- Project Runeberg -  Norsk Haandlexikon / A-J /
695

(1881-1888) [MARC] Author: Chr. Johnsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gudelære, den nordiske - Gudelære, den persiske, se Zoroaster og Zendavesta - Gudelære, den romerske. — Jupiter. — Juno. — Janus. — Diana. — Saturnus. — Faunus. — Silvanus. — Ops, Terra og Tellus. — Vulcanus og Vesta. — Vertumnus. — Fortuna. — Semo Sancus eller Dius fidius. — Summanus - Gudelære, dden ægyptiske

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

flyde op af Havet. Med Vidar og Vaale, der
har overlevet Ragnanok, forener sig Thors SMner
Mode og Magne, som har Faderens Hammer;
Balder vender tilbage fra Hel, og alle indtager
de Æsernes gamle Steder paa Idavolden. Liv
og Leivthraser skjulte sig i Yggdrasil under
Verdensbranden, og fra dem skal en ny
Menneskeslægt stamme. Alt ondt ophører, og ingen Sorg
eller Møie skal mere herske paa den gjenfødte Jord.
Da kommer den Mægtige fra oven til
Herredømmet, han, som raader for alt, hvis Navn man
ikke tør nævne.

Gudelære, den persiske, se Zoroaster og
Zendavesta.

Gudelære, den romerske. Den romerske
Religion, saaledes som den skildres i de klassiske
Forfattere, ser i det hele taget ud som en direkte
Oversættelse af den græske. Oprindelig var der
dog en gjennemgaaende Forskjel tilstede mellem
den græske og den romerske Gudelære, og det var
først under Paavirkningen af den græske Kultur i
det hele taget, at Romerne dels optog græske Guder,
dels identificerede sine nationale Guddomme med
de græske. I det oprindelige romerske
Religionssystem, som var nær beslægtet med de øvrige
italiske Folks, indtog Jupiter den øverste Plads
som Himmelgud og de øvrige Guders Fader;
ved Siden af ham stod hans Gemalinde, Juno.
Janus var Gud for det himmelske Lys; han
aabnede om Morgenen Himlens Porte og lukkede dem
igjen om Aftenen. Senere gik han over til at
blive Gud for Døre og Porte og den, der gav
Menneskene Held til deres Gjerning. Diana var
Maanegudinde; Mars var Vaarens Gud og tillige
Krigsgud. Saturnus var Agerbrugets Gud,
som gav den voxende Sæd Trivsel; Faunus var
Markens, Silvanus, Skovens Gud, Ops,
Terra og Tellus, Personifikationer af den
moderlige Jord, Vulcanus og Vesta af Ilden.
Vertumnus var Gud for Høsten og dens Gaver.
En Guddom, som i mange Skikkelser var
Gjenstand for stor Dyrkelse, var Fortuna,
Skjebnens eller Lykkens Gudinde. Oprindelig særlig
sabinske Guder synes Semo Sancus eller Dius
sidius
, Gud for Troskab og Edens Hellighed, samt
Soranus, der senere smeltedes sammen med
Apollo, og Summanus, Gud for den natlige
Himmel, især Lyn om Natten, at have været. —
De gamle romerske Guder var ikke saa skarpt
individuelt udprægede for Bevidstheden som de græske,
og dette blev en af Grundene til, at de saa let
lod sig identificere med disse. Zeus
sammensmeltedes med Jupiter, Here med Juno, Ares med
Mars, Hefaistos med Vulkanus, Artemis med
Diana, Afrodite med Venus, Hermes med
Mercurius osv. Ogsaa den religiøse Kultus antog i en
senere Tid græske Former.

