Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Grækenland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grcrtenland
Ødelæggelse over deres Stater. Kort efter hjemsøgtes
Grækenland ogsaa med Røveri og Plyndringer
af de talrige paa Middelhavet omsværmende
Sjørøvere, indtil disse 67 beseiredes af Pompejus.
Athen begyndte nu igjen at hæve sig, særlig paa
Grund af dens meget besøgte filosofiske Skoler;
Korinth gjenopbyggedes 44 og opnaaede senere
adskillig Velstand og Betydning. Efter Cæsars
Død sluttede en stor Del af Grækerne sig til
Brutus, men behandledes efter hans Fald ved
Filippi med Mildhet, af Antonius og Octavian;
da den sidstnævnte var bleven Keiser, fik
Grækenland som egen Provins (Akhaia) sin særegne
Statholder. Begunstiget af flere af de romerske
Keisere førte det nu en forholdsvis lykkelig
Tilværelse, indtil Goterne i Midten af det 3die
Aarh. e. Kr. begyndte at hjemsøge det med sine
Røvertog. Efterat Konstantin den store havde
antaget Kristendommen, vandt denne i det 4de
Aarh. snart videre Udbredelse i Grækenland. 395
trængte Vestgoterne under Alarik ind i Landet
og anrettede store Ødelæggelser, hvorimod
Hunnernes, Østgoternes og Vandalernes Tog i det
5te Aarh. ikke eller kun ubetydelig berørte
Grakenland. Omkring 540 trængte slaviske
Stammer lige frem til Isthmen, og i de nærmest
paafølgende Aarhundreder vandt de mere og mere
Fodfæste, saaledes at der i Midten af det 8de
Aarh. existerede slaviske Menigheder ved Siden
af de græske og saaledes, at begge Nationaliteter
fra den Tid af begyndte at smelte stærkt sammen,
en Omstændighed, som bidrog ikke lidet til at
udvikle Liv og Dristighed i de græske Byer.
Henimod Slutningen af det 11te Aarh. begyndte
Normannerne under Robert Guiscard og hans
Søn Bohemund at forurolige Grækenland; 1141
omseilede Kong Roger af Sicilien Peloponnes og
indtog og plyndrede Korinth, som imidlertid snart
igjen reiste sig efter denne Ulykke. Paa disse Tider
bidrog Jøderne meget til at fremme Handel og
Foretagsomhed i Grækenland, som derfor mod
Slutningen af det 12te Aarh. hørte til de mest
blomstrende og velhavende Dele af det byzantinske
Rige. Efterat Frankerne 1204 havde oprettet det
latinske Keiserdømme i Konstantinopel, blev
Markgrev Bonifacius af Montserrat Konge i
Thessalonika, hvorfra han gjentagende gjorde Erobringstog
til forskjellige Kanter af Grækenland. Kort efter
dannedes fiere frankiske Fyrstendpmmer i Akhaia,
Athen o. fl. St.; ogsaa Venetianerne dannede
mindre Fyrstendømmer, isar paa Øerne. Ingen
af disse Smaastater formaaede imidlertid at holde
sig mod Tyrkerne, efterat disse 1453 havde
indtaget Konstantinopel. 1456 erobredes Athen, og
1460 kom hele Peloponnes (som nu havde antaget
Navnet Morea) med Undtagelse af nogle faa af
Venetianerne besatte Punkter i Tyrkernes Hænder.
I de første Aarhundreder føltes det tyrkiske
Herredømme ikke synderlig tungt, idet Grækerne beholdt
sin egen Kommunalforfatning, og de fleste af
Øerne i Realiteten var uafhængige. 1573 mistede
Venetianerne sine sidste Besiddelser paa det græske
Fastland, og 1669 bemægtigede Tyrkerne sig ogsaa
Kandia. 1685 lykkedes det imidlertid Venetianerne
at tilbageerobre Morea, som de beholdt indtil
1715. Derefter indrettedes hele Grækenland til
en tyrkisk Provins med sine Paschaer, hvilke,
efterhvert som den tyrkiske Regjering sank ned til en
Grcetenland
Skyggeregjering, tiltog sig større Magt og
udsugede Landet hver paa sin Kant. Grækerne
udviklede imidlertid en stedse større Driftighed og
udmærkede sig ved større Dannelse end sine
tyrkiske Herrer; navnlig kom omtrent hele Rigets
Handel og Skibsfart over i deres Hænder.
