Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Længde - Lænse - Lærdal. — Lærdalsfjord. — Lærdalselv. — Lærdalsøren - Læredigt, se Digtekunsten - Lærerskoler, se Seminarium - Lærke. — Englærken. — Trælærken - Lærkefalk, se Falkeartede - Lærkespore - Lærketræ. — Det almindelige Lærketræ. — Larix sibirica. — L. dahurica. — L. pendula og L. microcarpa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lcengde Loerletrce371
ligegyldigt; den almindeligst benyttede er Ferros,
der gaar over dm kanariske Ø Ferro. I Frankrige
regner man efter Paris’s Meridian (20° øst
for Ferro), hvilken ogsaa benyttes af Astronomerne,
i England efter Greenwichs Meridian (17°
39′ 51″ for Ferro), og i Amerika efter
Washingtons Meridian (59° 23′ 12″ vest for Ferro).
Alle de Punkter paa Jorden, forn ligger under
samme Lcrngdegrad, har Middag paa samme Tid,
medens de, som ligger Mligere, har den tidligere,
og omvendt. En Grad Migere eller vestligere
mver en Tidsforskjel af 4 Minuter; naar Klokken
saaledes f. Ex. i Kristiania (28° 23′ 15″ ø. L.) er
12 Middag, er den i Stockholm (35° 43′ 20″
ø. L.) næsten 12½ og i Petersburg (47° 58′ 13″
ø. L.) 1 og 18 Min., men i Newyork (56° 20′
v. L.) først 6 og 21 Min. samme Dags Morgen.
Naar Klokken er 6 om Morgenen i det
østlige Kina, er det først Midnat i Grækenland,
Solnedgang i det vestlige Sydamerika og Middag
paa Sandwichsøerne. Denne Tidsforskjel medfører,
at den, som reiser Jorden rundt mod Aft, faar en
Dag mere i Aaret, medens den, som reiser mod
Veft, taber en Dag; ligesaa at nær ved hinanden
liggende Steder paa den anden Side af Jorden,
d. e. i omtr. 180° Længde fra Europas vestlige
Lande, faar forskjellig Datum, eftersom man regner
180° mod Øst, hvorved man faar 12 Timer Mrre
Klokkeslet, eller 180° mod Vest, hvorved Klokkeslettet
bliver 12 Timer mindre; i begge Tilfcrlde bliver
Klokkeslettet det samme, men Datum en Ener for
skjellig. Grændsen gaar mellem Verne i det Stille
Hav omtr. 150° vest for Ferro. Skibene skifter
gjerne Datum paa 180° Længde fra Greenwich; paa
Astgaaende ster dette ved at beholde en Datum og
Ugedag i 48 Timer, paa Vestgaaende ved at springe
over en Dag. — Da Længden umiddelbart kan
bestemmes ved Hjelp af sikkert gaaende Uhre, er det af
stor Vigtighed for de Sjøfarende at vare forfynede
med saadanne (Kronometre). Den sikreste og let
vindtefte Maade til at bestemme Tidsforskjellen mel
lem to paa Landjorden liggende Punkter og saaledes
tillige deres Længdeforskjel er imidlertid at benytte
den elektriske Telegraf. Andre Midler hertil er Ob
servationer af Maanens og Jupitermaanernes For
m??rkelser, hvilke tan betragtes som Signaler, der
sees i samme Øieblik fra to forskjellige Steder;
nlllli man bagefter sammenligner Klokkeslettene,
vil Forskjellen mellem disse give Stedernes Lcengde
forfijel. Et nFiagtigere Middel, som imidlertid
kraver vidtl^ftigere Beregning, bestaar i, at man
benytter Maanens Bevagelse i Forhold til Solen
eller Stjernerne ; naar man saaledes paa to eller
flere Steder observerer en Solform??rkelse eller en
Stjernebedcekning eller Maanens Kulminationstid,
saa kan Stedernes Lcrngdeforstjel deraf beregnes,
uagtet Observationerne ikke er ndfMe i samme
Bieblik. Tilsj^s maa man, naar man ikke tpl
stole paa Kronometrets Gang, benytte et lignende
Middel, nemlig med Sextanten at maale Maanens
Binkelafstand fra Solen eller en klar Fixstjerne
og derpaa sammenligne den maalte Afftand og det
dertil horende Klokkestet med de for visse Klokke
slet (i Almindelighed huer tredie Time) forud be
regnede Afstande (Maanedistancer), som findes i
de sterre Almanakker. Ogsaa dette kraver en
temmelig vidl??ftig Beregning. — I
Astronomien betegnes ved en Stjernes Længde den
Bue af Ekliptiken, som ligger mellem Stjernens
Bredecirkel og Vaarjevndøgnspunktet, idet man
fra dette fidste altid regner mod Bst indtil 360°.
