Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Overbeck, Johann Friedrich. — Johannes Adolf Overbeck - Overfaldshjul, Overvandshjul, se Vandhjul - Overfangsglas - Overformynderi, se under Art. Myndighed - Overgangsformation - Overgjæring, se Gjæring - Overhalden - Overhus, se Repræsentation - Overlærer - Overret, se Appel - Overskou, Thomas - Overtryk, se Stentryk - Overweg, Adolf - Overyssel - Ovidius, Publius, med Tilnavnet Naso - Oviedo - Ovipara - Ovn. — Smeltovne. — Kogeovne. — Stueovne. — Varmluftsovne. — Træovne. — Fyldovnene. — Magasinovne. — Mantelovnene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Himmelfart“, „Moses ved Brønden“, „Religionens
Triumf i Kunsten“ o. fl. — Foregaaendes
Brodersøn Johannes Adolf Overbeck, f. 1826,
studerede Filologi og Arkæologi i Bonn og blev
1858 Professor i Leipzig. Han har udgivet en
Række Skrifter af arkæologisk og kunsthistorisk
Indhold, blandt hvilke især kan nævnes „Den græske
Plastiks Historie“ (2 Bd., 1857—58).
Overfaldshjul, Overvandshjul, s. Vandhjul.
Overfangsglas, Glas, der ikke er farvet helt
igjennem, men bestaar af et Lag farvet Glas, som
er bedækket med et Lag ufarvet.
Overformynderi, se under Art. Myndighed.
Overgangsformation kaldtes tidligere de
geologiske Lagrækker, som ligger mellem Grundfjeldet
(eller Ur-Formationen) og Kulformationen (den
cambriske, den siluriske og den devoniske
Formation). Man talte saaledes om Kristianiadalens,
om Skiensdalens, Mjøsens, det centrale Norges
Overgangsformation.
Overgjæring, se Gjæring.
Overhalden, Prestegjeld i Namdalen, Nordre
Trondhjems Amt, bestaar af Sognene Ranem og
Skage.
Overhus, se Repræsentation.
Overlærer, i Norge Betegnelse for den
næstøverste Klasse af Lærere ved de offentlige lærde
Skoler.
Overret, se Appel.
Overskou, Thomas, dansk Forfatter, f. 1798,
d. 1873, blev 1823 Skuespiller ved Kjøbenhavns
kongelige Theater, hvor han virkede til 1842; der
efter var han 1849—58 Sceneinstruktør ved samme
Theater og fik 1852 Professortitelen. Han har
dels forfattet, dels for Scenen bearbeidet et stort
Antal Komedier, Folkeskuespil og Vaudeviller;
blandt hans Originalarbeider kan, som de, der er
blevne mest populære, især nævnes „Misforstaaelse
paa Misforstaaelse“, „Østergade og Vestergade“,
„Vor Tids Mennesker“, „En Bryllupsdags
Fataliteter“, „Pak“, „Capriciosa“ og „Kunstnerliv“.
Af større Betydning og blivende Værd er hans
historiske Arbeide om „den danske Skueplads“
(indtil 1848).
Overtryk, se Stentryk.
Overweg, Adolf, tysk Reisende, f. 1822, d.
1852, studerede Naturvidenskaberne, især
Geologien, fulgte 1850 Richardson og Barth paa deres
Expedition til det indre af Afrika og udførte
en Række Bredebestemmelser, meteorologiske og
geologiske Undersøgelser samt Høidemaalinger, hvilke
sidste viste, at Sahara ikke, som tidligere antaget,
væsentlig er et Lavland.
Overyssel (udt. Overeisel), nederlandsk
Provins, omgivet af Drenthe, Friesland, Geldern,
den preussiske Provins Hannover og Zuydersjøen,
3345 km.² stor, med 268,000 Indb.
