Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karschi - Karse. — Havekarse. — Den bredbladede Karse. — Den virginske Karse. — Den stinkende Karse. — Lepidium piscidum - Karst, ital. Carso - Kart. — Landkarter. — Topografiske Karter. — Geografiske Karter. — Sjøkarter. — Kartografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karschi
Karschi, By i Khanatet Bokhara i Mellem??
asien, paa Vstsiden af Floden Amu Darja, 20 Mil
syd for Byen Bolhara; 25,000 Indb. Syen har et
Citadel, en pragtig Basar, 10 Karavanserais og
livlig Handel. Her fabrikeres ypperlige Knive og
Damascenerklinger.
Karse (Lepidium), Planteslægt af de
Korsblomstredes Familie, med hvide Blomster og fra
Siden sammentrykte, mest rundagtige, vingede
Skulper, som kun har ét Frø i hvert Rum. —
Havekarse (L. sativum), hører hjemme i
Orienten og Ægypten, men dyrkes i de fleste Lande i
flere Varieteter paa Grund af sine skarpsmagende
Blade, der i ung Tilstand spises som Salat. —
Den bredbladede Karse (L. latifolium), der
hører hjemme i Sydeuropa, har en endnu
skarpere, brændende og næsten peberagtig Smag og
bruges paa samme Maade som den foregaaende.
— Den virginske Karse (L. virginicum) fra
Amerika benyttes ogsaa paa samme Maade som
Havekarsen. — I Norge og forresten ucrsten i alle
Verdensdele voxer den stinkende Karse (L.
ruderale), med dobbeltfinnede Rodblade, kun to
StMdragere og en stærk, ubehagelig Lugt. — En
paa SydhavsFerne voxende Art, L. piscidium,
bruges af de IndfMe til at bedMe Fifl med og
nydes som Middel mod SWrbug.
Karst, ital. Carso, en ufrugtbar Høislette i
det østerrigske Kronland Krain, bestaar for det
meste af Kalksten og har Bjergtoppe paa indtil
4,300 Fods Holde.
Kart, en plan Tegning af lordoverfladen eller
en Del af den. Man fijelner mellem
Landkarter og Sjøkarter; de første inddeles igjen
i topografiske og geografiske eller egentlige
Landkarter. De topografiske Karter fremstiller en
forholdsvis mindre Del af lordoverfladen og viser
alle de Gjenstande, som forekommer paa denne
(Gaarde eller Huse, Veie, Gjerder, Skov osv.)
samt Høideforholdene; alt betegnes saavidt muligt
med sin Grundplan. De egentlige Landkarter, som
er i langt mindre Maalestok og saaledes paa et
ligestort Rum fremstiller langt sterre Dele af
lordoverfladm, kan ikke fremstille Gjenstandene
med deres virkelige Grundrids, men maa benytte
visse fastslaaede Tegn. Den Maalestok, hvori et
Kart kan tegnes, er yderst forskjellig; man har
Specialkarter over enkelte Lande eller Landsdele,
General- eller Oversiktskarter over f. Er. hele
Verdensdele og Planiglobier over hele lordover
fiaden. Til forskjellig Brug tegnes ogsaa Kar
terne forskjellig, forsaavidt som man t??ger Hoved
hensyn til specielle Gjenstaude eller Forhold, der
er af Vigtighed for Memedet; man har saaledes
orografiste Karter, der anstueliggj^r Fjeldforholdene,
hydrografiske Karter over Vandsystemerne, geolo
giske, ethnografiske, zoologiste, botaniste, statistiske
Karter osv.’ Reisekarter fremstiller hovedsagelig
Veie, Jernbaner, Dampstibsruter o. lign. En
systematisk Samling af Karter kaldes et Atlas. —
SjMrterne fremstiller Jordens Have eller Dele
deraf og er hovedsagelig bestemte til Brug ved
Skibsfarten. De fremstiller Klipper, Skjeer, Ban
ker o. lign., giver et Billede af Dybdeforholdene
ued Linier (Isobather), der trakkes gjennem de
Punkter, hvor Dybden er lige stor, viser endvidere
Str??mmene, ved Ankerpladsene undertiden Grnn
