Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mela, Pomponius - Mélac, Greve af - Melafyr - Melanchthon, Filip, hed oprindelig Schwarzerd (eller Schwarzert) - Melanesien, se Australien - Melanesier - Mélange - Melankoli - Melas, Michael, Baron - Melasse, se Sukker - Melazzo, se Milazzo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mlac
Kortfattethed og Indholdsrigdom. Det er udgivet
bl. a. af Parthey (1867).
Mélac (udt. Melakk), Greve af, fransk
Feltmarskal, fik 1689 af Ludvig den fjortende det
Hverv at plyndre Pfalz, udførte dette med stor
Strenghet, og afbrændte Heidelberg, Mannheim og
mange andre Byer. Efter 1702 i den spanske
Arvefølgekrig at have maattet ovcrgive Landau til
Markgreven af Baden faldt han i Slaget ved
Malplaquet den 11te Sept. 1709.
Melafyr kaldes mange sorte Augitporfyrer
(s. d.), [[** NB kun oppslagsord Augit, ikke A-porfyrer **]] formentlig fra Kultiden.
Melanchthon, Filip, en af Tysklands
Reformatorer, var født 16de Febr. 1497 og hed
oprindelig Schwarzerd (eller Schwarzert), af
hvilket Navn det græske Melanchthon er en direkte
Oversættelse. Efter Faderens Død 1507 kom han
i Huset hos sin Bedstemoder, der var en Søster
af den berømte Humanist Reuchlin. Allerede i
13aars Alderen begyndte han at studere ved
Universitetet i Heidelberg, hvor han 1512 tog Graden
som Baccalaureus og blev Lærer for nogle unge
Adelsmænd. Derefter studerede han Theologi og
de gamle Sprog i Tiibingen, hvor han fra 1514
holdt Forelæsninger over den aristoteliske Filosofi
og Klassikerne. Han udgav ogsaa en for sin Tid
fortrinlig græsk Grammatik, hvilket Verk skaffede
ham stor Anseelse og bidrog sammen med
Reuchlins Anbefaling til, at han 1518 blev kaldet til
Professor i græsk Sprog og Literatur i
Wittenberg. Her førtes han ved Luthers Paavirkning
snart over til den evangeliske Lære; ved sin store
Lærdom, sin taktfulde og besindige Optræden og
sin Dygtighed som Exeget og Dialektiker var han
istand til at yde det begyndende
Reformationsverk de største Tjenester. Efterat han allerede 1519
under den Skriftvexel, som fulgte paa
Leipzigerdisputationen, havde optraadt som Luthers
Meningsfælle, udgav han 1521 Skriftet „Loci communes
rerum theologicarum“, som blev Forbilledet for
alle evangeliste Fremstillinger af Dogmatiken. 1527
forfattede han paa Kurfyrst Johan den bestandiges
Befaling Visitationsartikler for Sachsen; to Aar
efter var han en af de ivrigste til at faa Protesten
i Speier istand, og 1530 forfattede han den
augsburgske Konfession, det Skrift, hvorved han har
indlagt sig den største Fortjeneste og som er et
Mesterstykke i sin Slags. Ligesaa ypperlig er den
kort efter forfattede „Apologi“ for
Augsburgerkonfessionen. Det Ry, som Melanchthon Nød, og
som naturligvis forøgedes ved disse Skrifter,
bevirkede, at han saavel fra Frankrige som fra
England fik Indbydelser til at komme did og
bilægge Religionsstridigheder, hvad han med sit
milde, personlige Sindelag maatte være særlig
skikket til; politiske Hensyn afholdt ham dog fra at
efterkomme disse ærefulde Indbydelser. 1541 reiste
han til Worms og kort efter til Regensburg for
at føre de Evangeliskes Sag ved de der anstillede
Forsøg paa at skaffe et Forlig tilveie med
Katholikerne; Forsøget mislykkedes dog ligesaavel som
den Reformation, han paa Kurfyrsten af Kölns
Anmodning søgte at gjennemføre i Bonn. —
Melanchthon stod, saalænge Luther levede, i det
inderligste Venskabsforhold til den store
Reformator, skjønt begges Karaktérer var i høi Grad
forskjellige. Efter Luthers Død var Melanchthon
den, som nærmest maatte være kaldet til at
indtage hans Plads. Han blev imidlertid udsat for
mange ubehageligheder fra Theologernes Side.
