Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig, fr. Louis (Konger i Frankrige). — Ludvig den første, Ludvig den fromme (s. d.). — Ludvig den sjette, den tykke. — Ludvig den syvende. — Ludvig den niende, den hellige. — Ludvig den ellevte. — Ludvig den tolvte. — Ludvig den trettende. — Ludvig den fjortende. — Ludvig den femtende. — Ludvig den sextende. — Ludvig den syttende. — Ludvig den attende - Ludvig (Konger af Baiern). — Ludvig den første, Karl August. — Ludvig den anden, Otto Fredrik Vilhelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ludvig
saa mange Repræsentanter for Trediestanden som
for hver af de to andre Stænder. 5te Mai 1789
aabnede Kongen Stændernes Forsamling; den
gamle Adskillelse mellem de tre Stander som tre
forskjellige afsluttede Korporationer forfvandt snart
af den nye Forsamling, idet den politiske Magt
koncentrerede sig i Tredieftanden, til hvilken mange
Adelige og Geistlige siuttede sig. Saaledes blev
Forsamlingen til en Nationalforsamling istedenfor
til en Stcenderreprcesentation. Det, som nu flulde
bringes istand, var Reformer i alle Retninger;
men Forholdenes Magt medftrte, at Reform??
bevcrgelsen blev en Revolution. Om dennes Hi
storie og Gang se Art. Frankrige. Kongen vaklede
allerede fra Begyndelsen og lod sig snart paavirte
af Folkepartiet, snart af Hoffet. Neckers Affledi.
gelse og andre reattioncrre Skridt fremkaldte Ba<
stillens Beftormelse, der efterfulgteS af P??belens
Tog til Versailles i Oktober 1789, hvorved Kongen
nMes til at t??ge sin Tilflugt til Paris, hvor han
var ganske i Befolkningens Vold. I enkelte Bie
blikke haabede man fra begge Sider paa en For
soning, saaledes ved den store Fest paa Mars
marten Aarsdagen efter Baftillens Indtagelse;
men Partihadet fit snart Overhaand, og Kongens
Stilling blev mere og mere uholdbar, iscer efterat
Frihedsbevcrgelsernes oprindelige geniale Leder
Mirabeau, der alene var istand til at beherske de
oprMe Gemytter, var d?d. Fortvivlet og raadvild
besiuttede Kongen med sin Familie sig til at ud
vandre i Hemmelighed; hans Forftg derpaa (Juni
1791) mislyktedes, og fra nu af var hans Regjering
kun et Skin. Han aflagde i September Cd Paa
den nye Forfatning og hengav sig villielM i sin
Skjebne, ftiende sig efter Nationalforfamlingen.
Men endelig tog han paa Dronningens Foran??
ftaltning et mere energisk Skridt, idet han i en
Skrivelse opfordrede de med Bsterrige mod Franl
rige forbundne Magter til at rykke ind i Frankrige
og gjenoprette den forrige Tingenes Tilstand. Ved
Efterretningen om de Forbundnes Indrykken og
Franskmændenes Nederlag besluttede Nationalfor
samlingen, at en Hær paa 20,000 Mand skulde
samles fra Departementerne for at beskytte Hoved
staden. Denne Beslutning vægrede Kongen sig for
at sanktionere, og han blev nu betragtet som en
Forræder og forhaanet af Mængden, der trængte
ind i Tuilerierne og satte ham den røde Jakobinerhue
paa Hovedet. 10de August 1792 fremkaldte Efter??
retningerne om Krigens uheldige Gang og et tru
ende Manifest fra Fienderne en Opstand, under
hvilken Slottet blev stormet. Kongen, som med
sin Familie havde sMt Tilflugt hos Nationalfor’
samlingen, toges tilfange og fartes kort efter til
Temple, hvorpaa Konventet 21de September pro
klamerede hans Afsættelse og Republikens Ind??
førelse. Der anlagdes nu formelig Proces mod
ham; han havde dygtige Forsvarere i Tronchet,
Malesherbes og Deseze, men hans Df<d var saa
at sige bestuttet Paa Forhaand, og 19de Jan. 1793
dømtes han af Konventet til Døden som Lands
forræder. Dommen fuldbyrdedes 21de Jan. Kon
gen døde rolig og fattet, idet han i sidste Øieblik
protesterede mod de ham tillagte Forbrydelser.
