Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian (danske Konger). — Kristian (Kristiern) den første. — Kristian (Kristiern) den anden. — Kristian den tredie. — Kristian den fjerde. — Kristian den femte. — Kristian den sjette. — Kristian den syvende. — Kristian den ottende Fredrik. — Kristian den niende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kristian
HertugdMmerne 1542. Under Kristian den tredies
Regjering fik Kjøbenhavns Universitet 1539 en ny
Fundats, og i hver Kjøbstad oprettedes en
Latinskole. Til ?Udlandet stod Danmark i hele Kristians
Regjeringstid i et fredeligt Forhold; med Sverige
og Frankrige stiftedes Forbund, og i de tyste pro
testantiste Fyrsters Krig med Keiseren deltog Kri
stian, fijMt Medlem af det schmalkaldiske Forbund,
ikke. 1544 delte Kongen HertugdMmerne mellem
sine Halvbrødre Hans og Adolf, hvilket senere blev
Kilden til mange Stridigheder. — Kristian den
fjerde, foregaaendes Sønnesøn, Søn af Fredrik
den anden, f. 1577, d. 1648, valgtes til
Tronfølger i Danmark 1580 og i Norge 1582. 1588
efterfulgte han Faderen paa Tronen, idet 4
Rigsraader med Kansleren Nils Kaas i Spidsen styrede
Riget under hans Mindreaarighed. Den unge
Konge blev omhyggelig opdragen og fattede
Interesser navnlig for Bygningskunst og Sjøvæsen.
1593 erklæredes han for myndig i Hertugdømmerne
og 1596 i Danmark og Norge og blev det
sidstnævnte Aar kronet efter at have udstedt sin
Haandfæstning. I sine første 15 Regjeringsaar havde
han Fred med Udlandet og anvendte sin Tid paa
at arbeide for Næringsveienes Opkomst og Lovenes
Forbedring; 1604 udkom saaledes en ny Lovbog
og 1607 en ny Kirkeordinans for Norge. Det
spendte Forhold mellem Sverige og Danmark-
Norge førte imidlertid 1611 til den saakaldte
Kalmarkrig, som endte med en for Danmark fordelagtig
Fred i Knäröd 1613. Nu fulgte igjen en Fredstid
paa 12 Aar, i hvilken man paany kunde arbeide
Paa Rigernes Opkomst. Til Fremme af
Handelen stiftedes det ostindiske, det islandske og det
grønlandske Handelsselskab; Trankebar kjøbtes 1620,
og til Grønland sendtes 4 Expeditioner (saaledes
1619 under Jens Munk), der ogsaa skulde søge at
finde en nordvestlig Gjennemfart til Indien. 1624
organiseredes Postvæsenet for første Gang paa en
ordentlig Maade. En Mængde Fabriker anlagdes,
Kunstnere og Haandverkere indkaldtes fra Udlandet
og Laugsvæsenet ophævedes 1622. Der blev sørget
alvorlig for Lovenes Overholdelse, og flere nye
Love udkom, saaledes „Den lille Reces“ (1615),
„Rigens Ret og Del“ (1621) og Birkeretten
(1623). Flaaden blev vedligeholdt, og 1615 op
rettedes en staaende Hær paa 5,000 Mand, som
udskreves blandi Bønderne paa Kronens Godser.
