Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Resultat. — Resultere - Resumé - Ret. — Retshandel. — Retssubjekt. — Retspleie. — Retsvidenskab. — Retssystemet. — Retslægevidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Resultat, Slutningsfølge af en Undersøgelse
eller Beregning; Udfald, Virkning, Sum, Udbytte.
— Resultere, fremgaa af, følge, komme ud af.
Resumé (udt. Resyme), fr., kort Uddrag,
Gjentagelse af et Indholds Hovedpunkter.
Ret, i objektiv Forstand Indbegrebet af de
Regler, hvorefter de menneskelige Samfundsforhold
er ordnede, og som i Almindelighed opretholdes
ved ydre Tvangsmidler; i subjektiv Forstand det
samme som Rettighed, den nogen ifølge den
objektive Ret tilkommende Befrielse til at handle
eller af andre at kræve Handling eller Undladelse;
ogsaa Organet for Statens dMmende Myndighet??
(saaledes de egentlige Domstole saavelsom Foged-,
Auktions-, Skifteretter osv.). Ved
Retsforfatning forstaaes Indbegrebet af samtlige de i en
Stat gjeldende Retsregler. Efter de forskjellige
Arter af Retskilder (d. e. de Kjensgjerninger,
hvorved Retsreglerne faar sin Tilværelse) inddeles
den objektive Ret i skreven og uskreven Ret.
Den skrevne Ret udgaar direkte fra
Lovgivningsmagten (Love) eller fra andre Myndigheder, der
efter Lovgivningsmagtens Bemyndigelse kan
foreskrive Retsregler for vedkommende større eller
mindre Samfund (kongelige Resolutioner,
Departementsbestemmelser, kommunale Vedtægter osv.).
Den uskrevne Ret eller Sædvaneretten har
sin Kilde dels i Domstolenes stadige Afgjørelse af
det samme Spørgsmaal paa samme Maade
(Retsbrug ell. Retspraxis), dels i Folkets
sædvansmæssige Iagttagelse af visse Retsregler som
umiddelbart forbindende (sædvansmæssige
Vedtægter, Sædvaneret i indskrænket Forstand).
Enkelte har ogsaa opstillet Retsvidenskaben som en
egen Retskilde for de af den udledede Sætninger
(den saakaldte videnskabelige Ret, der saaledes skulde
udgjøre en særskilt Del af den uskrevne Ret); men
denne Anskuelse forkastes i Almindelighed, idet de
af Retsvidenskaben opstillede Sætninger først bliver
virkelige Retssætninger gjennem den
sædvansmæssige Udøvelse. Efter sit Indhold inddeles den
objektive Ret i Privatret, de Retsregler, som
anordner de Retsforhold, hvori Individerne befinder
sig uden Hensyn til Statsforbindelsen (Person-,
Formue-, Familie- og Arveret), og offentlig
Ret (Statsret, Statsforvaltningsret, Proces- og
Kriminalret; Proces- og Kriminalret henregnes
dog af mange til Privatretten, s. d.). — Den
ældste norske Ret var selvfølgelig uskreven og synes
at have været forskjellig for hvert af de mange
mindre Samfund, hvori Folket var delt.
