Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gudelære, den græske - Gudelære, den indiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gudewre, den groeste
og dette gav Foranledning til den græske Mythe,
at hun var født af Havets Skum. Hendes
Dyrkelse som Gudinde for den individuelle Kjærlighed
saavelsom for den alt frembringende
Forplantningsdrift udbredtes imidlertid kun langsomt og var endnu
paa den troianske Krigs Tid ikke almindelig. Andre
oprindelig fremmede Guddomme var Dionysos
(Bakkhos), Vinrankens og Vinens Gud, hvem
Mytherne gjør til en Søn af Zeus og den thebanske
Kongedatter Semele, endvidere den jomfruelige
Jagt- og Krigsgudinde Artemis, den frygiske Rhea
eller Kybele, og den thrakiske Krigsgud Ares. —
Senere end Indførelsen af alle disse Guders
Dyrkelse er naturligvis deres Sammenstilling til
en samlet Gudekreds og Mytherne om deres
indbyrdes Forhold til hverandre og til Menneskene.
Deres Magt var i mange Maader begrændset.
Bortset fra, at hver Guddom under et særligt
Tilnavn paa et enkelt Sted som Skytsgud
dyrkedes fremfor de øvrige, var de alle
underkastede den mystiske, blinde og uforsonlige
Skjebne. De Naturbegreber, hvoraf hver af dem
var fremgaaet, vedblev til en vis Grad at være
saaledes forenede med deres Personer, at de paa
en Maade tænktes dobbelt, som personlige Guder
og som Naturkræfter. Deres Væsen forestillede
man sig ligt Menneskenes, kun i en større
Maalestok; de følte Glæde og Smerte, nærede
Lidenskaber og Lyster og tog det ikke nøie med disses
Tilfredsstillelse. Bekjendte er især Zeus’s mange
Kjærlighedsforbindelser baade med Gudinder og
med jordiske Kvinder, Afrodites ægteskabelige
Utroskab (hun var efter Mythen gift med Hefaistos)
og Hermes’s Tyverier. Guderne havde ikke skabt
Verden, men var kun dens Styrere, idet de greb
umiddelbart ind i Forholdenes Gang; man tænkte
sig dem ikke engang altid som udødelige. — De
Guddomme, som havde flest Dyrkere, var de tolv
store olympiske: Zeus, „Gudernes Fader og
Menneskenes Konge“, hans Gemalinde Here,
Poseidon, Havets Herre, Apollon, som foruden
Spaadomsgud ogsaa var Gud for Musiken samt
Solgud, Pallas Athene, Afrodite, Ares,
Hefaistos, Gud for Ilden og Smedekunsten,
Hestia, Gudinden for den huslige Arne og de
huslige Sysler, Demeter, den frugtbare Jords
og Agerbrugets Gudinde, Artemis, Jagtens og
Maanens Gudinde, og Hermes, Gudernes
Budbærer, Veltalenhedens, Handelens og Tyveriets Gud.
Disse Guder boede paa Bjerget Olympos, hvor de
førte et herligt og lyksaligt Liv; deres Spise kaldtes
Ambrosia og deres Drik Nektar. Af de øvrige
Guder nød isør Hades og Dionysos samt
Asklepios, Apollons Søn, Lægekunstens Gud, Anseelse.
Under dem i Rang stod den Hærskare af lavere
Guddommeligheder, hvormed Mark og Skov, Luft
og Vand tænktes befolkede. Til dem hører
Skovguden Pan, Satyrerne, Dryaderne
(Træernes og Skovenes Nymfer), Najaderne
(Kildenymferne), Oreaderne (Fjeldnymferne),
Nereïderne og Okeaniderne (Havgudinder),
Tritonerne (Havguder), Æolos (Vindenes Herre)
og de under ham staaende Vindguder, de ni
Muser, Videnskabernes og Kunsternes Skytsgudinder,
Døtre af Mnemosyne, Moirerne (Klotho,
Lakhesis og Atropos), som spandt Menneskenes
Skjebne, samt Erinnyerne, den guddommelige
Hevns ubønhørlige Tjenerinder. Ved Personifi-
Gudewre, den indiske
kation af allehaande abstrakte Begreber forøgedes
i Tidens Løb disse underordnede Guddommes
Tal næsten i det uendelige; man fik saaledes
Seieren personificeret i Nike, Kjærligheden i
Eros, Retfærdigheden i Dike, Søvnen i
Morfeus, Striden og Tvedragten i Eris, Lykken
(det lykkelige Tilfælde) i Tykhe osv. Endelig
stod der mellem Guderne og Menneskene et stort
Antal Heroer og Halvguder, for det meste Sønner
af Guder med jordiske Kvinder (saaledes Herakles
m. fl.). I endnu senere Tider troede man paa
Aander, Dæmoner, af hvilke ethvert Menneske
antoges at eie sin.
