Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guinea (Land). — Øvre eller Nord-Guinea. — Sierra-Leonekysten. — Peberkysten. — Elfenbenskysten. — Guldkysten. — Slavekysten. — Beninkysten. — Gabun. — Nedre eller Syd-Guinea - Guineaorm, Medinaorm - Guinegate - Guipure - Guipuzcoa, se Baskerne - Guirlande - Guise. — Claude af Guise. — François af Guise. — Charles, Louis, Clade og René af Gise. — Henri af Guise. — Louis af Guise. — Charles af Guise. — Charles af Guise. — Henri den anden af Guise. — Louis Joseph, Hertug af Guise. — François Joseph av Guise - Guitar, ital. Chitarra - Guizot, François Pierre Guillaume. — Elisabeth Charlotte Pauline de Meulan. — Marguérite Andrée Elisa Dillon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Guintllorm
omkring Nigers Delta. Lengere mod Syd indtil
Kap Lopez sprer Kysten forskjellige Navne. I
Gabun m. fl. St. er anlagt franske Etablissementer.
Af Øerne udenfor Øvre-Guineas Kyst tilhører
Fernando Po og Annobon Spanierne, Prinseøen
og São Tomé Portugiserne. — Nedre-Guinea er
ligeledes et fladt, indtil 20 Mil bredt Kystland,
forn derpaa hever sig terassemessig ; det deles i
Loango, Kongo, Angola, Benguela og
Mossamedes (se disse Art.).
Guineaorm, Medinaorm (Filaria
medinensis), en traadformet Rundorm af indtil 14 Fods
Længde og ca. 1 Linies Tykkelse [[** mgl vel et komma her? **]] forekommer i de
fugtige Tropelande, hvor den snylter i Underhuds
cellevævet hos Mennestet og foraarsager ondartede
Betændelser og Svulster.
Guinegate (udt. Gingat), Landsby i det franske
Departement Pas de Calais; her seirede 1479
Maximilian den fyrste over Ludvig den ellevte og
1513 Englenderne over Franskmendene i det saa
kaldte „Sporesiag“.
Guipure (udt. Gipyr), fr., Broderi og
Possementarbeider, som bestaar af Traade, der er over
spundne med Silke; ogfaa ophøiet Broderi i Silke,
Guld eller Sølv paa Pergament eller tykt Papir.
Guipuzcoa, se Baskerne.
Guirlande (udt. Girlangd), fr.. Fletning af
Blomster og Blade, oftest i langstrakt Form.
Guise (udt. Gis), berømt fransk hertugelig
Slægt, en Sidegren af Huset Lothringen,
nedstammede fra Claude, en yngre Søn af René
den anden af Lothringen, som 1506 lod sig
naturalisere i Frankrige og besad Aumale, Guise,
Joinville, Elbeuf og Mayenne med flere Godser. 1527
sik han Grevskabet Guise ophøiet til Hertugdømme ;
d. 1550. — Claudes Søn, François af Guise,
f. 1519, d. 1563, var en as sin Tids ypperste
Herskere, forsvarede 1552 Metz og indtog 1558
Calais. Hans Brødre Charles, f. 1525, d. 1574,
Erkebiskop af Rheims og Kardinal („Kardinalen
af Lothringen“) og Louis, d. 1578, „Kardinalen
af Guise“, tog tilligemed ham selv vigtig Del i
de politiske Begivenheder i Frankrige. To andre
Brøde, Claude, d. 1573, og René, d. 1566,
stiftede Sidelinierne Aumale og Elbeuf. —
François’s Søn, Henri af Guise, f. 1550, var Fører
for det katholske Parti under Religionsstridighederne
og deltog Bartholomæusnatten i Mordet paa
Coligny. 1576 stiftede han „den hellige Ligue“ og
søgte 1584 efter Frans af Anjous Død at
udelukke Henrik af Navarra fra Tronfølgen til
Fordel for sig selv. Efterat Liguens Tropper 1587
i den saakaldte „de tre Henrikers Krig“ var slagne
af Henrik af Navarra, vakte Hertugen af Guise
Oprør i Paris og tiltvang sig
Connetableværdigheden, men blev 1588 myrdet paa Kongens For
anstaltning. — Den foregaaendes Broder Louis,
Kardinal af Lothringen og en af Liguens ivrigste
Tilhængere, blev greben samme Dag som Broderen
dræbtes og henrettedes den følgende Dag. — En
tredie Broder Charles, grundede Sidelinien
Mayenne og døde 1611. — Henris Søn
Charles arvede Faderens Hertugdømme, men forvistes
af Richelieu og døde i Italien 1640. — Hans Søn
og Efterfølger Henri den anden af Guise,
f. 1614, d. 1664, indtraadte først i den geistlige
Stand og blev Erkebiskop af Rheims, men afsattes
af Richelieu, mod hvem han 1641 deltog i en
Guizot
Sammensværgelse; dette havde til Følge, at han
mistede alle sine Godser, som han dog fik tilbage
efter Richelieus Død 1644. Under Masaniellos
Oftstand forsagte han 1647 at bemægtige sig
Neapel, men blev fangen af Spanierne og holdt i
Famgsel til 1652; de to ncrstfolgende Aar gjorde
han atter forgjeves Angreb paa Neapel. Senere
var han til sin Død Overkammerherre hos Ludvig
den fjortende. Da han ingen Esterkommere havde,
indsatte han sin Brodersøn Louis Joseph,
Hertug af Guise, Joyeuse og Angoulème (d. 1671),
til sin Arving; med dennes Søn François
Joseph uddøde 1675 Slægten, hvis Besiddelser derpaa
gik over til Familien Condé.
