennesker, og hvis Kansler Bismarck blev. 1868
organiserede han det tyske Toldparlament, der
medførte en nærmere Forbindelse mellem Nord- og
Sydtyskland. Forat de i mange Henseender endnu
uensartede Dele skulde sammensmelte til en sand
national og politisk Enhed, var imidlertid et ydre
Tryk nødvendigt, der kunde samle Tyskerne i en
Følelse og lære dem, at de for at hævde sig selv
som Nation maatte slutte sig sammen til én Stat.
Et saadant Tryk var Krigen med Frankrige. De
diplomatiske Konflikter mellem Frankrige og
Preussen begyndte (1867) i Anledning af, at Preusserne
fremdeles holdt Forbundsfæstningen Luxemburg
besat. Napoleon fordrede, at denne skulde rømmes,
og indledede samtidig Underhandlinger med Holland
om Hertugdømmet Luxemburgs Erhvervelse for
Frankrige. Londonnerkonferensen 1867 besluttede,
at Fæstningen skulde sløifes og Territoriet
Luxemburg erklæres for neutralt. Dette Nederlag for
den franske Politik fremkaldte i Frankrige en bitter
Stemning, hvilken end mere øgedes ved
Efterretningen om de mellem de syd- og nordtyske
Stater afsluttede Angrebs- og Forsvarsforbund.
Forholdet mellem de to mægtige Naboer havde
antaget en saa spendt Karaktér, at Krigen kun var
et Tidsspørgsmaal. Bismarck ønskede den for at
samle den tyske Nation under en stor fælles
Opgave, og Napoleon ønskede den ogsaa for muligens
at styrke sin vaklende Trone. Spørgsmaalet om
Prins Leopold af Hohenzollerns Valg til spansk
Konge benyttedes derfor af begge Parter som et
velkomment Paaskud. Den 15de Juli 1870
erklærede Frankrige den ulykkelige Krig. Bismarck
fulgte de seirende tyske Arméer og forstod med sin
vanlige Dygtighed at hindre fremmede Magters
Indblanding til Frankriges Fordel. 18de Januar
1871 udraabtes Kong Vilhelm i Versailles til tysk
Keiser, og 10de Mai s. A. maatte Frankrige ved
Freden til Frankfurt afstaa Elsas og tysk Lothringen
og betale 5 Milliarder Francs i Krigsomkostninger.
Efterat det tyske Riges ydre Bygning saaledes var
reist, har Bismarck med Kraft arbeidet paa
Befæstelsen af dets indre Enhed og Vext. Navnlig
har han med Støtte af Rigsdagens nationalliberale
Parti i de sidste Aar ført en hensynsløs Kamp mod
det ultramontane og hierarkiske katholste Parti, som
vil unddrage Statsmyndigheden den endelige
Afgjørelse af de kirkelige Anliggender. Men de
bekjendte „Mailove“ af 1873 havde neppe svækket
den katholske Kirkes Magt i væsentligt Mon, da
Bismarck 1879 for at sætte sin økonomiske Politik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
