Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ibsen, Henrik Johan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
faa opført et Sagastykke, „Kjæmpehøien“, og derfor
at erholde et lidet Honorar. Det var imidlertid en
daarlig Fortjeneste, som han paa denne Maade
kunde drive det til, og han levede derefter. Hans
Ven Paul Botten-Hansen har endog berettet, at
Ibsen og Schulerud, der boede sammen,
mangengang ikke havde Raad til at spise Middag. Fra
Begyndelsen af det følgende Aar, 1851, udgav
Ibsen sammen med P. Botten-Hansen og A. O.
Vinje et literært Ugeblad, som kun skulde optage
originale Bidrag, og for hvilket der, besynderlig
nok, ikke fra først af var fastsat noget bestemt Navn,
men som til Slutning blev hedende „Andhrimner“.
Her skrev han under sit allerede paa Titelbladet af
Catilina antagne Forfatternavn „Brynjolf Bjarme“
adskillige lyriske Smaadigte og tillige en Del
Sager af satirisk Indhold, deriblandt „Norma
eller en Politikers Kjærlighed, Musik-Tragedie i
3 Akter“. Ibsens Deltagelse i Udgivelsen af
dette Blad har neppe været meget skikket til at
rette paa hans trange Kaar. Bladet naaede
ikke op til mere end 100 Abonnenter, og efter at
have bestaaet i 3 Fjerdingaar, gik det ind.
Imidlertid havde Ibsens literære Virksomhed, trods sin
hidtil i det hele taget mere beskedne Natur, dog
henledet Opmærksomheden paa ham i tilstrækkelig
Grad til, at han i Høsten 1851 modtog Kaldelse
som artistisk Direktør for det af Ole Bull fra
foregaaende Aars Begyndelse oprettede norske Theater
i Bergen. I de paafølgende 6 Aar virkede nu
Ibsen i denne Stilling. 1852 foretog han med
Understøttelse af Theatret en Studiereise til
Udlandet, navnlig til Kjøbenhavn, Hamburg, Berlin,
Leipzig og Dresden. Under et længere Ophold i
Kjøbenhavn stiftede han blandt andet Bekjendtskab
med Digteren J. L. Heiberg. I Dresden, hvor
han var den længste Tid, blev han behandlet
med megen Velvillie og Forekommenhed af den
berømte norske Maler Professor Dahl, som kunde
skaffe ham særlig god Leilighed til at blive
bekjendt med den sachsiske Hovedstads rige
Kunstskatte. Der er ingen Tvivl om, at Ibsens
Arbeide ved Bergens Theater i de følgende
Aar har været til Gavn saavel for hans egen
Udvikling, navnlig for Erhvervelsen af det sikre
Kjendskab til og Herredømme over Scenens Midler,
der gjør sig gjeldende i hans dramatiske
Forfatterskab, som ogsaa for den Skueplads, for hvilken
han arbeidede. Om den store Interesse, som
han lagde i sin Gjerning, er det et
Vidnesbyrd, at han hvert Aar paa Theatrets
Stiftelsesdag — 2den Januar — bragte et nyt
originalt Arbeide paa Scenen, nemlig efterhaanden:
„St. Hans-Natten“, Eventyr-Komedie i 3 Akter,
„Gildet paa Solhaug“, Drama i 3 Akter, „Fru
Inger til Østraat“, historisk Drama i 5 Akter,
„Hærmændene paa Helgeland“, Drama i 4 Akter,
en Omarbeidelse af det tidligere nævnte
Sagastykke „Kjæmpehøien“, og endelig „Olaf Lilienkrans“,
romantisk Skuespil i 4 Akter. Theatrets
økonomiske Status var ogsaa under Ibsen bedre, end
den nogen Gang senere blev. Imidlertid mistede
det sine bedste Kræfter (Fru Wolf allerede i
1853, Johannes Brun med Frue Vaaren 1857),
og naar Ibsens Eftermand som artistisk Direktør,
Bjørnson, forefandt Theatret i Opløsningstilstand,
beroede dette i det hele væsentlig paa
Omstændigheder, for hvilke Ibsen ikke raadede. Det
