Norsk Haandlexikon / A-J / 617 (1881-1888) Author: Chr. Johnsen Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Geologi. — Om de forstenede Levninger af Planter og Dyr se Forsteninger og Palæontologi. — Geologiske Formationer. — Geologiske Undersøgelser - Geometri

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Geologi

Geologi, Læren om Jordens Tilblivelse og de
Forandringer, som den faste Jordskorpe har gjennem
gaaet gjennem Tiderne, de Lag, hvoraf den be
staar, og de Forhold, under hvilke disse optrcrder.
Den staar i nøie Forbindelse med og er afhængig
af de andre Naturvidenskaber, særlig af Fysik,
Kemi og Mineralogi samt hvad angaar Refterne
af Forverdenens Dyr og Planter ogsaa af
Zoologi og Botanik. Det er saaledes først efterat
disse Videnfkaber har naaet et forholdsvis høit
Udviklingstrin, at Geologien har kunnet faa sin
faste videnskabelige Begrundelse. Allerede i
Oldtiden havde man rigtignok begyndt at tænke over
Jordklodens Tilblivelse, og Thales fra Milet (s. d.)
havde opstillet sin Theori om, at den var
fremkommen af Vandet, medens Zenon antog Ilden
som dens Oprindelseselement. Men disse
Theorier, som kun var byggede paa filosofisk
Spekulation, gik igjen i Glemme, og der var saagodtsom
ikke Tale om noget Studium af Jordens
Bygning og dens Sten- og Bergarter, førend i
Renaissancetiden, da flere italienske, tyske og franske
Lærde begyndte at anstille Iagttagelser
desangaaende. Danfleren Steno (d. 1687), som var
Professor i Anatomi i Padua, var allerede inde
paa den rette Vei, idet han paaviste
Jordskorpens Lag og søgte at vise, at ethvert af disse
svarede til en bestemt Periode; men ogsaa hans
Theori gik snart i Glemme og erstattedes af
mere eller mindre abstrakte spekulative Hypotheser.
I den sidste Halvdel as det 18de Aarh. vaktes Studiet
igjen, ncrrmeft foranlediget af Hmsynet til den
praktiske Bergverksdrift. Svensterne Tilas og
Bregmann gjenoptog Stenos Theori og
efterfulgtes af en Række Lærde, bl. a. Lehmann,
Pallas, Dolomien, Saussure og
Werner (d. 1817), hvilken sidste først foredrog
Geologien i et samlet System. Han antog, at Jord
ssorpens faste Lag er afsatte af Havet, og opstillede
5 scrrstilte Formationer: Urformationen,
Overgangsformationen, Fløtsformationen, den opskyllede
Formation og de vulkanste Bjerge. Angaaende
Basalten kom han i Strid med Voigt og
Dolomieu, som tilstrev den vulkansk Oprindelse. Wer
ners Tilhcrngere i denne Strid kaldtes
Neptunister, Modstanderne Vulkanister. Desuden
opstod der omtrent samtidig paa Basis af
Huttons Theorier et Parti, som kaldtes
Plutonister, og som opfattede ikke blot Basalt, men og
saa Granit, Porfyr o. fl. lignende Bergarter forn
lavalignende Dannelser. Werners Tilhcrngere og
Discivle indsaa imidlertid snart, at hans Stand
punkt var altfor énsidigt; de begyndte derfor at
indrømme vulkansk Indflydelse ved Siden af Ban
dets Virksomhed, hvorved Læren om de metamor
fiske Bergarter opkom. Ved Alexander
Humboldts og Leopold von Buchs Reiser gjorde
nu Geologien store Fremskridt; af nyere frem
ragende Forflere paa denne Bidenflabs Felt kan
ncevnes Elie de Beaumont, Lyell,
Agassis, Danskeren Forchhammer, Nordmændene
Keilhau og Kjerulf og Svenskeren Erdmann.
— Om de forstenede Levninger af Planter og
Dyr se Forsteninger og Palæontologi. —
Geologiske Formationer kaldes de geologiske
Dannelser, Lag og Komplexer af saadanne, som er
fremkomne ide enkelte Perioder. Flere Forma
tioner famles til stirre Grupper, medens igjen

