Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dunois et Longueville, Jean, „Bastarde af Orleans“, Greve af - Duns Scotus, Johannes - Dunstan den hellige - Duodecim. — Duodecimalmaal - Dupanloup, Felix Antoine Philibert - Dupaty, Charles Marguerite Jean Baptiste Mercier. — Louis Charles Henri Mercier Dupaty. — Louis Emanuel Félicité Charles Mercier Dupaty - Dupin. — Dupin, André Marie Jean Jaques. — Pierre Charles François Dupin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Duns Seotus
kongelige Hus. Fra Ludvig den første, d. 1516,
var Greverne af Dunois regjerende Fyrster af
Neuchâtel. Den legitime Stamme uddøde 1672.
Duns Scotus, Johannes, en af de mest berømte
og indflydelsesrige skolastiske Filosofer i det 14de
Aarh., f. 1270 eller 1275 i Skotland eller Irland,
d. 1308, fra 1304 Larer i Theologi ved Univer
sitetet i Paris. Duns Scotus tilhørte
Franciskanerordenen og bekjæmpede Dominikanernes store
Skolastiker Thomas af Aquino, navnlig dennes
Lære om den menneskelige Villies
Forudbestemmelse; ligeledes forsvarede Duns Scotus Læren
om Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse og
bidrog væsentlig til, at denne Lære efterhaanden
blev almindelig antagen i Kirken (medens den
først i vor Tid af Pius den niende er udtrykkelig
fastsat som Troessætning). Han besad et Skarp
sind og en dialektist Fcerdighed, som fkaffede ham
Tilnavnet Doctor subtilis (dm fine, skarpfindige
Lcrrer) og forenede en oprigtig Tro med
videnskabelig Kritik og Tvivl. Han udgav Fortolkninger
af bibelske Bøger og Skrifter af Aristoteles og
under Titelen „Opus Oxoniense“ eller
„Anglicanum“en [[** sic, mellomrom mgl? **]] berømt Fortolkning af Petrus Lombar
dus’s Sætninger, hvilken senere i omarbeidet
Skikkelse udkom under Titelen „Opus Parisiense“.
Striden mellem Duns Scotus og Thomas af
Aquino blev en Strid mellem de to Munkeordener
og foresattes i lang Tid af Scotister og
Thomister.
Dunstan den hellige, f. 925, d. 988, blev
942 Abbed i Glastonbury, 957 Biskop i Worcester
959 tillige i London og s. A. Erkebisp af
Canterbury. Under Kongerne Athelstan, Edred og Edgar
havde han stor Indflydelse ved Hoffet, hvilken han
anvendte til at gjenoprette Tugt og Orden i den
sædelig fordærvede engelske Prestestand, til paany
at vække Sansen for theologisk og national
Dannelse og til at øge Geistlighedens Magt. Han var
en Mand, som i Aandskraft og Dygtighed staar
nær den senere Pave Gregor den syvende. Han
greb ogsaa afgjørende ind i de politiske
Begivenheder og var i lang Tid Englands egentlige Styrer.
Duodecim, lat., tolv. — Duodecimalmaal,
tolvdelt Maal. f. Ex. Fod, som deles i 12
Tommer, hvoraf enhver igjen deles i 12 Linier, osv.
