Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Inversion - Investitur - In vino veritas - Invita Minerva - Invokation - Involvere - Io - Iokaste - Iole - Iolkos - Ion - Iona - Ioner - Ionicus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Inversion, lat., Omvending, en Omflytning
af Ord, hvorved et saadant, der skal udhæves,
sættes paa en anden Plads i Sætningen, end det
efter de syntaktiske Regler skulde have, sædvanlig først.
Investitur, lat., d. e. Iklædning; Indsættelse
i Besiddelsen af en Ting; navnlig i den romerske
Kirke Biskopernes Forlening med Ring og Stav
som Tegn paa sin Værdighed. —
Investiturstriden, en Strid mellem Paverne og de verdslige
Fyrster (Keiserne) i Tyskland, der skrev sig fra, at
Gregor den syvende 1075 under Straf af
Bansættelse forbød de verdslige Fyrster at investere
Biskoperne, der som Lensmænd over Stifternes
Godser paa samme Tid var Paven og Keiseren
undergivne. Henrik den fjerde vilde ikke bøie sig
for dette Forbud, men erklærede Paven for afsat;
han blev imidlertid sat i Ban og var nødt til at
ydmyge sig. Senere greb han til Vaaben.
Gregor døde 1085 som Flygtning og Henrik 1106 i
Ban. Henrik den femte var ogsaa Forbudet
overhørig og tvang ved et Tog over Alperne Pave
Paschalis den anden til at gjøre Indrømmelser i
Investiturspørgsmaalet. Striden endte 1122 med
Wormserkonkordatet mellem Henrik og Calixtus
den anden, ifølge hvilket Bispevalgene skulde
foregaa uden Indflydelse af Keiseren, men under hans
Opsigt, at Paven skulde foretage den geistlige
Investitur med Ring og Stav, Keiseren den
verdslige Forlening af Stiftsgodserne med Scepteret;
Biskoperne skulde før sin Indvielse aflægge
Keiseren Lensed. 1125 gik Lothar den anden ind paa
kun at kræve den almindelige for Undersaatterne
foreskrevne Ed af Biskoperne og tillod, at de
indviedes før Investeringen.
In vino veritas, lat., „i Vinen Sandheden“,
d. e. ved Bægeret udtaler man mest uforbeholdent
Sandheden.
Invita Minerva, lat., „mod Minervas Villie“,
siges om den, som vælger et Kald, især begynder
at studere uden at have Evner dertil.
Invokation, lat., Paakaldelse.
Involvere, lat., indhylle, indeslutte; inde
holde; medftre.
Io (udt. Io), efter de græske Sagn en Datter af
Inakhos, var Gjenstand for Zeus’s Kjærlighed. For
at skjule hende for den skinsyge Heres Efterstræbelser
forvandlede han hende til en hvid Ko, men Here
udbad sig Koen til Foræring og satte Argos med
de hundre Øine til at bevogte den. Argos blev paa
Zeus’s Befaling dræbt af Hermes, men Here
sendte en Bremse, som plagede Io og jog hende
fra det ene Land til det andet, indtil hun fandt
et Tilflugssted ved Nilen, hvor hun fødte Epafos.
— Io er ogsaa Navnet paa en Planetoide og
paa den inderste af Jupiters Maaner.
Iokaste ell. Epikaste, i de græske Sagn
Datter af Menooitios og Søster til Kreon, blev
gift med Laios og Moder til Ødipus, hvem hun
senere ægtede uden at vide, at han var hendes Søn;
da hun fik vide det, hængte hun sig (se Ødipus).
Iole, i de græske Sagn en Datter af Kong
Eurytos i Oikhalia, som ikke vilde give Herakles
hende til Hustru. Herakles dræbte derfor Eurytos
og sendte Iole som Slavinde til sin Hustru
Deianeira. Da denne frygtede for at faa en
Medbeilerske i hende, sendte hun Herakles den med
Nessos’s Blod bestrøgne Klædning, der voldte
hans Død (se Herakles).