Geometri

hver Formation falder i flere Underafdelinger. Man
pleier at opstille følgende Række af Formationer:

1.	Urformationer (metamorfiske):	» Den laurentinske Formation. Den kambriske Formation.
2.	Overgangs- (palæozoiske) Formationer:	" Den siluriske Formation. Den devoniske Formation. Kulformationen. Dyasformationen.
3.	Sekundære (mesozoiske) Formationer:	« Triasformationen. Juraformationen. Kridtformationen.
4.	Tertiære Formationer.
5.	Kvaternære Formationer.

Urformationerne er de ældste, og de øvrige følger
efter hverandre i den angivne Orden lige til de
kvaternære Formationer, hvis Dannelse,
(Diluvial- og Alluvialdannelser) endnu i Nutiden fortsættes. —
Geologiske Undersøgelser er offentlige
Indretninger, som har til Opgave at udrede Landenes
Fjeldbygning. Deres Hovedformaal er at udgive
geologiske Karter. Paa disse er Udbredelsen af de
lagede Formationer (f. Ex. Kulformationen og
Silurformationen), de eruptive Bergarter (f. Ex.
Granit og Porfyr) og Jordarterne (f. Ex. Ler og
Grus), angivet med forskjellige Farver. De
Strækninger, hvor Fjeldet bestaar af Granit, farves f.
Ex. røde, de, hvor der findes udbredt store Strcek
ninger med Ler, saa man intet ser af det under
liggende Fjeld, f. Ex. gule osv. De geologiske
Karter har ikke alene Betydning i videnstabelig,
men ogsaa i praktiss Henseende, dette sidste for
nemmelig derved, at Bergmanden af dem kan faa
mange vcrrdifulde Bink om Ertsernes og andre
nyttige Mineralers Udbredelse. Ogsaa Landman
den kan have Nytte af dem, f. Ex. til at frem
finde Mergellag og til at bedømme Jordbundens
Natur. Geologiske Undersøgelser er satte i Gang i
alle civiliserede Stater. Den norske begyndte
1858; den ledes af en Bestyrer, fortiden (1880)
Professor Kjerulf, som under sig har to Assistenter.
Den norske geologiske UndersFgelse har foruden
andre Arbeider, i den senere Tid udgivet:
„Geologisk Oversigtskart over det sydlige Norge“ ved
Th. Kjerulf og „Geologisk Kart over det nordlige
Norge“, det sidste ved Bergmester Dr. Tellef Dahll.
Disse Karter meddeler de store Trcrk af hvad man
hidtil har fundet ud om Landets Fjeldbygning.

Geometri, egentl. Jordmaaling, den Del
af Mathematiken, som handler om Rumstørrelser.
Fornden Punkter, som ingen Udstrækning har,
skjelner man i Geometrien mellem Linier, som
har en Dimension (Længde), Flader, som har
to Dimensioner (Længde og Brede) og Legemer
med tre Dimensioner (Længde, Brede og Høide
ell. Dybde). Læren om Linierne (Longimetri)
sammenfattes med Læren om Fladerne til
Planimetri ell. Plangeometri, som altsaa handler
om Størrelser, der ligger i ét Plan, i
Modsætning til Stereometrien, som behandler
Størrelser, der ikke ligger i ét Plan (Legemer). I
den elementære (lavere) Geometri, som
omhandler den rette Linie, Cirkelen, Cylinderen,
Keglen og Kuglen, er den synthetiske Methode
raadende, i den høiere Geometri derimod den
analytiske (se Analyse). Naar visse Dele af en Figur
er givne, kan de øvrige Dele derefter enten beregnes
(Trigonometri, s. d.) eller opkonstrueres (deskriptiv

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>