Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Magnolia. — Den purpurrøde Magnolia. — Den kinesiske Magnolia. — Den storblomstrede Magnolia. — M. Campbelli - Magnus (Konger i Norge). — Magnus Olafssøn den gode. — Magnus Haraldsson. — Magnus Barfod. — Magnus den blinde. — Magnus Erlingssøn. — Magnus Lagabøter. — Magnus Smek
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Magnolia, Planteslægt af Linnés 13de Klasse,
er nær beslægtet med Ranunkelfamilien. Den
omfatter Træer og Buske, som udmærker sig ved store,
enkelt stillede Blomster med trebladet, mest farvet
Bager, sex- til tolvbladet Krone og mange frie
Støvdragere. Bladene er store, udelte, mest
læderagtige og smukt forenede. Urterne hører hjemme
dels i Amerika, dels i Østasien. Flere af dem
dyrkes almindelig som Prydplanter i Haver og
Drivhuse, især den i Kina og Japan hjemmehørende
purpurrøde Magnolia (M. purpures), hvis
Kronblade udvendig er purpurfarvede, indvendig
hvide. — Den kinesiske Magnolia (M. Yulan)
er yndet paa Grund af sine vellugtende, hvide
Blomster. — Den i det sydlige Nordamerika voxende
storblomstrede Magnolia (M. grandiflora)
har hvide, meget vellugtende Blomster af nær en
Fods Tvermaal; næsten ligesaa store Blomster har
den i den senere Tid opdagede M. Campbelli,
der voxer paa Bjergryggen Sikkim-Hincalaia og
har hvide eller røde Blomster.
Magnus, Navn paa 7 Konger i Norge. —
Magnus Olafssøn den gode, en uægte Søn
af Olaf Haraldssøn (den hellige), f. 1024, d. 1047.
Navnet Magnus, som egentlig er et latinsk
Adjektiv, der betyder „stor“, fik han i Daaben af
Sigvat Skald til Erindring om Karl den store
(Carolus magnus). Han fulgte som Barn
Faderen paa dennes Flugt til Rusland (Gardarike) og
forblev ogsaa her, hvor han opfostredes hos Fyrst
Jaroslav, efterat Olaf var dragen hjem og havde
fundet Døden paa Stiklestad. Da man nogle Aar
senere var kjed af det danske Herredømme, enedes
Einar Tambarskjelve og flere andre af Rigets
Stormand om at hente den unge Magnus hjem,
hvilket ogsaa fandt Sted 1035; han blev da strax
tagen til Konge af hele Landet. Han var i
Begyndelsen temmelig egenraadig og derfor mindre
likt; men efterat han havde lyttet til Sigvat
Skalds Raad og forandret sin Adfærd, vandt han
saa stor Yndest, at han fik Kjendingsnavnet „den
gode“. Magnus fik Krig med Hardeknut, som
gjorde Krav paa Norge; Krigen endte med en
Overenskomst, ifølge hvilken den af de to Konger,
som levede længst, skulde arve den andens Rige.
Da Hardeknut døde 1042, blev derfor Magnus
ogsaa Konge i Danmark. Mod Einar
Tambarskjelves Raad satte han Svein Estridssøn til Jarl
der; denne antog snart Kongenavn og begyndte
en Række Fiendtligheder, som varede til Magnus’s
Død. 1043 slog Magnus Venderne i det bekjendte
Slag paa Lyrskovshede; 1046 delte han
Regjeringen i Norge med sin Farbroder Harald
haardraade, som kom hjem fra Konstantinopel. Ved sin
Død kun 23 Aar gl. erklærede Magnus Svein
Estridssøn for sin Efterfølger i Danmark. —
Magnus Haraldsson, Søn af Harald
haardraade, efterfulgte 1066 Faderen og tog 1067 sin
Broder Olaf Kyrre til Medkonge; selv styrede han
den nordlige Del af Landet og opholdt sig i
Trøndelagen, men døde allerede 1069. — Magnus
Barfod, Søn af Olaf Kyrre, f. 1073, d. 1103,
efterfulgte Faderen som Konge 1093, men herskede
foreløbig kun over den sydlige Del af Landet, da
hans Fætter Haakon Magnussøn, Søn af Magnus
Haraldssøn, til sin Død i 1094 beholdt det
nordlige Norge. Magnus var ved sin Tapperhed og
sine krigerske Tilbøieligheder en Modsætning til sin
fredsommelige og Fredens Idræt begunstigende
Fader. Han begyndte sin Krigerbane med et Tog
til de skotske Øer, som han bemægtigede sig 1098.