Lænse, i Sjømandssproget at seile med Vinden
ret agter ind.
Lærdal, Prestegjeld i Sogn, Nordre
Bergenhus Amt, ligger om Lærdalsfjord, en Arm af
Sognefjorden, og udgjør Sognene Tønjum, Hauge og
Borgund. — Lærdalselv, dannes af Tilløb fra
Hemsedalsfjeldene og Filefjeld, gaar mod Vest og
falder i Lærdalsfjord;’den er 3 n. Mil lang. —
Lærdalsøren, Strandsted ved Lærdalselvens Udløb.
Læredigt, didaktisk Digt, se Digtekunsten.
Lærerskoler, se Seminarium.
Lærke (Alauda), Slægt af Sangfuglene. De
herhen hørende Arter er temmelig smaa, med
uanselige, graa eller brunlige Farver, en Fjertop over
Baghovedet, tyndt, kegleformet Næb og en lang
Bagklo, som næsten er ret. Lærkerne bygger Rede i et
Hul i Skovbunden eller paa Marken. Hannen af
Englærken er bekjendt for sin muntre Sang, som den
lader høre om Morgenen, idet den syngende hæver
sig næsten lodret op gjennem Luften. Føden bestaar
i Plantefrø. I Norge forekommer Englærken
(A. arvensis meget almindelig i de fladere Strøg;
Trælærken (A. arborea), som er mindre, findes
kun i den sydøstlige Del af Landet.
Lærkefalk, se Falkeartede.
Lærkespore (Corydalis fabacea), Plante af
Jordrøgfamilien, har en spæd, glat, 4—5 Tommer
høi Stilk, en kuglerund Rodstok af en
Hasselnøds Størrelse, et enkelt Par stilkede, dobbelt
trekoblede Blade med fligede Smaablade og en kort,
faablomstret, endestillet Klase af rødviolette Blomster
med næsten rette Sporer; Frugten er en Kapsel.
Den voxer i Løvskov og Krat til Tromsø og i de
sydlige Egne af Norge til høit over Birkegrændsen.
Lærketræ (Larix), Slægt af Naaletræerne,
udmærker sig ved sine bløde, kortstilkede Naale,
som paa de enaarige Grene staar enkeltvis, Paa
de korte Dverggrene i Bundter, og falder af om
HMen. Hanblomsterne udvikler sig af Sideknopper
paa de lange Aarsstud og er samlede i aflangrunde
Blomsterftllnde, som for det meste er hcrngende;
Hunblomsterne staar opret paa opadkrummede
Dverggrene. Konglerne, som har næsten runde
Skjæl, staar opret, indtil Frøet er modent; dette
falder af sig selv ud af Konglen, som aabner sig
og siden endnu i aarevis kan blive hængende paa
Træet. Det almindelige Lærketræ (Larix
europæa) hører oprindelig hjemme i Mellemeuropas
Fjeldegne, hvor det kan naa en Høide af omtrent
100 Fod og gaar noget høiere op end Furen.
Plantet findes Træet overalt i Europa, i Norge
i det mindste til den 66de Bredegrad. Veden er
et udmærket Materiale til Skibsbygning, til
Jernbanesviller og lignende Gjenstande, der skal være
nedsænkede i Jorden eller Vandet, da den der bliver
stenhaard og af stor Varighed. Barken bruges i
Garverierne. Ved at bore Huller i Stammen
faar man den fineste Slags Terpentin (s. d.), den
saakaldte venetianske eller florentinske. — Af
fremmede Arter kan nævnes Larix sibirica,
som danner udstrakte Skove i det nordøstlige
Rusland og i Sibirien til Kamtsjatka, L. dahurica
i det nordøstlige Sibirien, Kamtsjatka og Daurien
samt L. pendula og L. microcarpa, begge
fra Nordamerika.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