Henimod Slutningen af det 18de Aarh. begyndte
Rusland at optræde som Beskytter af sine græske
Troesfæller; ved russisk Indflydelse og Hjelp
istandbragtes en Opstand paa Morea 1770, hvilken
imidlertid snart og voldsomt blev undertrykt, især
ved Albanesernes Hjelp. I Freden 1774 maatte
Tyrkiet indrømme Grækerne flere Friheder, som
den tyrkiske Regjering imidlertid ikke magtede at
gjennemføre, ligesaalidt som den formaaede at
beskytte Grækenland mod de vilde Albanesere, hvilke
efterat have undertrykt Opstanden betragtede sig
selv som Landets Herrer. Først 1779 greb
Regjeringen til mere energiske Forholdsregler, og
Hassan-Pascha oprev i et Slag ved Tripolizza
næsten ganske Albanesernes Krigsmagt.
Sulioterne i Epiros, som havde løsrevet sig fra Ali
Pascha af Jamna, ophidsedes under den snart
igjen udbrudte Krig mellem Rusland og Tyrkiet
til Opstand; ved den derpaa følgende Fred i
Jassy 1792 fik Grækerne Tilladelse til at drive
fri Skibsfart under russisk Flag. Imidlertid
oprettedes et hemmeligt Selskab, Hetæriet, af
Konstantinos Rhigas m. fl. for at arbeide for
Grækenlands Uafhængighed; vel blev det opdaget,
og Rhigas henrettet 1798, men den ved Handelen
fremkaldte Velstand i Forbindelse med
Oplysningens større Udbredelse blandt Grækerne virkede til,
at deres Nationalfølelse stedse mere udvikledes og
Trængen til Uafhængighed gjorde sig stærkere
gjeldende. 1814 oprettedes et nyt Hetæri, som
maskerede sine egentlige Hensigter ved at foregive
at have et literært Formaal; dets Planer gik ud paa
at gjenoprette det byzantinske Rige under
Grækernes Herredømme. Da Ali, Pascha af Janina, 1820
løsrev sig fra Sultanens Overherredømme,
knyttede Grækerne en Forbindelse med ham, og 1821
kom Opstanden til Udbrud i Valakiet; men
Uenighed mellem Lederne og Udeblivelsen af den fra
Rusland paaregnede Hjelp gjorde, at den her fik
liden Fremgang. Samtidig reistes der ogsaa
Opstand paa Morea, hvor Grækerne i Løbet af
kort Tid indtog de fleste vigtige Punkter, medens
ogsaa de fleste af Øerne sluttede sig til Reisningen.
En Opstand i Konstantinopel i April s. A. førte til
skrækkelige Scener; en Mængde græske Kirker
nedreves, Patriarken og en stor Del af
Geistligheden samt ca. 30,000 andre Grækere dræbtes
eller bortførtes som Slaver. Det var naturligt,
at en saadan Fremfærd ophidsede Grækerne stedse
mere til Kamp, men den ulykkelige Skinsyge og
Uenighed mellem deres Anførere bevirkede, at de
ikke fik saa stor Fremgang, som de ellers kunde
have havt. Deputerede fra alle Landets Distrikter
sammentraadte 1822 i Epidauros og vedtog en
fri Forfatning; 1822—23 indtoges efter
hinanden Korinth, Nauplia og Athens Akropolis,
og da Tyrkerne i April 1822 paa det grusomste
havde hærjet [[** sic **]] og plyndret Khios, hevnede den
græske Anfører Kanaris dette ved i Juni at
opbrænde Størstedelen af deres Flaade ved Tenedos.
Grækerne begyndte nu ogsaa at se sig om efter
Hjelp i Udlandet; en Henvendelse til de europæiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