dens Beskaffenhet??, Fyrsiibe og andre Marker famt
Kart
af Kysten foruden dens Profil alt det, der kan
tjene som Veiledning for de Sjsfarende, faaledes
let kjendelige Fjeldtoppe, Fyr, Taarne, Rednings’
og Lodsstationer m. m. Af de navnte Marker,
som gjelde og Taarne, undertiden af stirre Kyst
strakninger, pleier stizzemcrssig udftrte Tegninger
at anbringes i Randen af Kartet. — De tre
Hovedvansteligheder ved Karttegningen
(Kartografien) bestaar i Jordens sfceroidiske Form,
medens Kartet skal vare plant, i Høideforskjellen
paa Jordens Overflade og i Nødvendigheden af
at formindske Tegningen af alle Gjenstande i høi
Grad. Vanskeligheden ved at fremstille den
hvælvede Jordoverflade søges overvunden ved
Projektionen (s. d.). Af denne gives der forskjellige
Arter, som tildels anvendes hver til sit specielle
Slags Karter. Sjøkarter pleier at benytte den
Mercatorske Projektion; til Fremstilling af
ækvatoriale Egne benyttes mest den ældre Flamsteedske
Projektion, for Dele af Jorden, der indtager
mindre end Halvdelen af en Halvkugle, de l’Isles
Kegleprojektion, for større Dele af en Halvkugle
den Bouneske eller modificerede Kegleprojektion.
Endnn større Vanskeligheder frembød fra først af
Opgaven at bringe Hpideforholdene til anskuelig
Fremstilling; man forsagte sig i forstjellige Metho
der, men først i forrige Aarhundrede lykkedes det
at opnaa mere tilfredsstillende Resultater (se
Situationstegning). — Karterne mangfoldiggjordes
tidligere væsentlig gjennem Kobberstik; i den nyere
Tid har man ogsaa anvendt Lithografi og
Heliografi, ligesom Karter undtagelsesvis skjæres i Træ
eller stikkes i Tin. De nyere Farvetrykmethoder
har faaet god Anvendelse ved Mangfoldiggjørelsen
af Karter. En egen Slags Karter, som er
opkomne i den nyere Tid, er Reliefkarter, hvor
Fremstillingen ikke sker paa en Plan Flade, men i et
Relief, som skal søge at vise Høideforholdene osv.
og som fremstilles af presset Papiermache eller et
lignende Materiale. — Kartografiens Historie han
ger paa det nøieste sammen med Geografiens (s. d.).
I den græske Oldtid siges Anaximander fra Milet
(d. 547 f. Kr.) og andre at have forsøgt at tegne
Billeder af den da bekjendte Verden paa
Metalplader; senere tegnede Dikaiarkhos (ca. 300 f. Kr.)
de Kystmaalinger, som han anstillede; Hipparkhos
indførte for saadanne Fremstillinger den
stereografiske Projektion, og Marinos fra Tyros anviste
fjsrst alle vigtigere Punkter en bestemt Længde- og
Bredebeliggenhed. Ptolemaos anvendte Geome
trien Paa Karttegningen, og Agathodamon tegnede
Karter til hans Geografi (ca. 400 e. Kr.). En
mcerkelig PrMe paa et romersk Landkart er opbe
varet i „Tabula Peutingeriana“, der fremstiller
Veiene i det meste af det vestromerske Rige. I
Middelalderen var det navnlig Araberne, som teg
nede Karter; i det 14de og 15de Aarh. udmarkede
dog ogfaa de italienske Sjøfartsstater, navnlig
Venedig, sig i denne Kunst, i Begyndelsen af det
16de Aarh. Portugiserne og Spanierne, i den sidste
Halvdel af Aarhundredet Tyskerne og i det 17de
Aarh. Hollænderne. Blandt de Mænd, som
indlagde sig mere fremragende Fortjenester af
Kartvæsenet i denne Tid, kan nævnes Behaim (s. d.) [[** NB kilden har svakt punktum etter d **]]
og Mercator (s. d.). I Begyndelsen af det 18de
Aarh. begyndte først Franskmændene at indføre
væsentlige Forbedringer i Kartografien; efter dem
fulgte Tyskerne og Englænderne, og i
51
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
