Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Russisk Sprog og Literatur - Russisk-tyrkiske Krige. — Om den første se Art. Krimkrigen. — Om de tidligere russisk-tyrkiske Krige se Artiklerne Rusland og Tyrkiet under disse Landes Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rusfisi-tyitiske Krige
russiske Hiftorieskrivnings Fader samt endel kirke
lige Forfattere som Hilarion, Turov o. fl. Fra
Slutningen af det 12te Aarh. h??ves det berMte
epifie Digt ??Igors Seierstog mod Polouzerne".
Mongolernes Indfald i Begynnelsen af det 13de
Aarh. kvalte for en stor Del den fremfpirende
Civilisation, og det er fFrft ester deres Fordrivelse,
at der viser sig Tegn til et ftarkere aandeligt Liv.
Ivan den anden og hans Efterftlgere lod det
voere sig magtpaaliggende at fremme Oplysning
og Dannelse, og Frugterne af deres Bestrebelser
viser sig bl. a. i Literaturens Opsving i det 16de og
17de Aarh. Af russiske Forfattere i dette Tidsrum
kan ncrvnes Historikerne Fyrst Andrei Kurbskij,
Munken Palizyn, Kotoschichin, Lyslov m. fl. Under
Peter den store tog den russiske Literatur et nyt og
kraftigt Opsving, og blandt dens mest fremragende
Dyrkere i det 18de Aarh. b<sr mcrrkes Satirikeren
Kantemir (d. 1744), Lomonossov, Skaberen af den
russiffe Metrik. Lyrikerne Trediakovski og Petrov,
Dramatikerne Sumarokov og Knjashnin, endvidere
Bogdanovitsch, Dershavin og Kapnist samt den
lexikalske Forfatter Polikarpov. Det historiske Studium
dyrkedes i dette Tidsrum fornemmelig af
Schtscherbatov, Boltin, Golikov og Müller. Alexander den
første og hans Efterfølgere tog sig med Iver af Op
lysningen og den boglige Dannelse, og den russiske
Literatur har i det 19de Aarh. et betydeligt Antal
oerpmte Navne at opvise. Fremst i Rakken af disse
staar Romantikerne Alexander Puschkin, Ivan Tur??
genjev og Grev Tolftoj, hvis Arbeider er kjenote og
flattede af hele den civiliserede Verden. Desuden
bflr af SkjMliteraturens mere fremragende Dyrkere
i den sidfte Tid navnes Koslov, Krjukovstoi, Iljin,
Merstjakov, Bestuschev, Gogol, Herzen, Grevinde
Roftoptschin m. fl. Af Historieforskere har fornem
melig Karamsin, Bolchovitinov, Uftrialov, Ban??
tysch-Kamensti, lasykov og Korkunov indlagt sig
Fortjenester. Ogsaa Lystspillet og Satiren kan opvise
fremragende Dyrkere, deriblandt Fyrst Schakovstoi,
Potjechin, Ostrovsti, Vojeikov, Milonov m. fi.
Russisk-tyrkiske Krige. Mellem Rusland
og Tyrkiet er der i de fidste to hundre Aar bleven
fM flere tildels blodige Krige, af hvilke de fleste
er faldne ud til Fordel for de russiske Vaaben.
Ruslands Erobringslyst og stadige Higen efter at
vinde sikrere og sitrere Fodfæste ved Sortehavets
Kyster og derved blive den dominerende Magt i
dette for Verdenshandelen yderst vigtige Strøg,
samt dets Tragten efter at komme i Besiddelse af
den frugtbare Balkanhalvø og det overordentlig
heldigt beliggende Konstantinopel, Sortehavets Nøgle,
har vistnot i de fleste Tilfælde været den egentlige
Aarsag til disse Krige, ligesom Tyrkiets stedse
tiltagende Afmagt har begunstiget det erobringslystne
Ruslands Planer. Den Omstendighed, at en stor
Del af de tyrkiske Undersaatter bekjender sig til
den græsk-katholske Religion og saaledes er
Russernes Troesfæller, har for de russiske
Statsmænd været et velkomment Paaskud til at blande
sig i de tyrkiske Anliggender, og Ruslands
Planer om at fordrive Tyrkerne fra Europa vilde
vistnok for længe siden være blevne realiserede, havde
ikke de øvrige Stormagter sat en Stopper derfor.
