Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Len - Lena - Lenau, Nikolaus, egentl. Nikolaus Niembsch von Strehlenau - Lenbach, Franz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Disse Fyrster følte, eftersom Riget tiltog i
Omfang og dets Bestyrelsesformer blev mere
indviklede, Behovet af en til Kongens Person stærkere
knyttet Embedsstand og af en paalideligere og
bedre rustet Hær end den almindeligc Folkehær.
Dette søgte de at opnaa ved at uddele Stykker af
det rige Krongods og andet Gods, som de i Kraft
af sin Herskermyndighed raadede over, til enkelte
Mænd, ikke til Eiendom, men til midlertidig
Besiddelse og mod visse Forpligtelser, navnlig
Forpligtelsen til at stille og underholde et vist Antal
Bevæbnede i Krigstilfælde. Opfyldte Vasallen ikke
sine Forpligtelser eller brød han sit Troskabsløfte,
havde han forbrudt sit Len. En saadan Lensmand
havde Ret til at afstaa noget af sin Forlening til
en anden, hvis Lensherre han da blev, denne igjen
til en tredie osv. Fra Begyndelsen af gjaldt
Besiddelsesretten til et Len kun for Besidderens
Levetid, men efterhaanden gik den over til at blive
arvelig. Herved opstod en Lensadel, som lidt efter
lidt aldeles fortrængte den frie Godseierstand, og
fra det 10de Aarh. og udover bestod næsten alt
Jordegods i arvelige eller paa kortere eller længere
Tid bortsatte Lenseiendomme. I Norge var
Lensvæsenet i den fuldt udviklede Skikkelse, hvori det
bestod i Europas Hovedlande, ukjendt. Dog stod
Jarlerne over Orknøerne og Kongerne over
Sudrøerne og Man i Lensforhold til Norges Konge, og
Finnefærden, eller Kongens udelukkende Ret til at
handle med og kræve Skat af Finnerne, var i
Almindelighed overdragen en af Sysselmandene paa
Haalogaland som Len mod en bestemt aarlig Afgift.
Ligeledes var Kongens haandgangne Mand
almindeligvis tillagte som Lønning Dele af Krongodset
(Veitsle). Fra Slutningen af det 13de Aarh.
begyndte Kongerne stundom at overdrage Indtægterne
af hele Distrikter til forskjellige Personer eller
Korporationer, i eller uden Forbindelse med Udførelsen
af Embedsforretningerne sammesteds, og navnlig
blev det mere og mere brugeligt, at Sysselmændene
tillige forlenedes med de kongelige Indtægter af
sit Embedsdistrikt, mod deraf at afgive en større
eller mindre Del eller en bestemt Sum til
Skatkammeret. Efter Kalmar-Unionen blev
Forleningsvæsenet meget almindeligt, og Riget var
udstykket i Len, der overdroges sine Indehavere til
Bestyrelse, med Ret til helt eller delvis at
oppebære Indtægterne deraf, enten som Løn for anden
Tjeneste eller som Pant for Krav paa Kongen
eller ligefrem som kongelig Naadesbevisning. I
Norge blev dog Lenene aldrig arvelige, og
Lensherrerne vandt aldrig en af Kongemagten
uafhængig Myndighed i sine Len. Strax efter
Suverænitetens Indførelse blev Forleningsvæsenet
afskaffet, og istedenfor Lensmænd blev Stiftamtmand
og Amtmand, som udelukkende kongelige
Embedsmænd, stillede i Spidsen for den lokale
Administration i Rigets forskjellige Distrikter. I den
følgende Tid blev der imidlertid oprettet 3 nye
Arvelen, nemlig Laurvigs Grevskab, hvis
Forrettigheder bortfaldt ved dets Salg til Private i
1817, Jarlsbergs Grevskab, som fremdeles
bestaar, men ved den nuværende Greves Død vil
overgaa til et Stamhus, samt Rosendal Baroni,
som allerede fra 1837 er gaaet over til Stamhus.
