Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krudt - Krudtsammensværgelsen, se Fawkes - Krug, Wilhelm Traugott - Krukowiecki, Johan, Greve - Krummacher, Friedrich Adolf. — Friedrich Wilhelm Krummacher - Krummedike. — Erik Krummedike. — Hartvig Krummedike. — Henrik Krummedike
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krudtsllmmenfvcergelsen
Svovlkalium, svovlsurt og kulsurt Kali, der dels
bliver tilbage som Slam eller Residuum og dels
i fint fordelt Tilstand rives med af de udvillede
Gaser (Krudtrøgen). Disse, der i Særdeleshed
bestaar af Kulsyre og Kvælstof, vilde allerede uden
den ved Forbrændingen foraarsagede
Temperaturforhøielse indtage et 2—300 Gange saa stort
Volumen, som det faste Krudt, men ved
Temperaturforhøielsen udvides de i ganske
overordentlig Grad. Paa denne Udvidelse beror Krudtets
Kraft, der svarer til flere tusen Atmosfærers Tryk.
Krudt benyttes som bekjendt ikke blot til at udskyde
Hagl og Kugler af Skydevaaben, men ogsaa til
Fyrværkerier og Signaler samt til Sprengmiddel,
i hvilken Egenstab det dog delvis er fortrængt af
Nitroglycerin og Dynamit. Da det efterhaanden
opsuger Fugtighed af Luften og derved taber i
Antændelighed og Kraft, er det nødvendigt at bevare
det omhyggeligt, ligesom ogsaa Hensyn maa tages
til dets store Ildsfarlighed. Dette har i flere
Landes Lovgivninger, saaledeS ogsaa i Norge, givet
Anledning til særegne Bestemmelser om
Fabrikation og Transport af Krudt samt Handel dermed.
Krudt eller ialfald salpeterholdige Blandinger af
krudtlignende Sammenfatning var allerede en Tid
før den kristelige Tidsregning i Brug i Indien
og Kina. Antagelig har Kundskaben om Krudtet
derfra udbredt sig til Europa gjennem Araberne.
Den i det 7de og 8de Aarh. brugelige „Græske
Ild“ synes at have indeholdt Salpeter og Svovl.
I det 13de og 14de Aarh. finder man Krudtet
først brugt til at udskyde Projektiler med; om
dets Opfindelse varierer Beretningerne, men
det er som før sagt sandsynligt, at det slet ikke er
opfundet i Europa, skjønt Englænderne tillægger
Roger Bacon (1220) og Tyskerne
Franciskanermunken Berthold Schwarz (1290—132 [[** sic, trykkfeil for hva?? (http://en.wikipedia.org/wiki/Berthold_Schwarz: oppfinnelsen skjedde mellom 1313 og 1353) **]]) Æren
derfor. Krudtets Sammenfatning og
Fremgangsmaaden ved dets Fabrikation har siden undergaaet
endel Forandringer, ligesom det selv totalt har
forandret Krigsførelsens Maade og det hele
Krigsvæsen. — Af Surrogater for Krudt har flere
været foreslaaede, men har med Undtagelse af
Skydebomuld (s. d.) ikke fundet Indgang til Brug
ved Skydevaaben. Derimod har navnlig
Nitroglycerin og dens Præparater ved sin større
Sprengkraft faaet en udstrakt Anvendelse ved Minéring,
medens det netop er denne Sprengkraft, som gjør
dem for voldsomme og derfor uhensigtsmæssige til
at anvendes i Geværer og Kanoner.
Krudtsammensværgelsen, se Fawkes.
Krug, Wilhelm Traugott, tysk filosofisk og
politisk Forfatter, f. 1770, d. 1842, studerede i
Wittenberg, Jena og Göttingen og habiliterede
sig 1794 i Wittenberg, men opnaaede paa Grund
af sit 1795 offentliggjorte Skrift „Breve om den
aabenbarede Religions Perfektibilitet“ intet
Professorat dersteds. 1801 blev han Professor i
Filosofi i Frankfurt an der Oder, 1804 i
Königsberg og 1809 i Leipzig. Han deltog i Felttoget
1813, redigerede derpaa det politisk-literære
Tidsskrift „Hermes“ og var en af Liberalismens
Forkjæmpere. 1833 blev han Medlem af Sachsens
første konstitutionelle Landdag og blev n. A. som
Professor pensioneret, men vedblev til sin Død at
holde Forelæsninger. Han har i talrige mere og
mindre udførlige Skrifter behandlet næsten alle
Filosofiens Dele, men som hans Hovedverk kan
betragtes hans „Fundamentalfilosofi“ (1803), hvori
han søger at opstille et eget System paa Grundlag
af den Kantske Kriticismus; dette Systems
væsentligste Betydning laa i dets Popularitet. Af sine
Smaaskrifter, mest af politisk Indhold, har han
selv foranstaltet en Samling.