Ovidius, Publius, med Tilnavnet Naso,
berømt romersk Digter, f. 48 f. Kr., d. 17 e. Kr.,
tilhørte en velhavende Ridderfamilie og
uddannedes paa det omhyggeligste ien Rhetorskole. Senere
gjorde han en Reise til Udlandet og levede derpaa
i Rom under de lykkeligste Omstændigheder, yndet
af Augustus og i Omqang med ham og hans
Familie samt de øvrige paa den Tid levende mest
fremragende Digtere. 9 e. Kr. blev han
imidlertid pludselig og af endnu uopklarede Grunde af
Augustus forvist til Tomi ved det Sorte Hav,
hvor han opholdt sig til sin Død. Det meste af
Ovids Verker er endnu opbevaret; man har af
ham en Samling „Heroides“ eller „Epistolae“,
fingerede Breve fra Heltinder til deres Elskede, en
Samling Elegier, „Amores“, „Ars amatoria“ (3
Bøger), „Remedia amoris“, det store episke Verk
„Metamorphoses“ (15 Bøger), „Fasti“, en poetisk
Kommentar til den romerske Kalender, samt de i
Landflygtigheden skrevne Klagesange „Tristia“ og
„Epistolae ex Ponto“ m. m. Ovids Digtning
er gjennemgaaende af et temmelig let Indhold,
og især har hans tidligere Digte kun sjelden
nogen dybere Følelse at opvise; derimod er den
vittig, aandrig og pikant, hvorhos Ovid, hvad
elegant Form og Herredømme over Sproget
angaar, staar over alle andre latinske Digtere. Mest
bekjendt er „Metamorphoses“, en Række
Fortællinger om Forvandlinger (deraf Navnet); Dele
af dette Verk læses endnu i de fleste Landes lærde
Skoler.
Oviedo, Hovedstad i den spanske Provins af
samme Navn i det gamle Asturien, med 32,000
Indb., er Sæde for en Biskop, har et
Universitet og en prægtig Kathedralkirke.
Ovipara, lat., æglæggende Dyr. [[** kilden har et omtrent usynlig punktum! **]]
Ovn betyder i sin Almindelighed et Redskab
til Udvikling af Varme eller til Behandling af
forskjellige Slags Stoffer under høi Temperatur.
I sidstnævnte Tilfælde anbringes det Stof, som
skal behandles, enten ind imellem
Brændematerialet eller i et Rum, hvor det slikkes af
Flammerne. I Smelteovne lægges det i Digler.
Kogeovne (Komfurer) til Kogning af Mad
bruges saaledes, at Kogekarret enten sættes paa
Ovnens ophedede Plade eller i en Aabning, hvor det
berøres af Ilden. Til Opvarmning af Husrum
benyttes enten Stueovne eller
Varmluftsovne. Førstnævnte er af Jern eller Sten eller
af brændt Ler (Kakkelovne). Af Varmluftsovne
eller de saakaldte Trækovne er de svenske meget
benyttede. Disse er saaledes konstruerede, at Luften
fra Værelset trækkes ind i Ovnen, opvarmes og atter
slippes ud igjen. Fyldovnene udmærker sig
derved, at de ved om Morgenen at fyldes med Brænde
varmer hele Dagen uden videre Tilsyn. — Ovne til
Opvarmning af Beboelsesrum synes ikke at være
nogen særdeles gammel Opfindelse; ialfald var i
Norge Olav kyrre (1066—93 e. Kr.) den første
Konge, som lod de indtil da brugelige
„Lang-Ilde“, afløse af Ovne. Disse Lang-Ilde bestod i
et vældigt Baal, optændt paa Jordgulvet midt i
Huset, hvilket i Taget var forsynet med „Ljorer“,
for at Røgen kunde slippe ud. At Beboerne af
de sydligere Lande, hvor Ovne paa Grund af de
klimatiske Forhold var mindre nødvendige end i
Norden, ikke synderlig længe før havde lært at
benytte sig af dem, er sandsynligt. De første
Ovne bestod udelukkende af Sten; til deres
Opførelse anvendtes dels Mursten, dels almindelig
Graasten; senere benyttedes ogsaa Klæbersten, som
paa Grund af sin Blødhed med Lethed lod sig
tilhugge i saa tynde Plader, som man ønskede.
Det varede længe, inden man fandt paa at
anvende Jern til Ovne; 1490 støbte man Jernovne
i Elsas, og de ældste Spor af Støbejernsartikler,
som derefter findes, er i Sachsen fra 1550. Det
vides ikke med Sikkerhed, paa hvilken Tid man i
Norge begyndte med Støbning af Ovne, men der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