Iolkos, gammel By i Thessalien ved den
Pagasæiske Bugt; herfra udgik ifølge Sagnet
Argonautertoget.
Ion, i den græske Sagnhistorie en Søn af
Apollon og Kong Erekhtheus’s Datter Kreusa.
Han blev som Barn udsat af Moderen, men
bragtes paa Apollons Bud af Hermes til Delfi og
blev opdragen der; senere, da Kreusa blev gift
med Xuthos, men ingen Børn fik, indrettede Apollon
det ved et Orakel saa, at Xuthos antog Ion som
sin Søn. Kreusa, som ikke kjendte sin Søn,
hadede ham og søgte at forgive ham; da denne Plan
opdagedes, flygtede hun ind i et Tempel, hvor
hun fik vide, at han var hendes Søn. Efter
andre Sagn valgtes Ion af Athenerne til
Hærfører mod Eleusinerne; han beseirede Therakerne
og blev Konge i Athen, hvor Folket efter ham kaldte
sig Ioner. Han delte Attika i fire Fyler, som han
gav Navn efter sine fire Sønner. Endnu andre
Sagn tillægger ham Oprettelsen af de ioniske
Kolonier i Lilleasien.
Iona (udt. Eionæ) ell. Icolmkill, en liden Ø
blandt Hebriderne, nær Sydvestsiden af Mull, hører
til Grevskabet Argyle, er ½ Kv.mil stor og har 250
Indb. Den var i den hedenske Tid betragtet som
hellig ; 595 e. Kr. kom den hellige Columba did fra
Irland, grundede et Kloster og prædikede for
Pikterne. Klostret vedblev at bestaa efter hans
Død 565, og dets Klosterskole var lige til
Reformationen stærkt besøgt og meget ansét. Endnu
findes paa Øen Ruiner af to Klostre og en
Kathedralkirke, hvori efter Sagnet 61 Konger, deriblandt
8 norske, skal være begravne.
Ioner, en af de helleniske Folks 4 Hovedstammer,
havde sine tidligste Boliger i Lilleasien, hvorfra de
befolkede Øerne i det Ægæiske Hav, Attika, den
sydlige Del af Bøotien og Nordkysten af Peloponnes.
Ved Dorernes Vandring blev de i det 11te Aarh.
f. Kr. fortrængte fra det græske Fastland med
Undtagelse af Attika og drog nu tilbage til Lilleasien,
hvor de grundede 12 Stæder, deriblandt Efesos,
Smyrna og Milet. Kystlandet i Lilleasien fra
Hermos til Syd for Mæandros samt Øerne
Khios og Samos fik efter dem Navnet Ionien.
De ioniske Stæder drev livlig Handel og opnaaede
en høi Grad af Velstand; de dannede indbyrdes det
ioniske Forbund, som imidlertid 560 f. Kr. blev
undertvunget af Lydierne og 546 kom under
Persernes Herredømme. 500—494 gjorde de under
Aristagoras’s Ledelse en uheldig Opstand, men befriedes
ved Perserkrigene og sluttede sig nu som
Bundsforvandte til Athen. Efter den peloponnesiske Krig
blev de afhængige af Sparta, og ved den antalkidiske
Fred 387 kom de igjen under Perserne, fra hvis
Herredømme de befriedes af Alexander den store.
Fra nu af delte Ionien de øvrige makedoniske
Landes Skjebne. Ionien spillede aldrig nogen
fremtrædende politisk Rolle, men var dog af stor
Betydning for den græske Kultur; herfra udgik
nemlig den episke og elegiske Poesi, de første
Forsøg til Historieskrivning, Filosofi og Lægevidenskab
(Hippokrates). — Den ioniske Dialekt, se
Græsk Sprog og Literatur. — Den ioniske Stil
i Arkitekturen, se Bygningskunsten.
Ionicus, i den græske og latinske Metrik en
firestavelses Versefod, med to korte og to lange
Stavelser; er de to første korte og de to sidste
lange, kaldes den Ionicus a minori (⏑ ⏑ ‒ ‒),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