— Ifølge Grundlovens § 108 er Oprettelsen af
Len forbudt, og Lensbesidderens Embedsmyndighed
i Lenet, der allerede tidligere var bleven stærkt
begrændset, ophævedes ganske ved Adelsloven af
1ste August 1821.
Lena, den østligste af Sibiriens tre store
Hovedfloder, udspringer nordvest for Baikalsjøen, løber
mod Sydvest, derpaa mod Nord og Nordost og igjen
i forskjellige Bugtninger mod Nord; efter ca. 650
Miles Løb falder den gjennem 19 Mundinger i
Ishavet. Floden er meget bred og opfyldt af
Øer; i den største Del af sit Løb ligger den hver
Vinter tilfrossen over Halvdelen af Aaret og ved
Mundingen bliver Isen undertiden liggende Aaret
rundt. Den er rig paa Fisk. Af de særdeleS
talrige Bifloder kan nævnes Kirenga, Bitim, Olekma
og Aldan tilhøire og Viljui tilvenstre.
Lenau, Nikolaus, egentl. Nikolaus Niembsch
von Strehlenau, fremragende tysk Digter, f.
i Csatad i Ungarn 1802, d. 1850, studerede i Wien
Retsvidenskaben og senere Medicinen, men følte
sig mere hendragen til poetisk Virksomhed og gjorde
flere længere Reiser, deriblandt 1832 til
Nordamerika. Senere opholdt han sig dels i Wien,
dels i Ischl og Stuttgart. I Oktober 1844, da
han netop stod i Begreb med at reise til
Frankfurt am Main for at gifte sig, blev han
uhelbredelig sindssyg; sine sidste Aar tilbragte han i
Oberdöbling ved Wien. Han optraadte første Gang
som Forfatter 1832 under Pseudonymet Nikol. Lenau
med en Samling Digte, hvorpaa 1838 fulgte
„Nyere Digte“. Begge Samlinger udkom senere
underét og har oplevet en Mængde Oplag. Hans
Vers udmærker sig ved en egen sjelden Vellyd og
Finhed i Formen. Med Hensyn til Indholdet er
de fleste mærkelige ved en dybsindig Opfatning af
Naturlivet og ved en Rigdom paa friske og
originale Tanker og Billeder. Høiest staar de Digte,
som nærmer sig Folkevisen og henter sit Stof fra
Digterens Hjemland. I de fleste af dem klinger
en vemodig Grundstemning igjennem, som her og
der staar ud i en dæmonisk Melankoli. Foruden
sine lyriske Digte har Lenau udgivet tre større
Arbeider, „Faust“, „Savonarola“ og
„Albigenserne“, som trods sin episke Form igrunden er
helt igjennem lyriske, navnlig det førstnævnte.
Hans „Faust“ støtter sig kun lidet til Sagnene
om Hovedpersonen; denne hjemfalder hos Lenau
til Djævelen af Fortvivlelse over, at han ikke kan
naa sin Stoltheds Maal at blive lig Gud. I
„Savonarola“ gjør det spekulative Element Skade
paa Totalindtrykket. Mest vellykket som Epos
betragtet er „Albigenserne“. Efter Digterens Død
udgav hans Ven Auersperg (Anastasius Grün)
hans „Dichterischer Nachlass“ (1856), hvis største
Del indtoges af Dramaet „Don Juan“, som han
selv betragtede som sit bedste Arbeide, men hvor
hverken Ideen eller den dramatiske Form kommer
helt til sin Ret.
Lenbach, Franz, tysk Portrætmaler, f. 1836, var
først Murer og kom derpaa til Akademiet i
München; efter en Tid at have arbeidet paa sin
Uddannelse paa egen Haand blev han 1855 Elev af
Piloty og lagde sig særlig efter Genremaleriet.
1858 kaldtes han til den nyoprettede Kunstskole i
Weimar, bereiste fra 1860 Italien, Spanien og
Marokko og vendte 1866 tilbage til München,
hvor han siden med Afbrydelse af et Par Reiser
har opholdt sig. Han har malet mange
fortræffelige Portræter, hvori han især har vist sig
fremragende som Kolorist; han er stærkt paavirket af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
