Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jury
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa i Skotland, Irland og de engelske Kolonier
samt i de Forenede Stater, maa Juryens Kjendelse
altid være enstemmig, medens der i Almindelighed
i andre Lande kun fordres kvalificeret Pluralitet
(to trediedels eller trefjerdedels), hvad der navnlig
er Tilfældet i Frankrige. I England og de
Forenede Stater udøves ogsaa Anklagemyndigheden
af en saakaldt Storjury (Anklagejury), der
afgjør, hvorvidt Sag skal anlægges mod en
anklaget Person. Den bestaar af 23 Medlemmer,
som ligeledes maa være enstemmige i sit Verdikt.
— Efter den engelsk-amerikanske Retsforfatning
benyttes tillige Jury i visse civile Sager. —
Juryinstitutionen har, som ovenfor bemærket sit
Hjem i England. Det har rigtignok været søgt
godtgjort, at den kun skulde være en videre
Udvikling af den allerede tidlig hos de nordiske Folk
brugelige Edshjelperinstitution, medens andre igjen
har villet føre dens Oprindelse tilbage til Grækerne
og Romerne; ingen af disse Anskuelser har dog
vundet almindelig Anerkjendelse eller er blevne gyldig
bevist. Juryen maa betragtes som en oprindelig
for det egentlige England (ikke tillige Skotland og
Irland) eiendommelig Indretning, som har
udviklet sig sukcessivt og ligesom af sig selv, uden at
nogen kan angive dens Opkomsttid, som dog
formentlig ikke kan sættes længere tilbage end til det
12te Aarh. I Skotland taler Sandsynligheden
for, at Juryen er bleven indført af Jakob den
første omkring Slutningen af det 14de Aarh. Den
skotske Jury var allerede fra Begyndelsen og er
tildels endnu i enkelte Henseender forskjellig
indrettet fra den engelske. Irland fik sin Jury
umiddelbart efter Landets Erobring af Englænderne
under Henrik den anden. Fra England udbredtes
Juryen til alle engelske Kolonier og Besiddelser,
medens den lige til den franske Revolution var
ubekjendt i alle andre Lande end de, der laa under
den engelske Krone. — Frankrige var den første
Stat paa det europæiske Fastland, som tilegnede sig
Juryen, idet denne af Nationalforsamlingen 30te
April 1790 blev besluttet indført og blev fastslaaet
ved Lov af 29de September 1791. Ved talrige
Bestemmelser i Løbet af de følgende Aar søgte
man at rette paa Juryens Organisation, men
Resultaterne var i Begyndelsen ikke synderlig
tilfredsstillende. Dog blev Juryen bibeholdt af Code
Napoléon og har siden havdet sin Plads i
Frankrige. Herfra forplantedes den til Belgien, de tyske
(daværende franske) Rhinprovinser og senere,
navnlig efter 1848 til mange andre tyske Stater,
ligesom den nu for de fleste Sager er
indført i det nye tyske Rige, efterat dette i 1879
har faaet en og samme Rettergangsmaade. Der
har i det hele i dette Aarhundrede næsten overalt
gjort sig Tendenser gjeldende til at optage Juryen
og paa de fleste Steder da nærmest efter det franske
Mønster, idet kun faa Lande (som f. Ex. Brasilien)
har adopteret den dog igrunden mere konsekvent
gjennemførte engelske Ordning. I Danmark er
Juryens Indførelse bestemt ved Grundloven af
5te Juni 1849, uden at Bestemmelsen endnu er
realiseret. Heller ikke i Sverige har Institutionen
fundet Indgang. — I Norge har der i en Række
af Aar med længere Mellemrum været arbeidet
paa dens Indførelse, uden at Sagen er kommen
til nogen Afslutning. I 1845 bevilgede