Hans hele Lærebegreb gik i en fra den lutherske
noget forskjellig Retning, hvad her naturligvis
maatte fremkalde Rivninger med de strenge lutherske
Theologer, hvis dogmatiske Strenghed først efter
Luthers Død fremtraadte i sin fulde Udstrækning.
Da Melanchthon efter den Schmalkaldiske Krig
under store Betænkeligheder gik ind paa
Leipziger-Interimet, opstod Striden om Adiafora; endnu
hidsigere blev Kampen, da han nærmede sig
Kalvins Nadverdlære, afviste det nye lutherske
Ubiqvitetsdogme, indrømmede, at den menneskelige
Frihed var medvirkende ved Omvendelsen, samt
betonede Nødvendigheden af gode Gjerninger. Ogsaa
en Del Forandringer, som han for lang Tid siden
havde foretaget i den augsburgske Konfessions Text,
ikke uden Misbilligelse af Luther, blev nu fremdragne
som Anklagepunkter mod ham. Alle disse
Stridigheder trættede og plagede den altid svagelige og
nu allerede af Alder og Arbeide svækkede Mand,
ligesom han naturligvis med dyb Bedrøvelse maatte
være Vidne til, at der indsneg sig Splid og
Tvedragt i den evangeliske Kirke, hvis Enighed og
Sammenhold var hans høieste Ønske. Han døde
i Wittenberg 19de April 1560. Hans Karaktér
var i høi Grad elskværdig og venlig, og han vandt
som Universitetslærer alle sine Disciples Kjærlighed,
samtidig med, at den videnskabelige Aand, som
udgik fra hans Katheder, virkede befrugtende i vide
Kredse. Det er derfor ikke med Urette, han har
faaet Æresnavnet „Tysklands Lærer“ (Præceptor
Germaniæ). Hans Skrifter er flere Gange
udkomne i mere eller mindre fuldstændige Udgaver;
den bedste er Bretschneiders og Bindseils i „Corpus
refomatorium“ (28 Bd., 1834—60).
Melanesien, se Australien.
Melanesier, i Ethnografien Betegnelse for den
mørkfarvede Befolkning paa de australiske Øer, i
Modsætning til Australnegrene paa Nyholland og
Papuerne paa Nyguinea. De er lysebrune, med sort
og blødt Haar, der staar i Smaabuske, har tyndere
Læber og længere og fladere Ansigt end Negrene.
Øinene er smaa og sorte, Kindbenene og
Kjævebenene fremspringende. De gaar i Almindelighed
næsten nøgne, tatoverer sig og indgnider Legemet
med Okker. Forøvrigt er der mellem de forskjellige
Stammer af Melanesier betydelige Forskjelligheder.
Mélange (udt. Melangsj), fr., Blanding;
Skrifter af blandet Indhold; ogsaa Navnet paa en
Sort Røgtobak.
Melankoli (græsk μελανχολια), egentl. „sort
Galde“, betegner ifølge den sædvanlige Sprogbrug
Tungsindighed. Et af de saakaldte 4
Temperamenter (s. d.) kaldes det melankolske. I
Lægevidenskaben betegnes ved Melankoli et
Begyndelsesstadium af Sindssygdom, paa hvilket Patienten
udmærker sig ved en i unaturlig Grad nedtrykt og
mørk Sindsstemning.
Melas, Michael, Baron, østerrigsk Feltmarskal,
f. 1730, d. 1806, var 1799 Øverstbefalende for den
østerrigske Armé i Italien, hvor han opererede
sammen med Suvarov og seirede ved Cassano,
Trebia, Novi og Genola. 1800 tabte han Slaget
ved Marengo og maatte trakte sig tilbage over
Mincio.
Melasse, se Sukker.
Melazzo, se Milazzo.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
