Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Heine, Heinrich - Heinesen, Mogens eller Magnus - Heinsius, Daniel. — Nikolaus Heinsius - Heire (Fugl). — Fiskeheiren (Graaheiren). — Kjæmpeheiren. — Rørdrummen. — Dvergheirerne - Heire (Græs). — Faks - Heirefos. — Heirefosfjord. — Heirefossen - Heise, Peter Arnold - Heister, Lorenz - Hekabe ell. Hecuba - Hekate - Hekataios
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anvendte sine herskende Evner, Aandrighed, Vid
og Ironi, kan ikke altid billiges. Der er i hele
hans Optræden en vis Holdningsløshed, som
skinner igjennem hos ham baade som Forfatter og
Menneske. Heftig og pirrelig som han var, lod
han sig i sin Polemik ofte henrive til
Ubesindigheder, som han selv senere angrede, (saaledes i
den medrette ilde ansete Bog om Börne,
udgiven efter dennes Død). Han havde sin Styrke i
at rive ned, at hudflette forældede Institutioner
med sin Satire og dræbe dem ved at gjøre dem
latterlige, uden i samme Grad at være skikket til
at frembringe noget Positivt isteden. Den
Indflydelse, han trods sin Holdningsløshed besad, viser
sig bedst i de haarde Forholdsregler, som den tyske
Bogcensur tog ligeoverfor ham og hans
Aandsfæller „Det unge Tyskland“. Som Digter
betegner Heine Romantikens Opløsning i Tyskland og
er i det hele taget et Sidestykke til Byron i
England. Hans Lyrik raader over et Omfang og en
Intensitet, som har faa Sidestykker; men
Yderpunkterne i hans Natur, den bløde Følesesfuldhed
og lyriske Varme paa den ene Side og den bitre
Spot over alt, ogsaa over sig selv og over det,
han et Øieblik før har tilbedet, paa den anden
Side, træder hinanden saa nær, at de ofte findes
forenede i et og samme Digt. Derfor gjør saa
mange af hans Sange et smerteligt Indtryk ved
en pludselig Dissonans midt i deres harmoniske
Skjønhed, og derfor er han ved Siden af Byron
blevet „Weltschmerz“-Poesiens største Repræsentant.
Formen er baade i hans poetiske og prosaiske
Arbeider mesterlig; hans Vers er af den mest
fuldendte Velklang, paa samme Tid som de ved sin
lette, lidt skjødesløse Form ikke røber det Arbeide,
han anvendte paa dem, og sin Prosa betegnede
han selv som „guddommelig“. — Hans „Samlede
Skrifter“ er udkomne i en textkritisk [[** her mgl. vel ordet "Udgave"? **]] i 21 Bd.,
1861—69, besørget af Adolf Strodtmann, som
ogsaa har skrevet Digterens Biografi („Heinrich
Heines Leben und Werke“, 2 Bd.).
Heinesen, Mogens eller Magnus, dansk
Sjømand fra Færøerne, var en Tid i hollandsk
Tjeneste og sendtes af Fredrik den anden til Island
og Færøerne for at gjøre Jagt paa Sjørøvere;
dette gjorde han ogsaa med Kraft og Klogskab,
men blev derhos beskyldt for selv at drive
Sjørøveri, hvorfor han halshuggedes 1589. Senere
blev hans Dødsdom underkjendt og hans Enke
fik en Pengeunderstøttelse. Han er Helten i mange
Sange og Sagn paa Færøerne.
Heinsius, Daniel, berømt hollandsk Filolog,
f. 1580, d. 1655, var Elev af Josef Scaliger og
blev 25 Aar gammel Professor i Leiden, senere
Universitetssekretær sammesteds og
Rigshistorieskriver. Hans kritiske Udgave af Hesod, [[** sic = Hesiod **]] Horats,
Virgil, Ovid o. fl. Klassikere har endnu Værd.
Han gjaldt ogsaa for en fortrinlig Digter paa
Græsk og Latin. — Hans Søn, Nikolaus
Heinsius, f. 1620, d. 1681, var en Tid hollandsk
Gesandt i Sverige; han leverede ligeledes gode
kritiske Udgaver af Klassikere.