Storthinget 3,000 Spd. (12,000 Kr.) til
Reisestipendier for i Europa og Amerika at anstille
Undersøgelser om Juryinstitutionen i civile, almindelig
kriminelle og militære Sager. Disse Undersøgelser
blev derefter overdragne til Prokurator, senere
Amtmand E. Aubert og Kand. jur., senere
Generalkonsul O. Munch Ræder, hvilke efter endt Reise,
den første til England, Skotland, Frankrige,
Belgien og de preussiske Rhinprovinser og den sidste
til Amerika, nedlagde Resultaterne af sine Studier
og Erfaringer i de to Skrifter: „Om mundtlig
Rettergang og Edsvorne“ af E. Aubert (1849) og
„Jury-Institutionen i Storbritannien, Canada og
de Forenede Stater af Amerika“ af Munch Ræder
(3 Bd., 1850—52). Storthinget 1851 anmodede
Regjeringen om at foranstalte det fornødne til at
der, om muligt, kunde blive næste Storthing
forelagt Udkast til en Proceslov, derunder indbefattet
Indførelse af Jury. I Begyndelsen af 1853
nedsatte Regjeringen en Kommission med det Hverv
at afgive Betænkning om, hvilke væsentlige
Forandringer Proceslovgivningen burde undergaa, og
om Juryen kunde ansees at være forenlig med
Grundloven og hensigtsmæssig. Paa Storthinget
1854 indgik Repræsentanten O. G. Ueland med et
Forslag til Lov om Retsmænd, og en Minoritet
i Justitskomitéen No. 2 fik istand et Udkast til en
Jurylov med Uelands Forslag til Grundlag, efterat
have forudskikket endel historiske Betragtninger over
Juryen og dens Anseelse og Værd i de Lande,
hvor den er indført, samt nogle Bemærkninger
over Manglerne ved den norske kriminelle
Retspleie. Minoritetens Indstilling forkastedes, og
Sagen oversendtes derpaa til det samlede
Storthing, som bifaldt et Forslag af Joh. Sverdrup
om Udnævnelse af en Kommission paa 5
Medlemmer til at forfatte Udkast til en Rettergangslov i
Straffesager, grundet paa Anvendelse af Jury. Til
Medlemmer af Kommissionen valgte Storthinget
i et senere Møde Høiesteretsassessor U. A.
Motzfeldt, Sagfører Joh. Sverdrup, Lensmand O.
G. Ueland, Byfoged Meldahl, der af Regjeringen
blev negtet at forlade sil Embede i
Trondhjem, og i hvis Sted Suppleanten Advokat Kildal
kom, samt Advokat Dunker. Regjeringen lagde
forgjeves Hindringer iveien for Kommissionens
Sammentræde, og dens Udkast til Lov om
Rettergang i Straffesager blev paa Storthinget 1857
fremsat som Forslag, vedtaget af Ueland,
Sverdrup og D. Kildal. Loven vedtoges af
Odelsthinget, men forkastedes af Lagthinget, som fandt,
at en Lov af saa indgribende Vigtighed burde
underkastes mere omfattende Overveielse end hidtil,
og at dens Væsen tydelig og fuldstændig burde
forelægges Almenheden, førend den besluttedes.
Da Odelsthinget fastholdt Beslutningen,
vedtoges den af Lagthinget ved anden Gangs
Behandling der med 14 mod 14 Stemmer, idet
Præsidentens (Sogneprest Berghs) Stemme gjorde
Udslaget, men blev af Regjeringen negtet
Sanktion. 1860 foreslog 44 Repræsentanter
Lovbeslutningen uforandret gjentaget af Odelsthinget, som
imidlertid besluttede, at den ikke skulde tages under
Behandling, da Regjeringen imidlertid havde
foretaget Skridt for ved Grundlovsforandringer at
fjerne de Betænkeligheder mod Juryen, som var
hentede fra Grundloven. Efterat disse
Forandringer var vedtagne af Storthinget 1862—63,
fremsatte Sverdrup paa samme Storthings Odelsthing
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