Gudelære, den indiske. Den ældste
Religion i Indien, saaledes som den foreligger
fremstillet i de ældgamle Vedahymner, viser sig efter
nyere Undersøgelser ikke at være meget forskjellig
fra de indoeuropeiske Folks fælles oprindelige
Religion: man troede i Solen, Maanen og Himlen i
dens forskjellige Former (Morgenrøde, Dag, Aften,
Nat osv.) at se mægtige Væsner, der raadede for
Verden, kjæmpede med Mørkets Dæmoner og
beskyttede Menneskene, og man kaldte dem med
Navne, fra hvilke Gudenavne stammer hos de
forskjellige Folk: Lyset Djavs (gr. Zeus, lat. Jupiter
ell. Dies-piter), Himlen Varuna (gr. Uranos),
Morgenrøden Usjas (gr. Eôs for Avsos, lat. Aurora
for Ausosa) osv. Denne oprindelige Lære modtog
snart en særegen Udvikling i Indien, gjennem
Vedadigtene, der kjender mange Guder, som Indra
(Himmelhvelvingen), Agni (Ilden), Jama
(Underverdenen), Surja (Solen), Vaju (Vinden), Prithivi
(Jorden), Mas (Maanen) osv. Men efterhaanden
tænkte man sig ogsaa allerede tidlig en
guddommelig Ophavsmand til Universet, hvem man gav Navnet
Brahma, men som ikte allesteds var Gjenstand for
religiøs Dyrkelse. Senere formeredes Antallet af
Guder, og af de om disse handlende Myther; foruden
Brahma opstilledes som Hovedguder Siva og
Visjnu. Den første er sandsynligvis en
Personifikation af Ilden, som en paa engang frembringende
og ødelæggende Kraft; han havde flere Tilnavne,
som Isvara (Hersseren), Mahâdeva (den store Gud),
Rudra (den frygtelige) osv. Han fremstilledes med
3 Øine, 4 Arme og bærende en Trefork. Hans
Gemalinde, Bhavânî (ogsaa Pârvatî, Durgâ
ell. Kâlî), tænktes ogsaa baade som belivende og
ødelæggende. Visjnu er rimeligvis at betragte
som en Personifikation af Ætheren som belivende
Princip; han er af en mildere Karaktér end Siva.
Ogsaa han har en Mængde Tilnavne; saaledes
kaldes han hyppig Hari, d. e. „den grønne“, hvad
der hænger sammen med at han fremstilles som
blaa eller grøn af Farve. Hans Gemalinde kaldes
Srî (Lyksalighed) eller Lakschmî (Skjønhed).
Mytherne om Visjnu fortæller især om hans
Aabenbarelser paa Jorden i mangehaande Skikkelser og
hans under disse udførte Heltebedrifter; engang,
heder det, skal han komme for sidste Gang, og
ødelægge Verden. Siva dyrkes hovedsagelig af de
simplere Klasser, Visjnu af de mere dannede;
begges Dyrkere optræder som to forskjellige Sekter.
Foruden disse Hovedguder opstilles ogsaa et stort
Antal Underguder, mest Personifikation af fysiske
Gjenstande. Disse Guddomme dyrkedes og dyrkes
endnu i forskjellige Modifikationer i de forskjellige
Dele af Indien; snart er den ene, snart den anden
af dem den mest fremtrædende. Ogsaa paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