Heire, (Ardea), Slægt af Vadefuglenes Orden,
med lang, tynd Hals, lige og stærkt Næb, som
er kløftet til hen under Øinene, samt lang, blød
Fjerbeklædning. De er udbredte over hele
Jorden, med Undtagelse af de nordligste Lande.
Enkelte Arter opholder sig ved Havet, andre ved
Sjøer, og atter andre paa Myrer og ved
sivbevoxede Flodbredder. Næringen bestaar
udelukkende af dyrisk Føde, som Fisk, Padder, Firben og
Insekter. Herhen hører Fiskeheiren
(Graaheiren, A. cinerea), som er udbredt over hele
Jorden (i Norge paa Vestkysten); dens Føde
bestaar hovedsagelig af Fisk, Kjæmpeheiren
(A. Goliath), i Mellemafrika, Rørdrummen
(Botaurus stellaris) i Holland og Mellemeuropa [[** sic, komma mgl **]]
Dvergheirerne (Ardetta) i Holland, Tyrkiet
og Grækenland.
Heire (Bromus), Slægt af Græsarternes
Familie; enkelte Arter findes især i Kornagre som
Ugræs, og den almindeligste af disse er B. secalinus,
Faks. Denne, som er enaarig, forekommer især
blandt Rugen, men kun i Lavlandet og er endnu
ikke fundet nordligere end i Indherred.
Heirefos, Prestegjeld i Nedenæs Amt, med
Sognene Heirefos, Vegusdal og Mykland. —
Heirefosfjord, Indsjø i Prestegjeldet, 2 Mil
lang. Den optager Topdalselven, der ved sit
Udløb danner et ikke ubetydeligt Vandfald,
Heirefossen.
Heise, Peter Arnold, dansk Komponist, f. 1830,
d. 1879, blev Student 1847 og begyndte derpaa
udelukkende at dyrke Musiken, idet han fik
Veiledning i Musiktheori af Berggreen, derpaa af
Hauptmann i Leipzig og endelig af Gade, som
udøvede den største Indflydelse paa ham. Efter
en Tid at have fungeret som Meddirigent i
Studentersangforeningen blev han 1857 Lærer i Sang
og Musik ved Akademiet i Sorø, hvilken Stilling
han fratraadte 1865; senere levede han som
Privatmand i Kjøbenhavn. Foruden en hel Række
Romancer, som hører til det smukkeste i sit Slags,
har han komponeret Ouverturen „Marsk Stig“,
Koncertstykkerne „Efteraarsstormene“, „Tornerose“,
„Bergljot“ (til Bjørnsons Text) og „Gudruns
Sorg“, Operaerne „Paschaens Datter“, og „Drost
og Marsk“ samt Musik til Oehlenschlägers
„Palnetoke“, Ibsens „Kongsemnerne“ m. fl. Af hans
Arbeider staar hans yndefulde Romancer høiest
ved sin Melodirigdom og varme Lyrik; i „Drost
og Marsk“ røbede han imidlertid en afgjort
Begavelse ogsaa for den rent dramatiske Musik.
Heister, Lorenz, fremragende tysk Kirurg, f.
1683, d. 1758 som Professor i Helmstedt, blev
den nyere tyske Kirurgis Grundlægger. Hans
Lærebog i Kirurgi (1719) vandt overordentlig
Udbredelse og blev oversat paa næsten alle europæiske
Sprog.
Hekabe ell. Hecuba, efter de græske Sagn
den trojanske Konge Priamos’s Ægtefælle, Moder
til Paris og Hektor; hun blev efter Trojas
Indtagelse ført med som Slavinde af Grækerne.
Hendes Skjebne er skildret i en Tragedie af
Euripides.
Hekate, en oprindelig trakisk Gudinde, hvis
Dyrkelse senere blev optagen af Grækerne, især i
det nordlige Hellas. Hun repræsenterede først det
natlige Maanelys og gik siden over til
Underverdensgudinde for natligt Troldskab og Spøgeri. —
Hekate er ogsaa Navn paa en af Planetoiderne.
Hekataios, græsk Logograf, fra Milet, ca.
500 f. Kr., forfattede en Geografi, som var den
bedste før Eratosthenes, og begyndte at anvende
Kritik paa Nedskrivningen af Mytherne. Hans
Skrifter er kun opbevarede i Brudstykker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
