Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hall, Marshall - Hallager, Georg Fredrik - Hallager, Lorents - Hallam, Henry - Halland. — Hallandsås - Halle (Halle an der Saale) - Halleluja - Haller, Albrecht von - Halley, Edmund - Hallfred Vandrædaskald - Hallier, Ernst - Halling, Honoratus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hallager
et berømt Navn ved sine Underftgelser over Ryg°
marvens Virksomhed og Nervesystemets Reflex»
funktioner og har nedlagt Resultaterne deraf i
talrige Skrifter.
Hallager, Georg Fredrik, norsk Jurist, f. i
København 1816, d. 1876, kom 1827 til Bergen
og blev fra denne Bys Skole Student 1833 og
1837 juridisk Kandidat. 1841 udnavntes han til
Lektor og 1847 til Professor i Lovkyndighed ved
Norges Universitet; 1864 blev han Assessor i
Høiesteret. Han var Medlem af forskjellige Lov
kommissioner og har som saadan havt Andel i
flere vigtige Loves Forfattelse, isar Arveloven. Af
hans juridiske Skrifter, som nyder megen Anseelse,
er ftlgende de vigtigste: „Den norske
Obligationsret“ (1860; 2den tildels omarbeidede Udgave
besørget af Prof. L. M. B. Aubert 1879), „Den
norske Arveret“ (1862), „Den norske Søret“ (2den
Udg. 1873).
Hallager, Lorents, f. 1777, d. 1825, Læge
i Bergen, udgav blandt flere Skrifter en „Norsk
Ordsamling“ (1802).
Hallam, Henry, engelfi Historieskriver, f.
1777, d. 1859, studerede i Oxford og London
Retsvidenskaben, blev 1805 Medarbeider i
„Edinburgh Review“ og stuttede sig til Whigpartiet,
men uden at tage personlig Del i Politiken.
1825 var han med at stifte Selskabet til nyttige
Kundfkabers Udbredelse. Hans vigtigste historiske
Verker er „Blik paa Europas Tilstand i
Middelalderen“, (2 Bd., 1818) med et Supplement (1848),
„Indledning i Europas Literatur i det 15de,
16de og 17de Aarh.“ (4 Bd., 1837—39) og især
den udmærkede „Englands konstitutionelle Historie
fra Henrik den syvendes Tronbestigelse til Georg
den andens Død“ (3 Bd., 1827).
Halland, Kystprovins i det vestlige Sverige,
mellem Vestergötland i Nord, Vestergötland og
Småland i Øst, Skåne i Syd og Kattegat i
Veft, er for det meste flad, i det nordlige
skovbevoxet, og rig paa Elve og Sjøer. Jorden er
lidet frugtbar; foruden Agerbrug er Fædrift,
Fifleri og Industri de vigtigste Naringsveie.
Halland udgjør et eget Län, 89½ Kv.mil stort,
med 134,000 Indb. og er delt i 4 Fogderier. I
geistlig Henseende Wrer det til Göteborgs Bispe
dømme og deles i 5 Provstier med 44½
Pastorat. — Halland hørte tilligemed Skåne fra de
ældste Tider til Danmark, men blev ved Freden i
Brömsebro 1645 midlertidig afstaaet til Sverige,
med hvilket det for stedse forenedes ved Freden i
Roskilde 1658. — Hallandsås, det høieste
Punkt i Halland, ved dettes Sydgrændse, ca. 580
Fod høit.
Halle (Halle an der Saale), By i den preus
sifle Provins Sachsen, ved den høire Bred af
Saale, med 61,000 Indb., et bekjendt Universitet
(stiftet 1694) med ca. 900 Studerende, betydelig
Industri, et Saltverk og Brunkulgruber. Her
findes ogsaa de storartede Franckeske Stiftelser
(se Francke).
Halleluja, hebr., „Lover Herren!“, et i
Bibelen, navnlig i Salmerne, ofte forekommende
Ord, som undertiden ogsaa anvendes i nyere
kristelige Salmer.