Besiddelsen af Tyrkiet vilde nemlig gjøre Rusland
til den dominerende Magt i Europa, og dette har
især Vestmagterne søgt at forhindre. — Af de
russisk-tyrkiske Krige i dette Aarhundrede har for-
Mssisl-tyilisle Krige
nemmelig de i 1853—56 og 1877—78 været af
Betydning. Om den første se Art. Krimkrigen. Den
nærmeste Foranledning til sidstnævnte Krig var
den græske Befolknings Opstand i de tyrkiske
Provinser Bosnien og Herzegowina 1875. De tyrkiske
Tropper formaaede intet mod Insurgenterne, som
desuden støttedes af Serbien og Montenegro, i
Førstningen hemmeligt, senere aabenlyst, idet begge
i Juli 1876 erklærede Tyrkiet Krig. I denne
var Montenegro heldigt og tilføiede de tyrkiske
Tropper flere Nederlag, hvorimod Serberne Gang
paa Gang blev staaede af Tyrkerne, som i Slaget
ved Alexinats 31te Oktober 1876 aldeles lammede
Serbiens Modstandskraft. Nu greb Rusland ind
og tvang Tyrtiet til at indgaa en tangere Vaaben
ftilftand, netop som det havde Serbien i sin Magt,
og ved Fredsslutningen (Februar 1877) blev alt
som det var før Krigen. Rusland havde imidlertid
samlet en større Hær i Bessarabien, og da Tyrkiet
ikke vilde indgaa paa Stormagternes
Reformforslag, erklarede den russiske Regjering 24de April
187? Tyrkiet Krig. En russisk Hær paa 160,000
Mand under General Loris Melikovs Overbefaling
rykkede i fire Kolonner fra Kaukasien ind i tyrkisk
Armenien og besatte efter haarde Kampe bl. a.
de vigtige Punkter Ardahan og Kars. Samtidig
satte Russerne sig i Bevægelse paa Vestsiden af
Sortehavet, idet Storfyrst Nikolaus med henved
140,000 Mand drog ind i Rumanien, der del
tog i Krigen som Ruslands Allierede, gik efter
en heftig Artillerikamp over Donau og besatte
Bulgarien. De Stridskrafter, Tyrkiet havde at
stille mod Russerne, kunde ikke maale sig med
disse i Antal og Udrustning, men alligevel gjorde
flere af de tyrkiske Generaler en arefuld Modftand
mod Overmagten. Saaledes leverede Suleiman
Pascha 21de—26de August Russerne hidsige
Træfninger i Schipkapasset, og Osman Pascha
kjæmpede ved Plevna med stor Dygtighed, indtil han 10de
Decbr. 1877 saa sig nødt til at kapitulere. Ved
Plevnas Fald var Tyrkiets væsentligste
Modstandskraft brudt; de russiske Hærkorpser besatte
efterhaanden Filippopel, Adrianopel og flere andre
vigtige Punkter samt forberedte sig til at marschere
mod Konstantinopel. Der aabnedes nu Under
handlinger, som tilsidst fMe til Praliminarfreden
til San Stefano af 3die Marts 1878, hvorved
Rusland havde det i sin Magt at diktere
Fredsbetingelserne efter eget Forgodtbefindende. Men
de øvrige Stormagter, særlig England og
Østerrige, forlangte ogsaa at høres, og da Rusland ikke
godvillig syntes at ville gaa ind derpaa, lod den
engelske Førsteminister, Lord Beaconsfield, en stærk
Flaadeafdeling løbe ind i Marmarahavet, paa samme
Tid som han lod mobilisere to Armékorps og trak
indiske Tropper sammen paa Malta. Efter
længere Underhandlinger indvilgede Rusland i at lade
Bestemmelserne i San Stefanofreden revidere af
en europæisk Kongres, og denne traadte 13de Juni
1878 sammen i Berlin under Fyrst Bismarcks
Forsæde. De paa denne fattede vigtigste
Bestemmelser var følgende: Rumænien, Serbien og
Montenegro erklæredes for uafhængige af Tyrkiet.
Bulgarien ophøiedes til et eget Fyrstendømme
under tyrkisk Overhøihed. Østrumelien stilledes
under en kristen Guvernør, og en europæisk
Kommission skulde ordne Provinsens Anliggender.
Ordningen af Forholdene i Bosnien og
937
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