Dupanloup (udt. Dypanglu), Felix Antoine
Philibert, fransk Geistlig og Forfatter, f. 1802 i
Savoyen, d. 1878, kom 1810 til Paris, hvor han
i Seminariet St. Sulpice fik sin theologiske
Uddannelse, blev presteviet 1825, Skriftefader hos
Hertugen af Bordeaux 1827 og Lærer for den
unge Prins af Orleans 1828, Hjelpeprest ved
Kirken St. Roch 1835, Bestyrer af Seminariet
St. Nicolas 1837 og Generalvikar hos Erkebispen
af Paris 1838. Han gik derefter til Wien som
Storvikar og udnævntes senere til romersk Prælat,
apostolisk Protonotar og Doktor i Theologien. Ved
sin Tilbagekomst til Paris 1841 blev han theologisk
Professor ved Sorbonnen, indtil han 1849
udnævntes til Biskop i Orleans. Som Biskop
udfoldede han en betydelig literær Virksomhed i
Kirkens Tjeneste og tog ogsaa livlig Del i de politiske
Bevægelser. 1851 blev han Medlem af Akademiet,
hvorfra han søgte at udestænge ethvert liberalt
Element; han gik endog saa vidt, at han forlangte
sig udstrøgen som Medlem, da Littré indvalgtes
1871. 1869—70 optraadte han mod Ufeilbarheds-
Dupin
dogmet, men underkaftede sig lydig, da det var
antaget. 1871 valgtes han til Medlem af
Nationalforsamlingen, hvor han spillede en fremtrædende
Rolle i alle de Rænker, som smededes mod
Republiken; særlig arbeidede han for en Forening
af Orleanister og Legitimifter for at sætte Greven
af Chambord paa Tronen. Han var
Hovedtalsmanden for det franske Kleresis afsindige Had mod
Samtidens Videnskabelighed og politifle Forhold i
Frankrige, ligesom hans Blad, „La défense“ særlig
udmærkede sig ved sin bitre og hadske Tone. 1875
blev han livsvarigt Medlem af Senatet. Foruden
Flyve- og Leilighedsskrifter om forskjellige Emner
samt Verker af theologisk Indhold har han udgivet
en Række Skrifter om Skolevæsenet, hvilke 1855—57
udkom i 13 Bind under dm fælles Titel: „Om
Opdragelsen“.
Dupaty (udt. Dypati), Charles Marguerite
Jean Baptiste Mercier, fransk Retslærd, f. 1746,
d. 1788, blev 1767 Advokat og senere Præsident
i Parlamentet i Bordeaux, men trak sig, da
hans liberale Anskuelser paadrog ham mange
Ubehageligheder, tilbage til Paris som Privatmand.
Han skrev bl. a. „Historiske Betragtninger over
Straffelovene“. — Hans Søn Louis Charles
Henri Mercier Dupaty, f. 1771, d. 1825,
var først Advokat, derpaa Militær og uddannede
sig tilsidst som Billedhugger; han udførte flere i sit
Anlæg storartede monumentale Verker. — Louis
Emanuel Félicité Charles Mercier
Dupaty, Foregaaendes Broder, f. 1775, d. 1851, var
først Marineofficér, men udfoldede senere en
betydelig Virksomhed som Lystspil- og
Vaudevilleforfatter. Han blev 1836 Medlem af det franske
Akademi.
Dupin (udt. Dypæng), 1) André Marie Jean
Jaques, fransk Retslærd og Statsmand, f. 1783,
d. 1865, modsatte sig som Folkerepræsentant 1815
Forslaget om at udraabe Napoleon den anden til
Tronfølger og udgav s. A. et Skrift om Forsvar
for de Anklagede, hvilket vakte betydelig Opsigt ved
sin frisindede Tone. Han fik snart stort Ry som
praktisk Jurist og forsvarede Marskal Ney og senere
flere andre anklagede høiere Officérer samt var
1825—29 det liberale Partis mest anséte Advokat
i Søgsmaal for politiske Forseelser. Efter
Julirevolutionen optraadte han som kraftig Talsmand
for det seirende Bourgeoisi’s Interesser, udnævntes
til Medlem af Ministerraadet samt Generalprokurør
ved Kassationsretten og blev 1832 Medlem af det
franske Akademi, ligesom Deputertkammeret flere
Gange valgte ham til Præsident. Han var
ligeledes Præsident i den grundlovstiftende Forsamling
1848 og i den lovgivende Forsamling 1851, da
disse blev opløste med Vold. Han trak sig derefter
tilbage til Privatlivet og kom 1854 i en
opsigtvækkende Strid med Montalembert ang. de
gallikanske Friheder. 1857 blev han igjen General
prokurator ved Kassationsretten. Hans Dygtighed
som praktisk Jurist var uomtvistelig; men hans
talrige juridiske Skrifter har lidet videnskabeligt
Værd. 2) Pierre Charles François Dupin,
foregaaendes yngre Broder, fransk statsøkonomisk
Forfatter og Politiker, f. 1784, d. 1873, var først
ansllt som Ingeniør i Marinen og blev 1819 Pro
fessor ved det nylig oprettede Konservatorium for
Kunst oa Haandverk i Paris. 1828 blev han Med
lem af Deputeretlammeret, ophKedes 1837 til Pair
403
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