Gudelære, den ægyptiske. De gamle
Ægypteres Religion var i de ældste Tider en
Naturreligion, i hvilken Solen (Ra) spillede Hovedrollen.
Man lededes imidlertid snart til at tænke sig
Solen som Person i menneskelige Former, og den
Forestilling opstod, at Solguden paa menneskelig
Vis havde en Hustru og en Søn, hvilke sammen
med ham dannede en guddommelig Trehed. I hver
af de større ægyptiske Byer, som før Riget blev
samlet havde været egne Stater, havde Personerne
i denne Trehed særegne Navne, som opstod efter-

Gudeloere, den agyptisle

hvert som selve Forestillingen om Gudddommen [[** sic -ddd- **]]
formede sig forskjellig paa de forskjellige Steder.
Saaledes hed i Theben Gud som Fader Amon,
som Moder Mut og som Søn Chonsu; i
Abydos førte de tre Personer Navnene Osiris, Isis
og Horus, i Memfis hed de Ptah, Pacht
(Sechet) og Imhotep. I Amon, hvis Navn
betyder „den skjulte“, var det oprindelige Begreb
forsaavidt forsvundet, som han ikke længer
opfattedes som den synlige Sol, men ved Siden deraf
bevaredes det i det sammensatte Navn Amon-Ra
(Solguden Amon), som ofte tillægges denne
Guddom. Osiris tænktes som den, der havde at gjøre
med Menneskenes moralske Forhold, som
straffede det onde og belønnede det gode, af hvilken
Grund man senere forestillede sig ham som
Dommer over de Afdøde i Underverdenen. Ptah, hvis
Navn betyder „at aabne“, „den, som aabner eller
aabenbarer sig“, var den Guddom, som tænktes
at bo eller aabenbare sig i Oxen Apis, som
derfor førte Navnet „Ptahs andet Liv“. Chonsu og
Imhotep var Guder for Lægekunsten. Som
Skaber førte Guden Navnet Tum eller Num; i
Dødsbogen nævnes saaledes Tum som den, der i
Begyndelsen „var alene paa Himmeloceanet“. —
Da Kong Menes samlede Ægypten til ét Rige,
havde alle de nævnte Lokalguder fæstet sig saaledes
i Bevistheden som forskjellige Guddomme, at det
ikke længer lod sig gjøre at smelte dem sammen
igjen til det oprindelige ene Begreb, og man
indordnede dem derfor alle ved Siden af hverandre
i en samlet Gudekreds, hvor de bibeholdt sine
Eiendommeligheder og fik hver sin afgrændsede
Virkekreds. Øverst blandt dem stilledes Hovedstadens
Gud, saaledes i den ældste Tid, da Memfis var
Hovedstad, Ptah, senere, da Theben traadte i
Memfis’s Sted, Amon. Ved Siden af, at der saaledes
blev en enkelt øverste Gud for det hele Rige,
bibeholdt de enkelte Byer sin egen Gudsdyrkelse.
Desuden dyrkedes endnu den oprindelige Solgud ved
Siden af de øvrige Guder over hele Landet. Den
Splittelse og den Forvirring i den religiøse
Kultus, som var en Følge af dette Forhold,
foranledigede Kong Amenofis den fjerde (se Ægypten)
til at erklære Polytheismen sor afskaffet og at
forsøge at gjenindføre den rene Soldyrkelse, men
allerede kort efter hans Død blev den forrige
Tilstand igjen herskende. — Foruden
Hovedstædernes Guddomme fandt ogsaa den oprindelige
Lokalgud i Abydos, Osiris, med hans Hustru og Søn
(Isis og Horus) en mere udbredt Dyrkelse. Denne
Triade er ogsaa mærkelig som den eneste, til
hvilken der knytter sig egentlige Myther, hvilke
imidlertid vel først er opstaaede i en senere Tid. Ifølge
disse Myther var Osiris og Isis Børn af
Gudeparret Seb og Nut, som foruden dem ogsaa
hande Sønnerne Set (Tyfon) og den ældre Horus
samt Datteren Neftys. Osiris tog sin Søster
Isis til Hustru, medens Tyfon ægtede Neftys.
Osiris arvede Faderens Kongemagt, men
efterstræbtes af Tyfon, som endelig fik ham dræbt og
selv tilrev sig Tronen. Da Osiris’s og Isis’s
Søn, den yngre Horus, blev voxen, hevnede han
Faderen ved at styrte og dræbe Tyfon, hvorefter
han indtog sin Faders Trone. Osiris blev efter
sin Død Overdommer i Underverdenen. —
Ægypterne afbildede hyppig sine Guder i Skikkelser,
som var sammensatte af en Menneskekrop og et



<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 20:15:04 2025 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/haandlex/1/0695.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free