Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav (norske Konger). — Olav Tryggvessøn. — Olav Haraldssøn, den hellige. — Olav kyrre. — Olav Magnussøn. — Olav Haakonssøn - Olav (Søn af Harald haarfagre) - Olav af Stein - Olav paa Geirstad, ogsaa kaldet Geirstad-Alv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde brugt. Den nye Lære havde imidlertid
allerede faaet Tid til at fæste sig noget, hvilket
hjalp Kongen meget i hans Bestræbelser, saa han
ved sin Død virkelig kunde siges at efterlade sig
Norge som et kristent Land. Til hans Ros bør
det ogsaa siges, at han bestræbte sig for ved at
ansætte Lærere og Prester og bygge Kirker at
sørge for, at Kristendommen efter hans Tid ikke
skulde gaa tilbage. Samtidig hermed fuldendte han
ogsaa Harald haarfagres Verk at samle hele Norge
til ét Rige; efter Haralds Død var det nemlig
atter blevet opløst i flere Smaakongedømmer. Disse
underlagde Olav sig med Magt, ligesom han
ogsaa styrkede Kongedømmet ved paa alle Maader
at svække og undertrykke de mægtige Slægter i
Landet. Udadtil befriede han sig for det
Overherredømme, som Sverige og Danmark havde
faaet over Norge efter Slaget ved Svoldr; Olof
Skøtkonung var i Sverige bleven saa forhadt, at
han maatte vige for sin Søn Anund Jakob, som
blev Olavs Ven og Svoger; i Danmark herskede
Knut den store, som var altfor optagen af sine
Erobringsplaner mod England til at anvende
synderlig Kraft paa at modvirke Olavs stigende
Magt. Men efterhaanden gav Olav selv uden
sit Vidende Knut Midler i Hænde til at
bemægtige sig Norge. Hans Haardhed og strenge
Opretholdelse af Lovene vakte megen Uvillie mod ham,
og mange af de mest ansete og mægtige blandt de
misfornøiede tyede til Kong Knut. Denne
begyndte nu systematisk at underkjøbe de mægtigste
norste Høvdinger ved Gaver og Løfter, og der
kom et udbredt Komplot istand mod Olav. For
sent indsaa denne Faren og søgte nu i Forbund
med den svenske Konge at afværge den ved et
Anfald paa Danmark; da han med Levningerne af sin
Krigsstyrke vendte tilbage, var allerede Oprøret
ifærd med at bryde ud. Uden Flaade og uden at
have nogen, han ubetinget kunde stole paa, maatte
Kongen endelig fra Søndmøre drage over
Fjeldene til Sverige og derfra til sin Svoger
Storfyrst Jaroslav i Gardarike. Ikke saa snart havde
han forladt Norge, før hele Landet hyldede Knut.
I Længden kunde dog den virkelystne og kraftige
Olav ikke holde ud at se sit Rige i Fremmedes
Besiddelse; han samlede til sig flere Nordmænd,
som var blevne ham tro, og fik Forstærkning i
Sverige, saa at han havde en Hær paa 3,000
Mand, da han Sommeren 1030 over Jemtland
drog ned gjennem Værdalen. De mægtigste
Høvdinger samlede mod ham en fire Gange saa
stor Hær, og den 29de Juli kom det til Slag
ved Stiklestad. Modpartiets Førere var Thore
Hund, Haarek af Thjotta og Kalv Arnessøn. I
Slaget faldt Kongen, og hans Hær blev adspredt.
Ikke længe efter begyndte man at tale om
mærkelige Jertegn, som skulde have fundet Sted ved
hans Lig, og den Opfatning blev nu snart
gjeldende, at han var bleven Martyr for den kristne
Tro, en Opfatning, som styrkedes ved det stedse
stigende Misnøie med Knuts Herredømme. Olavs
Lig blev senere bisat i Nidaros Domkirke i
et pragtfuldt Skrin, som ligetil Reformationen
gjaldt for den fornemste Helligdom i Norden;
han betragtedes som Norges Skytshelgen, og
hans Navn har endnu en god Klang blandt
de troende Katholiker. — Olav kyrre (den
fredelige), Søn af Harald haardraade, f. ca.