Allerede tidlig dannede der sig dog særegne større
Retssamfund, hvert omfattende flere Fylker. Af
saadanne Samfund, som hvert havde sit fælles
Thing og sin fælles Ret, dannede der sig
efterhaanden fire: Frostathingslag, indbefattende det
nordenfjeldske indtil Romsdalen; Gulathingslag,
omfattende det vestenfjeldske til og med Agder
(omkring Kristianssand), hvortil senere derhos kom
Valders og Hallingdal; Eidsivjathingslag, især
omfattende Oplandene og Romerike, og endelig
Borgarthingslag, omfattende Viken eller
Landskaberne ved Kristianiafjorden og Skagerak indtil
Götaelven. Af de fire Landskabslove, der svarede
til disse Lagdømmer, er de to, Gulathingsloven
og Frostathingsloven, blevne os nogenlunde
fuldstændig opbevarede, medens der af de to andre ikke
er synderlig mere end de kirkeretslige Afsnit
tilbage. Samtlige disse „Lovbøger“ er imidlertid
kun Privatarbeider, indeholdende Optegnelser til
praktisk Brug af, hvad Nedskriveren ansaa for
gjeldende Ret, altsaa ligesaavel af de oprindelige
Retsvedtægter, forsaavidt de endnu var gjeldende, som
af senere Bestemmelser, udfærdigede af
Lovgivningsmagten. Byerne havde tildels sin egen Ret
(Bjarkøretten); men af denne er kun faa
Brudstykker bevarede. Fælles Ret fik det hele Land først
under Magnus Lagabøter. I Formen fremtraadte
vistnok den af ham istandbragte Lovbog (der
vedtoges vaa Frostathing 1274 og rimeligvis kort
efter paa de andre Lagthinge) fremdeles som fire
forskjellige Lovbøger, hver bestemt for sit
Lagdømme. Men bortset fra Thingfarebalken
(indeholdende Thingordningen) var Lovbøgerne ganske
enslydende, og Retsenheden for det hele Land var
saaledes i Virkeligheden gjennemført. Omtrent
samtidig med den fælles Landslov istandbragtes
der en fælles Bylov, i det væsentlige
overensstemmende med Landsloven; ogsaa Byloven
fremtraadte forøvrigt i Formen fremdeles som særlige
Love for de enkelte Kjøbstæder. Kong Magnus’s
Love vedblev i det væsentlige at gjelde indtil 1604,
da de afløstes af Kristian den fjerdes norske Lov,
som dog heller ikke er stort mere end en trykt
Oversættelse af Magnus Lagabøters Landslov. I
Virkeligheden var der dog i denne Mellemtid
foregaaet betydelige Forandringer i Retstilstanden.
Dette skyldtes mindre Lovgivningsmagten, uagtet
denne saavel i de første Aartier efterat Kong
Magnus’s Lovbog var istandbragt, som navnlig i
Tidsrummet efter 1536 var temmelig virksom, i
sidstncrvnte Tidsrum tildels ved Udfærdigelse af
fælles Love for Danmark og Norge. Men
fremfor alt fandt der, navnlig efter Aar 1536, en
sædvansmæssig Retsudvikling Sted, hvorved den
nationale Ret efterhaanden trængtes tilbage og
afløstes af danske Retssætninger. Denne Udvikling
fortsattes ogsaa efterat Kristian den fjerdes
Lovbog var udkommen, og da henimod Aarhundredets
Ende Kristian den femtes norske Lov (af 15de April
1687) fastslog en Retsforfatning, som i det
væsentlige var ensartet med den danske, indførte den
derfor ikke saa meget noget nyt, som den
lovfæstede en allerede stedfunden Udvikling. — Norges
nugjeldende Ret hviler i stor Udstrækning endnu
paa Kristian den femtes Lovbog. Dette er
saaledes i det væsentlige Tilfældet med Person-,
Formue-, Familie- og Procesretten, omendskjønt
Lovbogen dog ogsaa forsaavidt i mange og særdeles
væsentlige Stykker er forandret eller afløst ved den
senere Lovgivning. Arveretten har derimod nu
sine vigtigste Retskilder i Arveloven af 31te Juli
1854 og Lov om forsvundne og andre fraværende
Personer af 12te Oktober 1857, Strafferetten sine
i Kriminalloven af 20de August 1842 og Lov om
Forandringer deri af 3die Juni 1874. Den
nugjeldende norske Statsret hviler selvfølgelig
hovedsagelig paa Grundloven af 1814 med dens senere
Tillæg og Ændringer. Derimod er Norges
Statsforvaltningsret endnu i mange Dele en Arv fra
Foreningstiden med Danmark. Paa uskreven Ret
hviler navnlig en stor Del af Formue- og
Procesretten. — Retshandel, en fri Handling, der
stifter, forandrer eller ophæver et Retsforhold og
har dette til Øiemed. — Retssubjekt eller
Person i juridisk Forstand er ethvert Væsen, som har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