Samme Skjebne rammede kort efter hans Dron<
ning. Ludvig den sextende kan nok paa en vis
Maade kaldes en Martyr, da det sikkerlig ikke saa
meget manglede ham paa god Villie til at befordre
Ludvig
Landets Vel som paa Indsigt og Evne til at gjøre
det. Vist er det imidlertid, at Landets Tilstand
under hans Styrelse var bleven saadan, at den
maatte kaldes uudholdelig. — Ludvig den
syttende, Ludvig den sextendes Søn, f. 1785,
d. 1795, var ved Faderens Henrettelse fængslet i
Temple og blev af sin emigrerede Farbroder
Greven af Provence (den senere Ludvig den attende)
proklameret som fransk Konge og anerkjendteS som
saadan af de adelige Emigranter samt af enkelte
udenlandste Magter. S. A. blev han stilt fra sin
Moder og overgivet til en Jakobiner, Skomager
Simon, som mishandlede ham og lagde an paa
at ham baade legemlig og aandelig. Efter
mange Lidelser døde han i Fængslet. Skjønt
hans Død af Samtiden blev betragtet som en
Kjendsgjerning, opstod der dog senere Eventyrere
og Bedragere, som gav sig ud for at være ham,
idet de fortalte paa en eller anden mærkelig Maade
at være undslupne af Fængslet. — Ludvig den
attende, Broder af Ludvig den sextende, f. 1755,
d. 1824, tog i sin Ungdom liden Del i Hoffets
Forlystelser, men levede i Stilhed, beskjeftiget med
literære og lærde Sysler. Han stod ogsaa i politisk
Henseende i Opposition mod Hoffet, hvorfor han
var i Besiddelse af Folkets Yndest. Under
Revolutionen forblev han i Paris til 1791, da han
forlod Byen sammen med Kongen og var heldig
nok til at naa Grændsen. Han paakaldte nu
Stotmagternes Hjelp mod Revolutionen og var
1792 med paa Toget til Champagne. Efter Ludvig
den sextendes Henrettelse antog han Titel af
Regent og udraabte den unge ??Ludvig den syttende"
til Konge; efter dennes Død tog han selv
Kongetitelen og boede i Verona, indtil den franske Hærs
Fremrykning tvang ham til 1796 at gaa til
Tyskland. Senere opholdt han sig paa forskjellige
Steder og afslog 1803 et Tilbud fra Napoleon
om mod et Vederlag at opgive sine Krav paa
Frankrige. Efter Napoleons første Tronfrasigelse
vendte han tilbage til Frankrige, lovede borgerlig
Frihed og Amnesti og holdt 3die Mai 1814 sit
Indtog i Paris. Da Efterretningen om Napoleons
Landing 1815 ankom, søgte han at berolige
Sindene ved frisindede Proklamationer; men det var
forgjeves, han maatte flygte og opholdt sig under
de 100 Dage i Gent. Efter Slaget ved Waterloo
lovede han i en ny Proklamation almindelig Amnesti
og drog 9de Juli 1815 igjen ind i Paris. Det
yderliggaaende reaktioncere Parti var imidlertid
stærkt og tvang Kongen til at føie sig. Dog
bragte Decazes’s maadeholdne Politik noget mere
Orden og Ro tilveie, men 1820 opskræmtes det
reaktionære Parti paany til Virksomhed ved Hertugen
af Berrys Mord, og den svage Konge lod sig nu
lede af Partiet, efter hvis Ønske han 1823 førte
den uheldige Krig med Spanien. Ludvig den
attende var en velmenende og personlig særdeles
elskværdig Mand. Da han ingen Børn havde,
efterfulgtes han af sin Broder Karl den tiende
(s. d.)
Ludvig, Navn paa to Konger af Baiern. —
Ludvig den første, Karl August, f. 1786, d. 1868,
var Søn af Kong Maximilian Josef, hvem han
efterfulgte i Regjeringen 1825. Han er mest
mærkelig ved sin sjeldne Forkjærlighed for de
skjønne Kunster, der bevirkede, at München i hans
Tid smykkedes med et særdeles stort Antal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