Flere Fæstninger og Byer anlagdes, af hvilke nogle
er opkaldte efter Kongen, saaledes Kristianssand og
Kristiania, hvilken sidste dog ikke paa anden Maade
blev anlagt af Kristian den fjerde, end at han
egenmægtig befalede de brandlidte Indbyggere i
Oslo ikke at gjenopføre sine Huse paa de tidligere
Tomter, men flytte dem over paa Vestsiden af
Bjørviken, hvor Kristiania nu ligger. Universitetet
i Kjøbenhavn gav Kristian nye Statuter, udvidede
det ved 7 nye Lærerposters Oprettelse, forøgede
dets Bibliothek og oprettede et astronomisk
Observatorium, en botanisk Have m. m. 1623 stiftedes
et adeligt Akademi i Sorø. — Med Aaret 1625
indtraadte et Vendepunkt i Kristian den fjerdes
hidtil for hans Lande saa lykkelige Regjering. Han blev
nemlig dragen med ind i Trediveaarskrigen, men
skuffedes i sit Haab om Understøttelse fra England
og Frankrige og tabte desuden den beleiligste Tid
til at udrette noget derved, at han ved et Fald
med Hesten fra Hamelns Fæstningsvold saaredes
Kristian
alvorlig og laa længe syg. 1626 blev han af Tilly
slaaet ved Lutter am Barenberg, maatte derpaa
trække sig tilbage og snart indskrænke sig til at
forsvare sine egne Lande. I de to følgende Aar
herjedes Holsten, Slesvig og Jylland af keiserlige
Tropper, og Wallenstein tænkte endog paa at gjøre
sig til Herre over Østersjøen; men 1629 opnaaedes
en Fred i Lybek, ved hvilken Kristian maatte
forpligte sig til ikke mere at blande sig i Tysklands
indre Anliggender mod at faa sine besatte Lande
tilbage. Den ulykkelige Krig havde svækket Landet
meget, tilintetgjort mange af Frugterne af de
tidligere Fredsaar og indskrænket Betingelserne for en
snarlig Gjenopblomstring i de følgende. Vistnok
kunde Kongen 1630 og 1643 tugte de overmodige
Hamburgere, som lagde Hindringer for Farten paa
Elben; derhos fortsatte han sine Byggearbeider
og sit Lovgivningsverk („Den nye Reces“, 1643);
men Landet led ubeskrivelig under Adelens Tryk,
og Kongen kunde ikke lette dette. 1634 foreslog han
Adelen at ophæve Vornedskabet; men kun to
Adelsmænd (Jørgen Urne og Kansleren Friis) holdt med
ham, og Sagen maatte opgives. Da Adelen heller
ikke vilde hjelpe til at forbedre de slette Finanser, greb
Kongen til at forhøie Øresundstolden. Dette
opbragte Nederlandene, hvilket var saa meget værre,
som Forholdet til Sverige ved Kristians stadige
Opfordringer om at ende Trediveaarskrigen, inden
Religionsfriheden endnu var sikret, var blevet spendt.
1643 trængte Torstenson uden Krigserklæring ind i
Holsten, hvis Hertug gjorde fælles Sag med ham;
han besatte uden Modstanb Halvøen, medens en
anden svensk Hær faldt ind i Skaane. Der var
fra Rigsraadets Side ingen Foranstaltninger truffet
til at møde Faren; men Kongen optraadte resolut.
Efter at have slaaet en hollandsk Flaade, som
skulde bringe Svenskerne Hjelp, gav han sig i Kast
med den svenske Flaade paa Kolbergheide 1ste Juli
1644. I det blodige Slag mistede han det ene
Øie, men vedblev at føre Kommandoen, indtil
det uafgjorte Slag stansede ved Nattens Frembrud.
Svenskerne løb ind i Kielerbugten, indsperredes,
men slap ud igjen og slog sammen med en
hollandsk Flaade den danske Admiral Pros Mund
ved Laaland. Keiseren sendte General Gallas til
Hjelp, men han udrettede intet, og Kristian maatte
13de Aug. 1645 slutte Freden i Brömsebro, hvorved
Danmark gav Sverige Toldfrihed i Øresund og
afstod Jemtland, Herjedalen, Gotland og Øsel samt
Halland paa 30 Aar. S.D. nedsattes Sundtolden
ved en Traktat med Hollænderne. De paa denne
Fred følgende Aar var de sørgeligste af Kristians
Regjering; Landet var udpint, og Adelen var ikke
at bevæge til at gjøre nogen Opofrelse for at rette
paa Tilstanden. 1647 døde den valgte Tronfølger,
Prins Kristian, og i Febr. n. A. døde ogsaa den gamle
Konge. — Kristian den fjerde er bleven rost som den
dygtigste af de dansk-norske Konger. Han var
virksom, derhos jevn og ligefrem, hvad der gjorde ham
meget populær; men foruden at han var smaalig
og pedantisk og hengiven til sin Tidsalders Lastere,
Fraadseri og Drukkenskab, maa han i høi Grad dadles
for sine Forsøg paa at forspilde Frugterne af
Protestanternes Seire i Trediveaarskrigen af Frygt for,
at Sverige skulde blive overmægtigt og derved
farligt for Danmark. Ved dette paaførte han sine Riger
en ødelæggende Krig, som bl. a. skilte Norge ved
to af dets Provinser. — Kristian den femte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