Ved Hjemkomsten fra dette Tog var han og hans
Mænd klædte paa skotsk Vis i kort Kjortel uden
Benklæder; derfra skriver sig hans Tilnavn. Sin
næste Ufred fik han med den svenske Konge Inge
om Grændserne; ved Fredsslutningen blev det
bestemt, at alt skulde være som før Krigen, og
Magnus ægtede den svenske Konges Datter
Margrete („Fredkulla“). Endelig foretog Magnus et
Tog til de irske Farvande for at sikre sig Øen
Man; da han efter at have underkastet sig denne
drog hjemover, gjorde han en uforsigtig
Landgang i det nordøstlige Irland, men blev her
overrasket af irske Krigere og dræbt i et Slag
24de Aug. 1103. Hans Valgsprog var det
krigerske: „En Konge bør mere se paa Æren end
paa et langt Liv“. Han efterfulgtes af sine tre
Sønner Eystein, Sigurd (Jorsalfarer) og Olaf. —
Magnus den blinde, Søn af Sigurd
Jorsalfarer, f. ca. 1115, d. 1139, blev Konge ved
Faderens Død 1130. Harald Gille, som var kommen
fra Irland og havde gjort Paastand paa at være
en Søn af Kong Magnus Barfod samt var
bleven anerkjendt som saadan af Sigurd Jorsalfarer
mod at aflægge Ed paa ikke at ville gjøre Krav
paa Tronen, saalænge Magnus levede, brød
imidlertid nu sit Løfte og lod sig udraabe til Konge.
Magnus var ilde likt for sin Halsstarrighed og sit
lastefulde Levnet; Harald fik, skjønt han selv ikke
var bedre, mange Tilhængere, og Magnus maatte
gaa ind paa at dele Riget med ham. Efter
3 Aars fælles Regjering kom det til Krig mellem
de to Konger. Magnus havde en Tid Overtaget,
og Harald maatte flygte til Danmark; men han
vendte tilbage med Hjelp af Kong Erik Emune,
beseirede og fangede Magnus 1135 og lod ham
sætte i Kloster efter først at have stukket hans Øine
ud, gildet ham og hugget den ene Fod af ham.
Efterat Harald 1136 var bleven dræbt af Sigurd
Slemmedegn, tog denne Magnus ud af Klostret og
begyndte Krig mod Haralds Parti og Sønner.
Magnus faldt i Sjøslaget ved Holmengraa 12te
Novbr. 1139. — Magnus Erlingssøn, Søn af
Jarlen Erling Skakke og Sigurd Jorsalfarers Datter
Kristine, f. 1156, d. 1184, blev 1161 efter Inge
Krokrygs Død tagen til Konge af dennes Parti;
hans Modkonge var Haakon herdebred, som
imidlertid allerede 1162 faldt i et Slag mod Erling Skakke.
Efter denne Begivenhed hyldedes Magnus paa
Ørething som Konge over hele Norge. For at
befæste ham paa Tronen lod Faderen ham 1164
krone til Konge i Bergen; for at opnaa dette gjorde
han store Indrømmelser til Geitligheden. Ti Aar
senere begyndte det først saa uanselige
Birkebeiner-Parti at føre Krig mod Magnus; de udrettede
imidlertid intet af Betydenhed mod Magnus og
Erling, førend de 1177 i Sverre Sigurdssøn fik en
Anfører, som kunde maale sig med den sidstnævnte.
1179 faldt Erling, og 1180 blev Magnus slagen og
maatte flygte til Danmark; herfra vendte han senere
tilbage og vedblev med sit Parti, som nu kaldtes
„Heklunger“, at bekrige Sverre, indtil han faldt
i Sjøslaget i Norefjord i Sogn 15de Juni 1184.
Sverre holdt selv en fortræffelig Ligtale over
ham. — Magnus Lagabøter, Søn af Haakon
Haakonssøn den gamle, f. 1238, d. 1280, blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