Haller, Albrecht von, schweizisk Læge,
Naturforsker og Digter, f. i Bern 1708, d. 1777, stude
rede Medicin og Naturvidenskab i Tübingen
og Leiden og derpaa hpiere Mathematik under
Bernoulli i Basel, nedsatte sig 1729 som praktise
rende Læge i Bern, hvor han fra 1734 ogsaa
holdt anatomiske Forelæsninger, og kaldtes 1736
til Professor i Göttingen, hvor han grundede flere
uidenskabelige Anstalter, deriblandt et Videnskabs
selskab, til hvis stadige Prasident han blev valgt.
1745 valgtes han af Staden Bern til Medlem af
dens store Raad og nedlagde 1753 sine Embeder
i Göttingen for at tage Ophold i sin Fødeby,
hvor han derpaa valgtes til Amtmand. — Af
hans poetiske Arbeider kan mærkes hans „Digte“
(oprindelig udgivne anonymt, 12te Udg. 1828),
hans Hovedverk Læredigtet „Alperne“ og nogle
Romaner, alt vasentlig efter engelske Mønstre;
af Betydning er ogsaa hans medicinste og
naturvidenskabelige Skrifter paa Latin, i hvilke han
bl. a. offentliggjorde sine Opdagelser i
Embryologien og om Muskel-Irritabiliteten.
Halley (udt. Hælli), Edmund, berømt engelst
Mathematiker og Astronom, f. 1656, d. 1742,
gjorde 1676 en Reise til St. Helena for at
iagttage den fydlige Stjernehimmel, opdagede 1682
paa en Reise i Frankrige den efter ham opkaldte
Komet, blev 1703 Professor i Geometri i Oxford,
og 1720 kongelig Astronom i Greenwich. Han var
den første, som gjorde opmarksom paa, at Venus’s
Gjennemgang kunde benyttes til at bestemme
Solens Parallare. Efter Newtons Formler bereg
nede han Banerne for 24 Kometer, deriblandt
den af ham selv opdagede, hvis Omløbsperiode han
fandt at være 76 Aar. Af hans Skrifter er isar
„Tabulae astronomicae“ (først udgivne efter hans
Død) af Vigtighed.
Hallfred Vandrædaskald, Søn af Ottar
Thorvaldssøn paa Ylve (Ulvø) i Vesteraalen, der
var udvandret til Island, var en af de berømteste
Skalde paa Haakon Jarls og Olav Tryggvessøns
Tid. Hans Kvad mdeholder paalidelige Efter
retninger om Olav Tryggvessøn, og baade Snorre
Sturlessøn og Kongesagaernes Forfattere
henviser ofte til Hallfred som Hjemmelsmand. Et
Par af hans Kvad er endnu saagodtsom
fuldstændig opbevarede.
Hallier (udt. Hallir), Ernst, tyst Botaniker,
f. 1831, lagde sig først efter Gartnerkunsten, stu
derede fra 1854 Filosofi og Naturvidenskab og
blev 1864 Professor i Jena. Han er isar bleven
bekjendt ved sine Undersøgelser angaaende Gja
ringsprocessen og de mikroskopiske Soparter, som
fremkalder visse Sygdomme.
Halling, Honoratus, norsk Prest og religiøs
Forfatter, f. i Nordre Odalen 14de Novbr. 1819,
blev Student 1839, theologisk Kandidat 1843, pers.
Kapellan i Aker 1847 og tog 1851 Afsked som
saadan for at virke for Arbeidsklassens Vel i og
udenom Kristiania, da Thranes Arbeideruroligheder
stod paa. Han stifteoe paa kristelig Grund det endnu
bestaaende „Enerhaugens Samfund“ og modtog
Ansættelfe som Prest for Arbeiderne ved
Hovedjernbanen 1851—54 samt grundlagde
Spareskillingsbanken, der siden stadig er gaaet fremad. Sommeren
1854 var han Orlogsprest med den i Anledning af
Krimkrigen udrustede norsk-svenske Eskadre i
Østersjøen og den derpaa følgende Vinter reiste han i
Afholdssagens Tjeneste. Sommeren 1855 blev
han kaldet til Garnisonsprest paa Horten, hvor
han virkede til 1864, da han udnævntes til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