Guitar, ital. Chitarra, et
Strengeinstrument med fiadt Laag og flad Bund, et rundt
Lydhul, bred Hals og et med Tverbaand eller
Kramper forsynet Gribebret samt 6 Strenge, der
er stemte E, A, d, g, h, ē [[** sjk kilden, bør vel helst gjengis med e′ i pakt med brukt standard i resten av verket **]] og spilles med
Fingrene. Instrumentet egner sig iser til
Sangakkompagnement; det stammer fra Spanien og
blev først i Slutningen af forrige Aarh. kjendt
i Nordeuropa.
Guizot (udt. Gisaa), François Pierre
Guillaume, fremragende franst Historiker, Publicist og
Statsmand, f. 1787 af protestantiske Foraldre,
d. 1874, studerede Retsvidenstaben i Paris, lagde
sig derpaa bl. a. efter tyst Literatur og Filosofi
og blev 1812 Professor i den nyere Historie ved
Sorbonnen. Efter Napoleons Tronfrasigelse blev
han Generalsekretær i Indreministeriet, reiste under
de 100 Dage efter Ludvig den attende til Gent
og indehavde under den anden Restauration flere
høie Embeder; samtidig strev han „Om den
repræsentative Styrelse og om Frankriges nuværende
Stilling“ (1816) og blev en af Grundlæggerne
for den saakaldte doktrincrre Skole, som
indrømmede de liberale Grundsætningers Berettigelse,
men ikke ansaa Tiden beleilig til deres praktiske
Gjennemførelse. Efter Decazes Fald 1820 slut
tede han sig til Oppositionen mod Villèle, miftede
sine Embeder og fik Forbud mod at holde
Forelæsninger, men vedblev ivrig at virke som
Forfatter, bl. a. ved sin „Den repræsentative
Styrelses Historie“ (1821—22), ligesom han i denne
Tid udgav de bindstærke Samlinger af
„Kildeskrifter til Englands Historie“ (26 Bd., 1823 ff.)
og „Kildeskrifter til Frankriges Historie“ (31 Bd.,
1823 ff.). Under Ministeriet Martignac fik han
1828 sin Plads i Statsraadet og ved Sorbonnen
tilbage og valgtes samtidig af Oppositionen til Medlem
af Deputeretkammeret. Efter Julirevolutionen blev
han Undervisningsminister i den provisoriske
Regjering og derefter Medlem af Lafittes Kabinet,
af hvilket han dog snart udtraadte, hvorefter han
understøttede Périers Ministerium i Fællesskab med
de konftitutionelle Monarkisters Parti, hvis Fører han
blev. 1832 dannede han med Thiers og Broglie
et Kabinet, hvor han overtog
Undervisningsportefeuillen, og viste sig meget virksom for
Skolevæsenets Opkomst. Da Thiers’s Ministerium 1837
maatte vige for Molé, sluttede han sig med Iver
til Oppositionen. 1840 blev han Gesandt i
London, hvor han imidlertid under Afgjørelsen af det
orientalske Spørgsmaal ikke var heldig forn
Diplomat. Samme Aar blev han Udenrigsminister
og den egentlige ledende Aand i Marskal Soults
Ministerium, der blev staaende lige til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