1050, deltog som ganske ung i Faderens Tog
til England; efterat Harald var falden ved
Stanford Bro 1066, vendte Olav hjem og blev
Konge sammen med sin ældre Broder
Magnus, som imidlertid allerede døde efter 3 Aars
Forløb. Olav var en af de faa norske Konger i
Middelalderen, hvis Virksomhet, udelukkende var af
fredelig Art; men netoft dette bidrog til, at han
har faaet et smukt Eftermæle i Historien. Hans
Regjering var mild og human, og han bestræbte sig
redelig for at fremme Kultur og Kristendom.
Ogsaa den materielle Kultur fremmedes under denne
Konge, idet han ophjalp Handel og andre
Næringsveie og anlagde Bergen, som snart blev en stor
Handelsstad. Paa hans Tid fandt flere
gjennemgribende Forandringer Sted i Folkets Klædedragt
og Boliger, idet begge Dele fik mere Lighed med
andre europæiske Folks. Denne almindelig elskede
Konge døde 22de Septbr. 1093. — Olav
Magnussøn, Sønnesøn af foregaaende, blev ved sin
Fader Magnus Barfods Død Konge i en Alder
af 3 Aar sammen med sine ældre Brødre Eystein
og Sigurd. Han døde allerede 1115 kun 15 Aar
gammel. — Olav Haakonssøn, Søn af
Haakon den sjette og Dronning Margrete af
Danmark, fødtes i Oslo 1371. 1376 valgtes han
til dansk Konge efter sin Morfader Valdemar
Atterdag, og da Faderen døde 1380, arvede han
ogsaa den norske Krone, hvorved den Forening
mellem Norge og Danmark kom istand, som varede
lige til 1814. Margrete førte Regjeringen i
Sønnens Navn; han døde allerede 1387. 1402
fremstod der i Tyskland en Bedrager, som udgav sig
for Olav; han blev af den tyske Ordens
Stormester udleveret til Margrete og levende brændt
s. A.
Olav, en Søn af Harald haarfagre, fik ved
Rigets Deling tilligemed sine Brødre Bjørn og
Sigtryg Viken, Raumarike og Thelemarken. Da
Bjørn var bleven dræbt af Erik Blodøxe, overtog
Olav Bestyrelsen af Vestfold, som Bjørn havde
havt, ligesom han tog Bjørns Søn Gudrød til
Opfostring. Da Vikvaringerne hørte, at Erik
Blodøxe var hyldet til Overkonge i Hordaland,
udnævnte de Olav til sin Overkonge. Men Erik
overraskede ham i Tunsberg Vaaren 934, og
efter en kort Kamp paa den nuværende
Møllebakken faldt Olav, hvorimod det lykkedes hans
Søn Tryggve at undkomme.
Olav af Stein, Stallare hos de norske
Konger Magnus Lagabøter og Erik Prestehader, blev
af den sidste sendt til Island 1287 for at mægle
i den der opstaaede Kirkestrid, hvilket Hverv han
udførte med megen Dygtighed, saa at det
lykkedes ham at faa et Forlig istand paa
Althinget, trods mange Forsøg, som gjordes paa at
forpurre Forliget. Ogsaa ved andre Leiligheder,
saaledes ved Forliget mellem Kongerne af
Danmark og Sverige, viste Olav sig som en dygtig
og begavet Diplomat. Han døde 1299.
Olav paa Geirstad, ogsaa kaldet
Geirstad-Alv, Søn af Gudrød Veidekonge (s. d.),
blev efter Faderens Død Konge over Vestfold. Han
synes at have nydt stor Anseelse blandt sine
Samtidige, uagtet hans Rige var temmelig lidet og
han heller ikke udførte saa glimrende Bedrifter
eller var en saa kraftig Regent som hans Broder
Halfdan svarte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