Krukowiecki (udt. Krukovietski), Johan, Greve,
polsk General, f. ca. 1770, d. 1850, tjente først
i dm polske Hær, derpaa i den østerrigske mod
Frankrige og gik 1806 i Storhertugen af Varschaus [[** sic, ikke W som i oppslagsordet **]]
Tjeneste. 1813 blev han General og tjente som
saadan i den polske Armé under Storfyrst
Konstantin. Ved Revolutionens Udbrud 1820
kommanderede han en Division, blev Generalguvernør
i Varschau og overholdt strengt Ordenen samtidig
med at han gjorde sig fortjent ved Byens hurtige
Befæstning. Efter Slaget ved Ostrolenka maatte
han paa Grund af en Fornærmelse mod Skrzynecki
nedlægge sin Post og traadte nu i Spidsen for
den radikale patriotiske Forening. Efter de blodige
Scener i Varschau August 1831 bemægtigede
han sig Overbefalingen i Byen, erhvervede sig stor
Anseelse og blev 17de August valgt til
Nationalregjeringens Præsident. Da Paskevitsch angreb
Varschau, organiserede Krukoviecki Forsvaret paa
en meget mangelfuld Maade og kapitulerede 6te
September, hvorefter han blev forvist til Kasan.
Senere sik han Tilladelse til at vende tilbage til
Polen, hvor han boede i Varschau.
Krummacher, Friedrich Adolf, tysk Prest og
Forfatter, f. 1768, d. 1845, var først Rektor i
Meurs, derpaa Professor i Duisburg og blev
1807 reformeret Prest i Krefeld, senere i Kettwig
i Westfalen. 1819 blev han Hofprædikant,
Konsistorialraad og Superintendent i Bernburg og
gik 1824 til Bremen. Af hans Skrifter er hans
„Parabler“ de mest bekjendte og anbefaler sig ved
sin ædle og dybsindige Opfatning af Naturen og
Menneskelivet. — Hans Søn Friedrich
Wilhelm Krummacher, f. 1796, d. 1868, var Prest
i Wupperthal og Bremen, hvor han gjorde sig
mislikt ved sin vidtgaaende Zelotisme. 1843 gik
hau til Newyork som Prest for de reformerte
Menigheder dersteds, men vendte snart tilbage og
blev 1853 Hofpradikant i Potsdam. Han har
bl. fl. Skrifter udgivet „Thisbiteren Elias“, „Elisa“
og „Salomo og Sulamith“.
Krummedike, en gammel holstensk
Adelsfamilie, der i Erik af Pommerns Dage kom til
Norden med den mægtige Erik Krummedike.
Dennes Søn Hartvig kom ved Ægteskab med
Arvingen til Brynla ved Laurvik til Norge under
Kristoffer af Baiern. Han bidrog efter denne
Konges Død væsentlig til at opretholde Forbindelsen
med Danmark, og var derpaa en kort Tid Drost
i Norge, men faldt nogle Aar senere i Kristiern
den førstes Unaade. Han døde omkring 1476 og
efterlod kun en Søn, Henrik Krummedike, en
ualmindelig klog og brugbar Mand. Han var
Befalingsmand først paa Akershus, siden paa Barhus
og i Aarene 1501—02 Hovedmanden for det danske
Parti i Norge, medens Knut Alfssøn med svenske
Tropper arbeidede for Tilslutning til Sverige.
Samtiden tillagde Henrik Hovedskylden for Knuts
Drab, og han forlod kort efter Norge, men
beholdt dog ikke alene store Besiddelser i Landet,
men ogsaa som født Nordmand Plads i
Rigsraadet og betydelige Len. 1510 slog han
196
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