var ogsaa Omstændigheder af samme Art, som
bevirkede, at „det norske Theater“ i Kristiania, hvis
Ledelse Ibsen fra Høsten 1857 overtog, ikke kunde
holdes oppe, men i 1862 gjorde Bankerot. Ibsen
stod nu paa bar Bakke. Han havde i 1858 giftet
sig, og dermed var det givet, at han som
Familieforsørger ikke længere som før kunde lade Livets
haarde Tryk glide af paa sig. Allerede saalænge
„det norske Theater“ endnu bestod, havde han vistnok
havt ondt ved at komme ud af det med den ringe
Gage, og han havde jevnlig ved literær
Virksomhed søgt at hjelpe paa sine Indtægter. Saaledes
havde han i „Illustreret Nyhedsblad“
offentliggjort Digte som „Terje Vigen“ og „Paa Vidderne“
m. fl. samt blandt andet en længere Afhandling
„Om Kjæmpeviserne og deres Betydning for
Kunstpoesien“, der tildels var en Frugt af hans med
offentligt Stipendium foretagne Reiser for at samle
Folkeviser. Imidlertid kunde dette kun lidet hjelpe,
og af liden Nytte for hans trange Kaar var det
ogsaa, at han fra Begyndelsen af 1863 fik en
Stilling som artistisk Konsulent ved Kristiania
Theater. Stillingen var daarlig aflagt, og Ibsens
Kaar var og blev kummerlige. Dertil kom den
for hans stolte Natur smertelige Følelse af, at
hans Verker blev uden den Paaskjønnelse, som
han maatte vide, de efter sit virkelige Værd havde
Krav paa. „Gildet paa Solhaug“ udkom 1856,
„Fru Inger til Østraat“ 1857 og „Hærmændene“
1858. Intet af disse Arbeider kom dengang
til Opførelse paa Kristiania Theater. Sidstnævnte
epokegjørende Stykke med sine virkningsfulde
dramatiske Egenskaber ved Siden af en storslagen,
djerv, sagamæssig Poesi blev udtrykkelig forkastet
af den norske Nationalscene, ligesom det havde
samme Skjebne i Kjøbenhavn, hvor J. L. Heiberg
i stærke Udtryk brød Staven over det, skræmt ved
dets mod den bløde Romantik i Oehlenschlägers
nordiske Dramaer kontrasterende vilde Kraft.
1862 udkom — som „Illustreret Nyhedsblads“
Nytaarsgave til sine Abonnenter — „Kjærlighedens
Komedie“, Skuespil paa rimede Vers i 3 Akter,
et Arbeide, der vistnok med sin megen bitre Spot
over hjemlige Nutidsforhold og sin uharmoniske
Afslutning bar Præg af de Omstændigheder,
hvorunder det var blevet til, men hvis Fortrin ogsaa
blev upaaskjønnede, ja som endog fremkaldte
megen personlig Uvillie mod Forfatteren. Samme Aar
ansøgte Ibsen om Digtergage i Lighed med, hvad
der dengang tilstodes Bjørnson; men han fik Afslag
og opnaaede først flere Aar senere denne offentlige
Paaskjønnelse. I det følgende Aar skulde imidlertid
hans Forfatterskab, trods den kuende Indflydelse af
Næringssorger og Skuffelser, sætte en af sine
skjønneste Blomster. Det var nemlig 1863, at
„Kongsemnerne“, historisk Drama i 5 Akter, udkom.
Interessant er den Maade, hvorpaa dette Verk blev til.
Ibsen deltog 1863 i Sangertoget til Bergen, hvor
Mødet fandt Sted i Midten af Juni. Han havde
da udarbeidet det hele Drama i alle Enkeltheder,
men altsammen — i Hovedet. Da han kom hjem
fra Sangerfesten, satte han sig til at skrive, og
ved Udgangen af den paafølgende Juli Maaned
laa det omfangsrige Stykke fuldt færdigt, i Stand til
at sendes til Trykkeriet. Med den
Formfuldendthed, der udmærker „Kongsemnerne“ som alt, hvad
Ibsen har skrevet, skulde dette synes næsten
utroligt; men saa forholder det sig efter en mundtlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
